Dy Plambech
Familieliv

Forfatter Dy Plambech: "Der er ikke noget galt med kernefamilien. Det er bare ikke mig"

20. august 2019
af Jacob Wendt Jensen
Foto Andreas Houmann og privat
Dy Plambeck tager udgangspunkt i fødslen af sit eget barn i sin femte bogudgivelse ”Til min søster”, hvor to kvinder giver fuckfingeren til kernefamilien. Noget, Dy Plambeck også har gjort i sit eget liv.
Jeg kan lige så godt indrømme det. Det er ikke en mand med dyb forstand på litteratur, Psykologi har sendt i byen for at møde forfatteren Dy Plambeck, 38 år. Men så er det jo heldigt, at ”Til min søster” virker, som om den er skrevet til alle repræsentanter for menneskeheden. Ikke kun til kvinder og ikke kun til medlemmer af kernefamilier. Og det virker, som om forfatteren har meget på hjerte fra sit eget liv i romanen, der samtidig flirter med alle kvinders historie helt tilbage til 1800-tallet.
I øvrigt er jeg slet ikke sendt i byen. Jeg er sendt til landsbyen Kirkelte omkring 30 kilometer nord for København. Her bor Dy Plambeck med sin datter på fire år i et hus fra 1895, som en af forfatterens venner kalder for ”verdens mindste herregård”, og som datteren kalder for ”skovslottet”. Baghaven ligger i skoven, og skoven ligger i baghaven. ”Til min søster” handler om søstrene Aya og Andrea, der var teenagere i 1990’ernes Kalundborg. Som voksen bliver Aya historiker og føder Nola, efter at barnets far har forladt hende. For Aya er det en livsændrende begivenhed at blive mor. Samtidig har Ayas søster Andrea sit at se til med en voldelig ekskæreste, der forfølger hende. Allerede fra den første sætning i bogen, der lyder: ”Er du bange, Aya?” spurgte jordemoderen, suges vi ind i et univers af en kvindes sanser. Man mærker historien, men hvordan er den opstået? – Jeg er ikke den slags forfatter, der får en idé, og så står den lysende klar fra begyndelsen. Typisk skriver jeg mig ind på stoffet. Første gang jeg begyndte at tænke på dét, der skulle blive min næste bog, var, da jeg fødte min datter for fire et halvt år siden. Jeg har to nevøer, og mange af mine veninder har drenge, så jeg gik uvilkårligt med den tanke, at det ville jeg nok også få. Da min datters far og jeg var til den sædvanlige misdannelsesscanning i uge 20, blev vi spurgt, om vi ville kende barnets køn. Jo tak. Det var en pige. Men det troede jeg ikke på. Det var virkelig svært for scanningssygeplejersken at overbevise mig om det. Hun blev irriteret på mig og spurgte, hvorfor det skræmte mig, at jeg skulle føde en pige, husker Dy Plambeck. Episoden satte noget i gang i forfatteren. Spørgsmålet blev ved med at rumstere i hendes hoved. Jordemoren havde set lige gennem hende. – Forstå mig ret. Det var jo ikke sådan, at jeg lå vågen hver nat i skræmt tilstand, men hun havde ramt rigtigt med sin intuition. Det skræmte mig på en måde, at jeg skulle have en pige. Jeg tænkte meget over hvorfor. Ved at få barnets køn at vide, blev barnet pludselig også noget mere konkret. Dy Plambeck fik lyst til at læse romaner om graviditet og fødsler, men det gik op for hende, at der ikke fandtes særlig mange skønlitterære bøger, der beskriver for eksempel en fødsel. På nær Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn”. Hvorfor så ikke gøre det selv? LÆS OGSÅ: Eksperternes bedste bud: Hvad er opskriften på det lykkelige parforhold? Liv, død og vold I bogen ”Til min søster” beskriver jordemoren en fødsel som et forløb af håb, smerte og fortvivlelse, man skal igennem, for at livet kan dukke op i den anden ende. Og ifølge Dy Plambeck er fødslen en begivenhed, hvor liv og død smelter sammen. – Det er jo livsfarligt at føde et barn. I forbindelse med fødslen træder man på en måde ud af denne verden. Jeg fik underlige hallucinationer, hvor jeg var i en helt anden sfære. Der kom følelser og fysiske reaktioner op i mig, som jeg ikke kendte til før. Under en fødsel bliver du pludselig meget dyrisk. Jeg skreg på en måde, som jeg selv blev skræmt over. Du oplever en form for urkraft i kampen for at overleve. En fødsel er også en kamp mellem liv og død. Det er livet, der skal komme. Barnet, der