https://imgix.femina.dk/media/article/haartab.jpg
Familieliv

Hårtab under og efter graviditet: Dét kan du gøre

15. oktober 2016
af Anne Romanelli
Er du en af de mange kvinder, som fælder utroligt meget under graviditeten eller i månederne efter fødslen? Måske ryger der endda store totter af dit hår, når du kører fingrene eller en børste igennem det? Så fortvivl ikke! Her får du gode råd til, hvad du kan gøre.

Hårtab efter fødslen

Det er helt normalt, at kvinder fælder meget mere end ellers i månederne efter deres fødsel. Men det bliver det naturligvis ikke mere behageligt af.

Lars Skjøth, der er grundlægger af Hårklinikken i København og Aarhus, giver følgende forklaring på, hvorfor nybagte mødre oplever at tabe meget hår:

- Hvis en kvinde oplever markant hårtab 2-6 måneder efter en fødsel, er fænomenet heldigvis ret normal og skyldes i de fleste tilfælde, at hormonbalancen under graviditeten er meget gunstig. Hårstråets tykkelse øges i hårets nederste del, håret vokser hurtigere, og det føles mere glansfuldt og fyldigt. Mange kvinder vil endda sværge på, at deres hår og ansigtshud aldrig har været bedre, end da de var gravide, og at det aldrig har været dårligere end 3-8 måneder efter fødslen. Det store hårtab efter fødslen skyldes primært, at kvinden under graviditeten har udskudt en del af den naturlige udskiftning af hår, som så i stedet stødes af inden for få måneder efter fødslen, siger han til Eurowoman.

Hårtab under graviditet

Hårtab kan dog også komme under selve graviditeten, understreger han:

- Modsat kan nogle kvinder også opleve, at deres hår er ringere under graviditeten, især i første trimester og halvdelen af andet trimester. Her oplever nogle kvinder tilmed øget forekomst af uren hud, hovedbundsgener, tørt og uregerligt hår og hår, der fedter mere, end det plejer. Dette kan bl.a. skyldes højere produktion af mandlige kønshormoner, ned det er tilfældet for andre kvinder i samme periode, hvilket resulterer i øget talgproduktion og tilstoppede porer.

Sådan forebygger du hårtab

Lars Skjøth råder gravide og nybagte mødre til følgende, hvis de ønsker at forebygge (mere) hårtab:

- Det er meget vigtigt, at den gravides ernæring er så ideel som muligt, da dette i den grad kan bidrage til øget hormonel stabilitet, når kroppen er i gang med at forberede sig på udviklingen i graviditeten og efterfølgende amning. Selv mindre mangler kan skabe ubalancer. Det nok vigtigste råd til gravide er, at næringen helst skal komme fra ubearbejdede fødevarer, som er ekstra rige på væsentlige næringsstoffer som folinsyre, D-vitamin, jern og kalk m.v. Vælg frugt og grønt, som ikke er sprøjtet, og vælg dem i alle de forskellige farver, da farverne bl.a. repræsenterer forskellige næringsstoffer.

Gravid uge for uge - så stor er din baby:

Læs også