Derfor er rollen som stedmor den sværeste rolle i familien

Stedmor, bonusmor, papmor, ekstramor. Der er mange varianter af betegnelsen for at være kvinden, som lever i en familie, hvor der er børn, som hun ikke er mor til.

Selve ordet “stedmoder” kan spores tilbage til oldnordisk, hvor det betød at berøve nogen deres barn eller forælder. Siden har især Brødrene Grimm hjulpet til at danne grobund for forestillingen om stedmoderen som ond, egoistisk og jaloux.

Forestillinger, som hænger ved endnu, hvis man spørger familierådgiver Janne Leth Førgaard. Hun er desuden selv “ekstramor” i en sammenbragt familie.

– Det gælder nok 80 procent af de kvinder, jeg møder, at de siger, at de nogle gange føler sig som den onde stedmoder. Vi er helt nede i urinstinktet om, at vi inderst inde har lyst til at puffe de unger ud af reden, som ikke er biologisk vores egne.

– Det ved vores hjerner og hjerter heldigvis godt, er forkert, og de fleste opfører sig også civiliseret, men derfor kan følelserne godt være der, siger hun.

Janne Leth Førgaard bruger i øvrigt konsekvent betegnelsen “ekstramor”, fordi det ikke giver negative associationer, og fordi hun ikke vil påstå, at det nødvendigvis er en gevinst for børnene, som f.eks. “bonusmor” signalerer.

Hvorfor er det så svært at være ekstramor?

– Det skyldes bl.a. de mange fordomme, der hænger sammen med at være “stedmoderen”, men også, at der kommer så mange følelser i spil, som man på ingen måde vidste, at man havde.

– Jeg plejer at skelne mellem de tanker, vi har oppe i hovedet, hvor man kan tænke, at man ville ønske, at han aldrig havde fået de børn med hende, og vores handlinger, hvor de fleste af os jo er fornuftige nok til, at tankerne ikke afspejler sig i vores handlinger. Det svære kan både handle om barnet, om den måde ens partner håndterer barnet på, barnets mor og om en selv.

Hvad gør, at vi kan føle os som den onde stedmoder?

– Det handler først og fremmest om den jalousi, mange oplever over for deres ekstrabarn. Det er følelsen af ikke at være den vigtigste for ens partner. For kan man virkelig blive jaloux på et barn? Det er faktisk et stort chok, jeg vil næsten kalde det en identitetskrise, for mange at mærke den følelse.

– Mange vil tænke, at de går i virkelig små sko og er smålige, fordi de ikke kan klare, at deres kæreste giver opmærksomhed til sit barn, som de ikke selv får i samme grad, når barnet er der.

Hvad kommer typisk bag på par, hvor den ene har børn i forvejen?

– Rollen som ekstramor er den sværeste i familien, fordi du træder ind i en stor gråzone, hvor du ikke ved, hvad du må og ikke må.

– Forældre tænker ikke over, om de må bede deres barn om at sætte tallerkenen i opvaskemaskinen, huske madpakken i køleskabet, hænge håndklædet på plads eller sige fra, hvis deres barn råber dem i hovedet.

– Den dialog har ekstraforældre dybest set hver dag inde i deres hoveder. Det kommer ofte som en stor overraskelse for fædre, når jeg påpeger, at det er sådan at være ekstramor.

Hvilke konsekvenser kan det have at blive ekstramor, hvis man ikke får talt om rollefordelingen?

– Der er rigtig mange, som trækker sig eller flygter, når deres partners børn er i hjemmet. Der er også mange, som oplever fysiske symptomer som hjertebanken, søvnforstyrrelser, nedsat appetit, mavepine, hovedpine og koncentrationsbesvær.

– Når faren så sidder og laver klippeklister med barnet og hygger sig med sin far-stemme, og man mærker, at han ikke har tid til en, føler mange sig naturligt som det tredje hjul. Som hende, der bare halser efter eller egentlig godt kunne undværes.”

Hvad skal der til for at få det til at lykkes?

– Selv om man er nyforelskede, er man nødt til at sætte sig ned og snakke om, hvad det er for en rolle, man som ekstramor skal have. Der er nogen, primært fædre med børn fra tidligere, som i bund og grund, ofte ubevidst, ønsker sig en ny “mor” i huset. En, der kan hjælpe med at hente og bringe, smøre madpakker og i det hele taget få hjulet til at køre rundt.

– Her er jeg meget firkantet, for jeg mener, at hvis man ikke har aftalt andet, så er barnet 100 procent helt og aldeles forælderens ansvar. Ikke ekstraforælderens. Det gælder både følelsesmæssigt, praktisk og på alle andre områder.

– Jeg anbefaler naturligvis, at man hjælpes ad, men vi kan ikke bare regne med, at ekstramoren går ind og tager en naturlig rolle uden, at vi har talt om den rolle. For mange ekstramødre kan det f.eks. være intimiderende at skulle putte barnet og synge godnatsang.

Hvordan griber man det an, helt konkret?

– Den bedste måde at imødekomme hinandens forventninger er ved, at man går helt ned i detaljerne. Her er det ofte en god idé at begynde med at fortælle, hvad man gerne vil som ekstramor. F.eks. at man gerne vil smøre madpakker, men ikke vil være hovedansvarlig for dem hver dag. At man gerne vil hjælpe det lille barn i tøjet og lege med det indimellem, men at man finder det for grænseoverskridende at skifte ble, bade eller putte barnet.

– Målet er selvfølgelig, at der bliver skabt en god relation, men det får man ikke ved, at man bliver presset. Hvis man er ved at blive kvalt ved tanken om at skulle putte sit ekstrabarn, så kan barnet jo godt mærke det, og det er jo ikke sådan, man bygger en god relation op. Så må man gøre noget andet i stedet.

Hvad er de største faldgruber? Hvornår kommer folk typisk til dig?

– Det handler næsten altid om uenighed om opdragelsen. Ligesom det gør for mange forældre, der bor sammen med deres fælles børn, men den store forskel på de forældre, som har børn sammen, er, at de deler en stor og fælles kærlighed til deres barn.

– Generelt ønsker ekstraforældre sig flere grænser og begrænsninger for deres ekstrabørn, mens forældre ønsker sig en større forståelse for og kærlighed til deres børn fra ekstraforælderen. Og det en forælder vil betragte som “sådan gør børn”, vil en ekstraforælder ofte betragte som “dårlig opførsel”.

– Det kan være alt fra kun at spise med gaflen i stedet for at bruge både kniven og gaflen til at smide vasketøjet på gulvet i stedet for i vaskekurven. Mange ekstraforældre bliver også udfordrede af ordvalget og måden, barnet eller teenageren taler til forælderen på, og synes det skal påtales, oftere end det bliver.

Artiklen blev udgivet i femina uge 7, 2024.