Familieliv

Hvad skete der lige med min krop?

af Cristine Gliese Rasmussen 29. november 2010
Jeg prøver at suge maven ind, posere og smile igennem fire lag selvbruner. Og brysterne er alt, jeg ser. De fylder det hele. FÅÅÅÅRK!

Cristine Gliese Rasmussen

31 årSyntes du også nogle gange det hele går i hårdknude? Bliver du også træt af barn, mand, slankekur, krøllede puder og Netto mad?Hvis du nikker til ovenstående og kan svare ja til en milliard andre ting, som jeg også kommer ind på på denne blog - Ja, så er vi allerede venner. Og derfor skal du blive hængende her hos mig.Denne blog handler nemlig om alt det, der sker i vores liv. Om vores mænd, jobs, veninder og børn. Om vores deller, drinks og hvorfor vi har for mange af den ene og for lidt af den anden.

Kort sagt - hårdknuden når den er værst og bedst.Jeg glæder mig til at underholde dig og vil så helt enormt gerne læse dine kommentarer - også hvis du ikke er enig!Sådan står der på i min profil beskrivelse på min blog: www.cristinegliese.blogspot.com og det er ikke stort anderledes det, somd er vil stå på denne blog.

Den næste måned er jeg nemlig gæsteblogger her på mama.dk og jeg glæder mig utrolig meget. Jeg glæder mig mest til at dele min hverdag med alle jer, som kæmper de samme kampe, som jeg gør. Altså de kampe der udføres mens man: jonglerer med lortebleer, betaler en rykker, tørrer babymos væk fra væg, sofa, seng, tøj, skulder, hår og en enkelt gang - baller. Kender du dem? Så kender du mig.

Og som beskrivelsen siger, så vil jeg rigtig gerne høre, hvad du mener - også når du ikke er enig. Stay tuned! KH Cristine

Så stod jeg der. Foran spejlet, og skulle lave poses. De bedste jeg har lært igennem det TV Show der sørger for at almindelige piger, i det så absolut ikke almindelige land, får en stor og vigtig modelkarriere. Sådanne "poses" skulle jeg også øve mig i, for i weekenden kom min veninde der kan noget med billeder, og jeg skal da ha billeder af mig selv, til mit website, der skal gøre mig rig, berømt og til verdens bedste forfatter! Indtil der, skal jeg så lige øve mig i de der "poses".

Imens jeg står der går det langsomt op for mig, at noget er anderledes. Faktisk ikke bare noget… det hele er anderledes.Skal jeg gå det hele igennem fylder jeg mere end en almindelig blogs hukommelse ud, så jeg nøjes med det mest iøjnefaldende: Brysterne!

Ja, de er jo ikke helt, som de var engang. Jeg vil faktisk gå så langt som til at sige, de nærmest virker nye. Ikke sådan nye, ligesom den slags nye, nogle kvinder får. Men nye, fordi de er nye, på min krop. Og så er de enorme. Så enorme, at selv mine veninder kikker lukt ned i kavalergangen, når jeg græder mit hjerte ud til dem om dum mand og irriterende barn. For sådan har de, og jeg citerer bedste veninden: alligevel aldrig set ud.

Og de kommer nok heller ikke til at forandre sig synderligt meget i fremtiden, andet end til det værre.

Nu er der måske nogle der vil syntes jeg er en anelse hård ved mig selv, men hey, jeg er kvinde. Sådan er vi og som jeg har hørt mange sige det: du har jo ammet et barn. Du har givet vigtig næring til et lille nyt væsen igennem disse bryster, og derfor må du indse, at de er anderledes - for altid.

Jo jo, svarer jeg så. Men nu var det sådan, at min søn ikke syntes, at det med kæmpe bryster var det fedeste i verdenen, og derfor tog han ikke meget af de ellers bugnende madpakker. Og stadig, så ser de stadig ud som om de brødfødte en hel hær - og hvad fanden sker der lige for det?

Jeg blev så en af de mødre, der trak mig selv og mit barn igennem mælkeerstatningen kolde univers, der: Jo ikke er helt det samme, som rigtig mælk. Men der sker ikke noget ved det, Cristine - det skal du vide… det er bare ikke det samme, som hvis du selv ammede...

Hver gang der var nogen der sagde det til mig, ville jeg hellere have skudt fem armerede psykopatsoldater fra et psykopatland igennem min krop, mens de psykopaterede den med deres sløve sabler og vilde geværer. Det ville have gjort mindre ondt.

Og midt i alt det, var det eneste håb i den retning, at jeg dog ville komme ud på den anden side med pæne, faste nødder. Nemlig!

Ja, kære opmærksomme læser, sådan blev udfaldet ikke helt. Tværtimod. Selv om det kan tælles på meget få deciliter, hvor meget mælk jeg kunne give min dreng, og selv om jeg prøvede i tre måneder, ja så lignede de to stk. udefinerbare mælkekartoner.

Super…

Jamen tak så.

Og neeeeeeej, dig født i 1950`erne, og derfor er nyuddannet bedstemor: Det har IKKE noget at gøre med, at kvinder i dag ikke kan slå sig til tåls med moderrollen, og derfor ikke vil acceptere, at man er for evigt forandret og bla bla bla. Du var sgu lige så ked af det over dine bryster, hængehud og sprækkerne. Det er bare ti milliarder år siden, du sidst har presset noget enormt ud af din krop. Derfor har du, så absolut glemt, hvad du taler om!

Jeg tror kvinder i alle tider, har grædt sig i søvn, over den forandrede krop. Nej, slet tror - jeg ved!

Men altså - det er så det jeg kæmper med, her foran spejlet. Alt imens jeg prøver at suge maven ind, posere og smile igennem fire lag selvbruner. Ikke nemt, vil jeg sige dig. Og brysterne er alt, jeg ser. De fylder det hele og udgør et billede i sig selv. FÅÅÅÅRK!

Jeg hørte om en Minimizer den anden dag. En BH der presser brysterne ud i siderne i stedet for ligefrem. Som om det er bedre at presse sine bryster ud i en underarmsdelle?

Men måske kan jeg koncentrere mig om at trække maven ind i weekenden og ikke brysterne, hvis jeg har sådan en på.

Resten kan man vel retouchere sig ud af?

Med altid KH CristineFølg med på Cristines blogSe også: Snyd dig smuk - alverdens tøj, der kan klemme dig flad de rigtige steder, så du passer ned i nytårskjolen