Han tog sine sko omvendt på og ville ud i regnvejr med t-shirt på: – Dér blev jeg bange og tænkte: "Hvad er det, der sker med min far?"

Det var en kold og regnfuld eftermiddag i november for 15 år siden.

Mathilde trådte ind ad døren hjemme i Humlebæk, og så sin far sidde og sove i lænestolen. Han vågnede, idét hun kom ind i rummet. Hun troede, at han måske var syg.

Mathilde greb derfor telefonen og ringede til sin mor, som bad om at få Peter i røret. Han ville ikke tale med hende, men moren kunne høre på hans snøvlen, at han var fuld.

Mathilde blev forvirret og vidste ikke, hvad hun skulle gøre, for hun havde aldrig set ham fuld før. For hende, som gik i 2. g, var fuldskab lig med fest og sjov, ikke at sidde og sove i en lænestol.

De to var alene hjemme. Hendes mor havde aftenvagt som sygeplejerske, og hendes storebror var kort tid forinden flyttet hjemmefra.

Peter rejste sig, tog sine sko omvendt på og ville ud ad døren for at gå tur med familiens hund. I regnvejr og t-shirt.

– Dér blev jeg bange og tænkte: "Hvad er det, der sker med min far?", husker Mathilde.

Hendes mor kom hjem kort efter, fik lagt Peter i seng og satte sig på sofaen i stuen sammen med Mathilde.

– Hun sagde, at det, der var sket, var, at far var fuld. Nu måtte vi stå sammen og passe på hinanden, husker Mathilde.

Det var et afgørende øjeblik for familien, for pludselig var farens misbrug ude i det åbne.

Den aften var der ikke langt fra tanke til handling. Mathildes mor gik hen til barskabet, og snart havde de to tømt alle flaskerne.

– Vi stod der, bøjet over vasken i køkkenet, og tømte alt, der kunne drikkes. Vin, whisky, vermouth til tusindvis af kroner. Det skulle bare ud.

Skammede sig

Mathilde Nærland, der i dag er 32 år, og hendes far, Peter på 68 år, har i dag begge indvilget i at møde op til denne artikel og sætte ord på den krise i familien, som farens misbrug medførte.

De tænker tilbage på den tid med blandede følelser og husker begge, hvordan Peter næste dag ville tale med sin datter om det, der var sket.

Mathilde satte sig i hans kontor, og hun kunne mærke, at faren syntes, det var pinligt.

– Du talte om, at du havde drukket for meget i en periode. Nu ville du gå på vandvognen, og så kunne du måske drikke nogle genstande til juletid, mindes Mathilde og fortsætter:

– Det her var i november. Der var seks uger til jul. Når en alkoholiker taler om, hvornår de kan begynde at drikke igen, har de ikke forstået alvoren, funderer hun.

Peter nikker:

– For mange mennesker er alkohol ikke et problem, men en løsning – der så bliver et misbrug. Og så kan man hverken leve med eller uden alkohol.

Han fortæller, at han før episoden i lænestolen havde været til lægen flere gange og fået ordineret antabus, som gør, at man ikke kan tåle alkohol.

– Men mange erfarne alkoholikere ved, at man kan eksperimentere med at drikke alligevel. Det gjorde jeg, så det hjalp ikke. Jeg kunne arbejde, der var mad på bordet, lønnen kom ind, og jeg blev aldrig taget for spritkørsel. I lang tid kunne jeg dække over mit alkoholmisbrug. Jeg vidste godt, at jeg drak for meget, men jeg ville ikke acceptere, at jeg ikke kunne styre mit eget liv længere. Det var et ensomt mønster, jeg var endt i, forklarer Peter.

Løj for sig selv

I 2010 begyndte Peter derfor at gå til AA-møder, hvor man mødes anonymt og hjælper hinanden med at komme ud af alkoholisme. Samtidig var han på antabus.

– Tre måneder senere stod jeg og eksperimenterede med, hvor meget Vermouth man kan have i en kapsel. På tredjedagen kunne jeg nærmest fylde kapslen og drikke det, uden jeg fik det dårligt, på trods af antabussen, erindrer Peter.

Der gik ikke lang tid, før han begyndte at drikke i smug igen. Omtrent samtidig rejste familien til Kenya, hvor de var inviteret til bryllup. På den store dag, mens Mathilde og hendes mor gjorde sig klar til festen, gik Peter i baren.

– Jeg var som et lille barn, der ikke kunne styre sig. Jeg skulle bare lige have en lille gin-tonic, som så blev til fem. Og så kørte toget igen, fortæller Peter.

– Du ledte efter anledninger til at få dig en lille én. Du manipulerede jo egentlig situationer til eget misbrug, opsummerer Mathilde.

Peter kunne drikke en til halvanden flaske gin om dagen, plus det løse.

– Barskabet blev fyldt op igen, lidt efter lidt, for jeg havde jo styr på det, syntes jeg. Så jeg havde et system med et lager på mit kontor, et fjernlager ude i skuret og et fjern-fjern-lager i carporten, forklarer han.