skal komme. Men samtidig lurer døden lige omkring hjørnet, siger Dy Plambeck, og hun siger om tiden bagefter: – Jeg var sådan set mig selv fuldstændig. Jeg interesserede mig for de samme ting, men der voksede en stor styrke frem i mig. Ikke fordi min fødsel gik specielt godt. Den var helt ubeskriveligt smertefuld og varede to døgn. Men fordi det at føde et barn, at give livet videre, det er der ikke noget, der kan trumfe. Uden den evne ville menneskeheden gå under. Jeg kom i kontakt med en kraft i mig, som jeg måske genkendte, fra jeg var barn, en vildskab. Jeg har altid haft en stor livskraft, en lyst til at leve, et drive, men det var, som om livslysten efter fødslen blev endnu stærkere. Måske fordi jeg endelig turde give slip. På det hele. Alle de forestillinger, jeg havde om mit liv. I fødslen skal du give slip, ellers kan du ikke føde dit barn. – Det er muligt, at vi i dag har opfindelser som epiduralblokade og vestimulerende drop, men det fjerner ikke kampen mellem liv og død. Lige dér, bag ved det hele, er den der. Efter fødslen var jeg både mig selv og på samme tid dybt forandret, siger Dy Plambeck. – I den periode kunne jeg godt selv have fornemmelsen af, at jeg var ved at blive skør. En af mine venner sagde for eksempel til mig, at jeg ikke måtte træffe nogle store beslutninger i perioden lige efter fødslen, fordi endorfinerne og hormonerne pumper rundt i kroppen. Jeg blev optaget af grænsen mellem at være normal og såkaldt sindssyg, hvordan man kunne bevæge sig frem og tilbage mellem de to tilstande. Hvor grænserne var, siger Dy Plambeck.
https://imgix.femina.dk/dy-plambeck-body-1.jpg
1. Med blomsterkrans i håret i barndomshjemmets have i Buresø, to år gammel, juli 1982. En tilgroet have uden ligusterhæk. Lille Dy gik altid rundt og samlede forskellige ting, og det har hun også gjort her. 2. I København Zoo, hvor hun en sjælden gang blev passet af faren, der ellers arbejdede meget. Han har købt en burger, som de må skille ad for at få has på den. 3. Som vred og lidt mut teenager i Buresø, hvor Dy Plambeck boede, til hun var 17 år, hvorefter hun flyttede ind til København. Her var hun begyndt at læse mange bøger, men hun kedede sig også. Mor har taget billedet. Var selv enfant terrible Der er noget af Dy Plambeck i begge søstre i hendes nye bog, og så har et centralt tema fra forfatterens liv fået lov til at forplante sig og spire mellem dem. Et tema om at leve livet på egne præmisser og give en fuckfinger til sådan, som de fleste mener, livet skal leves. – Historien i bogen er ikke min, men søstrenes temperament er genkendeligt fra mit liv. Jeg var et vildt barn, der hele tiden blev sendt uden for døren i skolen. Jeg overtalte for eksempel engang alle mine klassekammerater til, at vi skulle pjække fra skole. Vi gemte os på sportspladsen og dukkede ikke op til timen. Jeg var en slags enfant terrible. Jeg kan huske, at en af mine klassekammeraters mor mente, jeg ville blive rengøringskone. Hun troede tydeligvis ikke på, at jeg stod til at redde, fortæller Dy Plambeck og griner. Hendes storebror var et nemt barn, der faldt i søvn under bordene, når der blev holdt fest, og så tænkte forældrene uvilkårligt, at det da ikke var så svært at have børn, som man umiddelbart skulle tro. Dy blev på den baggrund født halvandet år senere og var efter eget udsagn et ”djævlebarn” med en egen vilje og kraft, der tiltrak sig opmærksomhed. Hvis ikke hun kunne lide maden, nægtede hun at spise den og kunne godt finde på at kyle sin tallerken tværs gennem rummet. Hendes mor var skolelærer, og forældrene håndterede det vilde barn godt, ifølge Plambeck. – Det, vi skulle i skolen, var kedeligt, syntes jeg. Jeg talte meget og syntes hele tiden, at vi godt kunne finde på noget morsommere at lave. Jeg faldt først til ro, da jeg begyndte at læse bøger som otte-niårig. I niende klasse skete der for alvor noget i skolen, hvor jeg blev en meget dygtig elev. Mine folkeskolelærere var formentlig glade for at slippe af med mig, mens det var noget helt andet i gymnasiet, hvor jeg var flittig og vellidt hos lærerne.
