Er du på barsel? Hold kontakten med arbejdspladsen
Foto: Colourbox
Tag et møde med din chef, inden du går på barsel, og fortæl om dine forventninger til det job, du skal vende tilbage til. Markér tydeligt, hvis der er særlige opgaver eller arbejdsområder, du gerne vil vende tilbage til efter din barsel, så er der større chance for, at du beholder eller får dem.
Hold kontakten
Følg med på arbejdspladsens sidelinje, mens du er på barsel. Du kan tjekke intranettet eller e-mails engang imellem, vise barnet frem eller spise en frokost med kollegerne. Tag en snak inden der går job i den igen. Hold evt. et møde med din chef, før du vender tilbage på jobbet, hvor I afstemmer forventningerne til hinanden og dine arbejdsopgaver.
Læs også: Fra hønemor til arbejdshest
Husk dit fag
Hvis du orker, så hold kontakten med dit fag under din barsel. Mange fagforeninger har faglige arrangementer, man kan tilmelde sig, og nogen har egentlige barselsklubber, hvor man kan møde fagfæller, der også er på barsel.
Barsel giver bonus
Gør din arbejdsgiver opmærksom på, at du regner med at blive indstillet til lønforhøjelse eller komme til lønforhandling, som du plejer, selvom du er på barsel. Husk, at du faktisk får kompetencer af at være på barsel. Man bliver bedre til at organisere, planlægge og prioritere. Og så lærer man at gøre flere ting samtidigt og at klare store udfordringer med meget lidt søvn.
Kilde: Lisbeth Kjersgård, konsulent i DJØF
Læs også:
Fra hønemor til arbejdshest
Tilbage på job
Barsel og forældreorlov