Peter løj for sig selv. Hver nat lå han og tænkte, at nu skulle det være slut. Men han faldt i gang på gang.

Og han tog sin datter som gidsel, som han siger, når Mathilde skulle vælge mellem at dække over ham eller at tage konflikten.

– Du opdagede flere gange, at der f.eks. stod et glas inde bag nogle bøger i bogreolen, eller at jeg væltede et glas inde på kontoret, og der pludselig lugtede af alkohol.

Mathilde følte sig alene, for hun ville ikke ville bekymre sin mor, der i den periode var deprimeret på grund af sygdommen alopecia og tabte sit hår.

Men der skete noget i januar 2013.

Fik bare nok

På det tidspunkt var Mathilde flyttet hjemmefra og boede i København.

Hun havde fået en kæreste, som hun ville hjem og fortælle familien om, for hun glædede sig til, at de skulle møde hende.

Men da Peter hentede hende i bil på Humlebæk Station, indså hun med gru, at hendes far var fuld bag rattet, og at han godt vidste, den var gal.

– Jeg tænkte bare, det er løgn det her. Jeg er færdig. Da du parkerede bilen, gik jeg direkte ind til mor og sagde: "Far er pissefuld og har været det mange gange de sidste par år".

Moren blev chokeret. Hun havde troet, at der var styr på det.

– Jeg ramte bunden dér. Men jeg fik den følelse af magtesløshed og overgivelse, som blev afgørende for, at jeg kunne få det bedre, husker Peter.

Næste dag begyndte han hos AA igen. Her mødte han en, som kom til at betyde en forskel.

Vedkommende tog nemlig fat i Peter og tilbød at tage ham igennem AA’s 12 trin til at få et liv i balance og uden alkohol.

Selv om der nu var en plan for faren, turde Mathilde ikke stole på ham. Hun var 19 år og følte sig svigtet.

– Jeg havde det sådan, at du var nødt til at vinde min tillid tilbage. Det, tror jeg, er naturligt hos børn af alkoholikere. Man har hørt løfterne før, så man tør ikke håbe for meget.

Men denne gang var der dækning for håbet. Peter holdt ud, og siden januar 2013 har han været ædru.

I tiden efter kæmpede Mathilde stadig, selv om krisen var ved at komme under kontrol.

Hendes mor var ved at komme sig oven på sin hårtabssygdom, og hendes far var ædru. Alligevel havde hun det dårligt.

– Jeg havde problemer med mit selvværd. Det gik op for mig, at jeg i gymnasietiden og frem havde fortalt mig selv, at noget af krisen også var min skyld. Jeg følte mig ensom og var ked af det.

De følelser bar hun med sig, til hun i 2016 kom i et forløb hos foreningen Tuba, som tilbyder hjælp til børn og unge fra hjem med alkoholmisbrug.

Her gik hun i gruppeterapi, og det blev en øjenåbner. Hun mødte andre børn og unge i knibe, og det gav hende et perspektiv på livet.

– Flere af dem havde ikke en far eller mor mere, fordi de havde drukket sig ihjel, eller de havde ikke kontakt til dem længere. Og så sad jeg der og havde en far, som havde været ædru i en del år efterhånden. Der gik det op for mig, at jeg skulle arbejde med det, som var inde i mig selv, forklarer Mathilde.

Hun begyndte derfor at skrive om sine tanker og følelser. I fem år tog ordene form, og i 2023 udgav hun digtsamlingen ’Frygten for at arve deres skygger’ i samarbejde med Tuba.

– Den var på en måde min vej til healing, forstår hun i dag.

For Peter var bogen som en håndsrækning. Mathilde spurgte ham tidligt i processen, om han ville læse den.

– Jeg havde jo godt kunnet mærke, at Mathilde var vred. Det var jeg ked af. Så det var fantastisk, at hun skrev sig til healing på den måde. Når man kigger tilbage på sit liv, vil der altid være ting, man ville ønske, man ikke havde gjort. Men man kan ikke lave dem om. Man må acceptere, at sådan er det, men der vil altid være en smerte i, at man har skadet sine børn.

Ædru i 12 år

I dag har Peter været ædru i lidt over 12 år, og han er selv blevet en af dem, der hjælper andre i sin AA-gruppe.

Det er lykkedes far og datter at genopbygge deres forhold. Mathilde bor i København med sin hustru og lille søn, og hun er ikke længere nervøs for, at Peter begynder at drikke igen.

– Det har krævet års bearbejdelse, og det er vigtigt at tale højt om alkoholmisbrug. Både i familien og med venner og fagfolk, opfordrer Mathilde.

Peter nikker:

– Jeg er så taknemlig for den relation, vi har i dag, og for at mine børn og børnebørn er glade. Jeg er så glad for, at vi er nået hertil.

Denne artikel blev først bragt hos Ude og Hjemme, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.