Det umulige og uoverkommelige At påstå, at Dy Plambeck blev forfatter ved et tilfælde, ville være en såkaldt journalistisk stramning. Men hendes vej hen til bøgerne var ikke snorlige, for hun havde lyst til at gå i mange andre forskellige retninger. – Da jeg gik i gymnasiet, ville jeg gerne læse psykologi eller antropologi og tog derfor matematik på B-niveau. Jeg tog ud at rejse i et par år efter gymnasiet og var både i Mellemøsten, Afrika og Asien. I Israel mødte jeg en anden dansk pige. Hun foreslog, at vi begge to skulle skrive et rejseessay dernedefra til en konkurrence i Berlingske. Den vandt jeg til min store overraskelse. Jeg valgte at bruge præmiepengene på at tage på Testrup Højskole på en skrivelinje. Mine lærere dér foreslog mig at søge ind på Forfatterskolen, siger Dy Plambeck. Hun vidste ikke rigtig, hvad Forfatterskolen var, så hun læste et år på universitetet først. – På et tidspunkt, flere år efter at jeg var debuteret, blev jeg spurgt, om jeg ville lave en bog om børn og erindringer. Jeg skulle skrive om 1980’erne og blev bedt om at levere noget materiale fra min barndom. Dér fandt min mor nogle gamle kladdehæfter, som jeg havde bundet ind i karton, hvor jeg havde skrevet: ”Dy Plambeck, forfatter”. Men jeg havde ikke for alvor som barn eller ung tænkt, at det var noget, jeg kunne blive, siger Dy Plambeck. Hendes bogudgivelser har været meget forskellige, men handler alle sammen om fællesskaber og relationer. Som Dy Plambeck siger: ”At vi mennesker er relationelle og afmægtige. At vi bliver til i relationerne til hinanden”. – Jeg har brug for at udvikle mig som forfatter. Jeg kan ikke skrive den samme bog igen og igen. For nylig holdt jeg et foredrag, hvor en mand kom op til mig og sagde: ”Du beskæftiger dig altid med det uoverkommelige”. Det var rigtigt set, synes jeg. Jeg tror, at det, jeg skriver om, er nødt til at være uoverkommeligt eller umuligt, så jeg selv kommer et nyt sted hen hver gang. Jeg vil gerne have det umulige til at lykkes.
https://imgix.femina.dk/dy-plambeck-body-2.jpg
1. I efteråret 2000 gik Dy Plambeck på forfatterlinjen på Testrup Højskole, 20 år gammel. På højskolen faldt meget på plads for hende, og vennerne fra dengang hænger ved. Hun boede i det såkaldte Borgen, der var partyhuset. 2. I en pause med skrivningen af sin første roman ”Texas’ rose” på Klitgården i Skagen, er Plambeck gået en tur ned i klitterne. Jørgen Leth er gået med, og han har taget billedet. 3. I 2006 fik Dy Plambeck tildelt Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat, og det førte til realiseringen af en plan om at bo i New York i et halvt år, hvilket skete i 2009, hvor hun var 29 år. Kernefamilien kan være tyranni For forfatteren selv er det ikke umuligt at leve sit liv på egne præmisser. – Jeg bader i skovsøen hele året rundt og har fundet ind i det fineste fællesskab med mine naboer herude i skoven. Min datters far og jeg er ikke sammen længere. Vi gik fra hinanden, da vores datter var tre år og tre måneder. Jeg har engang sagt lidt i spøg, at kernefamilien er en idyl, som ingen kan opfylde. Hvem har dog fundet på den konstruktion, får jeg lyst til at spørge? Kernefamilien er stadig det, som langt de fleste mennesker stræber efter. Men det er jo utopisk at forestille sig, at én familieform skal passe til hele verdens befolkning. Danmarks Statistik opererer med 37 forskellige familieformer, alligevel er kernefamilien den herskende form. Hvis man ikke passer ind i den, skal man på en eller anden måde stå til regnskab. Man kan ikke forestille sig at spørge nogen, der lever i en kernefamilie, hvorfor de gør det, men hvis man er enlig mor, har fået børn med en donor eller lever i en regnbuefamilie, skal man ofte svare på spørgsmål om det og begrunde sine valg, siger Dy Plambeck. Hun kalder sin bog for ”en bog om kvinder, der giver en fuckfinger til kernefamilien”. De vil leve livet på en anden måde. De gider ikke skamme sig, fordi de ikke kan leve op til de standarder for et såkaldt normalt familieliv. Plambeck har måttet tage nogle runder for at indrømme over for sig selv, at hun ikke ville leve som mange i Danmark gør. I parcelhus, med fast job, mand og børn. Hun har brug for større bevægelighed og frihed i sit liv. – Der er ikke noget galt med kernefamilien. Det er bare ikke mig. Vi lever i en kultur, hvor den livslange kærlighed er idealet, og står man ikke under guldbryllupsæresporten sammen med nogen, gælder det ikke rigtig. Så er man sådan en, der ikke kan finde ud af