Familieliv

Godnat og god tuder

18. februar 2009
Onsdag d. 18. februar 2009 - af: Julia Lahme Foto: Line Thit Klein
Julia Lahme har opdaget, at benhård disciplin er vejen frem for børneopdragelse.

For et par måneder siden sendte jeg endelig min indre boheme til tælling. Det der med at tro, at barnet kan sige til og fra, som jeg vitterligt var overbevist om, inden jeg mødte verdens stædigste dreng (det har han arvet fra sin far for resten), Elias, det holder ikke. Det er slut. Det er så slut med det der bohemehippiehalløj, at jeg er blevet tilhænger af disciplin. Sig det endelig med et stemt tysk z i midten. Dizciplin. Det holder.Elias bliver lagt nu uden sang, uden historie, uden noget som helst, og så skal han sove. Jeg er verdens ondeste mor, jeg ved det, og det er så svært at holde mig selv ud, men problemet er, at det virker. Det virker, at han ved, hvad der skal ske, og at der ikke er nogen kær (eller ond) mor (med konstante samvittighedskvaler), der hjælper. Nej, moderen står uden for døren til børneværelset og prøver at lade være med at græde højere end barnet, men det virker. "Det virker, det virker", messer jeg, som en konstant forsikring til mig selv om, at det lige præcis er det, barnet har brug for. Og det har han. Så nætterne er blevet mindre slemme. Og aftenerne går ikke kun med at løbe ind og ud af hans værelse og vugge og trøste og ae og nusse. Nej, vi har genvundet aftenerne. Og Elias vågner med rosenrøde kinder og har fået mere ro, og jeg tror ikke, han tager særlig meget skade af det. Det er i virkeligheden nok mest mig, der gør.Læs flere uddrag fra "Hvor lagde jeg babyen?" her:Fra økofødsel til akut kejsersnitAmmemafiaenMor? Hvem, mig?Mor i Netto