Her kan du møde julemanden
foto: Tivoli
København
Der oser af julestemning i julemandens stue på Pantomimeteatret i Tivoli. Her venter julemanden dagligt med sin store huskeseddel, så Havens små gæster kan komme og fortælle ham, hvad de ønsker sig til jul. Den skæggede herre stiller selvfølgelig også op til årets julefoto sammen med junior.
Hvornår: Den 15./11.-23./12: Mandag-fredag kl. 12-22. Lørdag-søndag kl. 11-22.
Næstved
I den sydsjællandske by, Næstved, ankommer julemanden i skib til byens havn for sammen med borgmesteren at tænde lysene i juletræet på torvet. I ventetiden op til hans ankomst, kan hele familien få varmen i BioCity, der byder på gratis julefilm og popcorn.
Hvornår: Den 29./11. kl. 17.30
Aarhus
I shoppingcentret City Vest hygger julemanden om århusianerne ved centrets store juleland, der er fuld af mekaniske nisser, dyr og julestemning. Julemanden er en gavmild mand, og alle der er blevet store nok til at undvære sutten, kan aflevere den til ham og få en lille gave retur.
Hvornår: Fra den 5./12.: Torsdag-fredag kl. 15, 16 og 17. Lørdag-søndag kl. 11, 12 og 13.
Odense
I Odense hedder julemanden Julius og optræder julen igennem med masser af gak, gøgl og julemagi sammen med en flok muntre nisser i Det hvide hus på Fisketorvet.
Hvornår: Den 28./11.-15./12.: Torsdag-fredag kl. 16.30 og lørdag-søndag kl. 12.30. Fra den 16./12.: mandag-torsdag kl. 16.30. Den 20./12.-22./12. kl. 12.30 og 16.30 og den 23./12. kl. 12.30.
Aalborg
Julemanden kan opleves mange steder i landet - men hvad med hans flittige rensdyr? En del af handlingen i årets julekalender på TV2, "Tvillingerne og julemanden", er optaget i Aalborg Zoo. Derfor kan du i år få taget motivet til årets julekort ved rensdyranlægget i Aalborg Zoo, hvor julemandens kane er opstillet.
Hvornår: Til og med den 23. december i Aalborg Zoos åbningstid.
Børn i byen gør det nemt at finde på noget at lave sammen med dine børn - på www.bornibyen.dk finder du alt, hvad der foregår for børnefamilier i København og Aarhus.