kærligheden. Men det passer jo ikke. Kærlighed er mange ting og kan antage mange forskellige former. – Jeg synes virkelig, folk kæmper ude i hjemmene for at holde sammen på det hele. Og måske kæmper man også for meget. Vi mennesker slår mange knuder på os selv for at passe ind. På den måde er vi stadig bare flokdyr. Vi er bange for ekskluderingen. For at stå ude i kulden alene. Den frygt har jeg også selv følt. Jeg har selv kæmpet med, hvilket liv jeg egentlig gerne vil leve. Der er mennesker, der lever i en traditionel kernefamilie i årevis, selv om manden egentlig er til mænd eller kvinden til kvinder. Man undertrykker sin seksualitet, sine drømme og sig selv for at passe ind. Det er svært at lytte til, hvem man er, og finde ud af, hvor éns grænser går. LÆS OGSÅ: 3 romantiske myter om kærlighed Kærlighedens mange former Dy Plambeck lever ikke sammen med sin datters far. – Men jeg bryder mig ikke om det udtryk, ”at kærligheden ikke holdt.” Jo, den gjorde. Men den omformede sig måske til noget andet, et venskab, eller man valgte i respekt for hinanden at leve på en anden måde end den traditionelle kernefamilie. Men det er jo ikke sådan, at kærligheden ikke er der. Alle de mennesker, jeg har elsket, bor et sted i mig. Min datter på fire siger for tiden: ”Jeg elsker dig, til du dør, mor!”. Jeg taler med hende om, at kærligheden faktisk er sådan en vild ting, at man kan elske nogen, selv om de er døde. Jeg tror ikke, kærligheden i et parforhold er en statisk ting. Det er en statisk oplevelse af kærlighed at synes, den kun gælder eller er god nok, hvis den holder livet ud. Sådan er der jo ikke noget, der er. Alle mennesker passer naturligvis ikke ind i den samme måde at udleve kærligheden på. Det vigtigste er, at der er kærlighed i éns liv, hvordan den så kommer til udtryk og tager form, det er meget forskelligt. Når kernefamilien er så stærk en konstellation, hænger det ifølge Plambeck sammen med en længsel efter det evige, som bor i alle mennesker. At vi kan smelte sammen med ét andet menneske. – Men samtidig har vi en forgængelig krop, der er fuld af drifter. Derfor ser vi på kunst, læser bøger, hører musik. Kunsten kan give os et kort blik ind i evigheden. Vi mennesker lever i øjeblikkene, det ene øjeblik efter det andet, livet er en række af øjeblikke. Skilsmissetiden kalder vi tiden i vores samfund, men jeg ved ikke rigtig, om jeg synes, det er dækkende. Alt forandrer sig. Alting er i bevægelse. Hvorfor skulle familieformer ikke også være det? – Og kærligheden er stadig den vildeste ting, siger Plambeck, – for så pludselig kan den spire frem og få én til at glemme alt, hvad man nogensinde havde tænkt, man havde lært. Pludselig møder man én, og så er det, som om man har glemt alle de tidligere forhold, det, der gik galt, at man har fået barn, er blevet skilt. Pludselig er man igen 18 år og har det, som om man lige har fået øje på den første fyr nogensinde i mængden til en koncert på Roskilde Festival, og han spørger én om den allerførste dans, man nogensinde har danset. Dy Plambech lige nu Jeg læser … meget og ofte, når jeg rejser. Ligesom søstrene Aya og Andrea i min roman ”Til min søster” rejser jeg ingen steder hen uden en bog i tasken. Også selv om rejsen kun er en kort togtur på et kvarter. Jeg tænker mest på … at øjeblikket egentlig er det eneste, der er. Lige nu og her. At dagene og livet er en række af øjeblikke, der hele tiden skifter. Det giver en fantastisk bevægelighed og mulighed for, at alt kan ske på ny. Jeg prøver … at ignorere mosegrisene og muldvarperne i min have. Jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at sætte fælder op. Jeg gider ikke … stå i kø. Jeg har svært ved … at acceptere, hvordan vi taler om særlige grupper i samfundet i offentligheden. Som om der er mennesker, der ikke har lige så meget værdi som andre. Alle mennesker har ret til at blive hørt og have en stemme. Det er i bund og grund dét, mine bøger handler om. At give stemme til de stemmeløse. Jeg glæder mig til … min morgendukkert i søen. Hver eneste morgen glæder jeg mig til at hoppe i søen. Jeg er bange for … rotter og røvere. Jeg ser … solsorten hver dag for tiden. Og jeg hører dens sang. Jeg bryder mig ikke om … buffeter, stormagasiner og tøjkæder som H&M. I det hele taget at være et sted, hvor der er materiel overflod af noget. Jeg mister lysten til det hele. Jeg ønsker mig … en befolkning, der kan lytte til hinanden.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/py02-abobanner-6430x2052.jpg

Læs også