Da Maja og Stefan blev gift, vidste de godt, at det måske var på lånt tid

På en strand i Sri Lanka badet i solnedgangens gyldne skær satte Stefan Landgreve sig for snart fire år siden på det ene knæ og spurgte Maja Grønholdt, om hun ville gifte sig med ham.

Kærligheden var ikke til at tage fejl af, da Maja med tårerne trillende ned ad kinderne og uden tøven sagde ja.

Men med frieriet fulgte også erkendelsen af, at det ikke nødvendigvis skulle være de to for evigt. For mens frieriet symboliserede starten på deres fælles fremtid, blev den efterfølgende bryllupsplanlægning der, hvor de måtte indse, at deres drømme for selv samme fremtid ikke var de samme.

- Det var der, det virkelig gik op for os, at det her kan ende anderledes, end vi havde håbet på, fortæller Maja.

Majas kommende mand ønskede sig børn. Det gjorde Maja ikke.

Og selvom de aldrig har tvivlet på kærligheden til hinanden, blev de i tvivl, om de overhovedet skulle holde et bryllup. Om det ville være fjollet, når de vidste, at der var en mulighed for, at de om et år alligevel skulle sætte hinanden fri.

- Vi talte om at blive skilt, inden vi overhovedet var blevet gift.

For næsten ti år siden swipede Maja sig til noget, hun troede bare ville være en hurtig sommerflirt. Men inden hun så sig om, stod hun i begyndelsen af en kærlighedshistorie, der kunne få enhver romantiker til at sukke.

Hun mødte Stefan, der kort efter deres første møde pakkede kufferten og rejste på udveksling til Bali. Den spirende relation blev hurtigt til en med lang distance, og det gav anledning til at mærke efter.

- Jeg savnede ham. Og han savnede mig.

Så efter nogle måneder tog hun en chance og rejste alene til Bali for at se, om det alligevel kunne blive til mere. En beslutning, som Maja i dag kalder den bedste i sit liv.

Dengang, da de begge var midt i tyverne, føltes livet som en endeløs horisont af muligheder og snakken om børn var ikke presserende.

Det var en tanke, der kun blev strejfet i forbifarten, nævnt i løse vendinger, men aldrig noget, der krævede seriøs plads i samtalen.

- Jeg tror aldrig, jeg sagde, jeg ikke ville have børn. Jeg har måske bare sagt, at jeg var uafklaret omkring det, fortæller Maja.

Som årene gik, blev snakken om børn langsomt mere alvorlig. For Stefan har det aldrig været et spørgsmål om han skulle have børn. Han har altid set sig selv som én, der en dag skulle være far.

Maja derimod, som altid har fået at vide, at hun er god med børn, har ikke haft det store ønske om selv at få dem.

- I mange år fik jeg det decideret dårligt - kvalme og ondt i maven - bare af at tænke på at være gravid. Der var intet inde i mig, der havde lyst.

Hun drømte ikke om det klassiske familieliv med villa, Volvo og vovse, som samfundet så ofte fremstillede som normen.

- Alt, hvad jeg forestillede mig, familielivet ville indebære, var ikke noget, jeg kunne se mig selv i.

Og selvom Maja godt vidste, at alle familier gør tingene forskelligt, skræmte det hende, at det oftest er kvinder og ikke mænd, der skal gå på kompromis, når børn kommer til.

Kvinder står for størstedelen af barslen. Kvinder udfører flest huslige pligter i hjemmet. Kvinder tager flere af barnets sygedage. Og så går de i samme omgang glip af både lønforhøjelse og forfremmelse.

Nå ja, og så er der undersøgelser, der viser, at børn først gør dig lykkelig, når de er flyttet hjemmefra.

- Når al forskning og statistik viser det her, hvorfor skal vi så gøre det? spurgte hun sig selv og Stefan.

Lysten til at sætte et barn i verden blev ikke ligefrem større, da de sprang ud i livet som digitale nomader og begyndte at rejse verden rundt med deres arbejde under armen.

- Jeg var og er utrolig glad for mit liv, som det er. Jeg elsker min frihed, fleksibilitet og min uafhængighed. Jeg er lykkelig for vores frie liv, og jeg har haft svært ved at se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne forene mor-rollen med alt det, som jeg elsker og den, som jeg er.

Du kan lytte til, hvordan Maja og Stefan sprang ud i livet som digitale nomader her.

Da det med tiden og alderen blev tydeligere, at de ikke havde samme ønsker for fremtiden, kom forholdet på prøve. Stefan ville ikke tvinge Maja til noget, hun ikke ønskede, og Maja ville ikke tage drømmen om børn fra Stefan.

- Vi har respekteret hinandens standpunkter, men vi talte også om, at hvis vi ikke kunne blive enige, blev vi nok nødt til at fortsætte vores liv hver for sig på et tidspunkt.

Det eneste, Maja kunne love Stefan, var, at hun var åben for, at lysten måske en dag ville komme. Og nogle dage gjorde den faktisk. En lille spirende fornemmelse, der fik det til at virke næsten realistisk. Men lige så hurtigt som den dukkede op, forsvandt den igen.

- Mest af alt, har jeg været bange for at miste mig selv. Det er jeg nok stadig.

Der var år, hvor emnet børn slet ikke blev bragt op. Det gjorde simpelthen for ondt at tale om. Og når det endelig blev taget op, krævede det så meget energi at diskutere, at det kun skubbede dem længere fra hinanden og gjorde kløften mellem dem endnu dybere.

- Vi har grædt, diskuteret og skændtes. Det gør ondt, når man er uenig om noget så dybt og eksistentielt med en, man elsker.

Den dybe uenighed har ført til oceaner af tårer, frustration og fortvivlelse. Alligevel har kærligheden holdt dem sammen.

Og så er vi tilbage ved frieriet.

- Vi elsker hinanden og vi har lyst til at blive gift. Så det er det, vi gør. Vi forsøger at leve i nuet og ikke lade os styre for meget af fremtids-bekymringer. Og hvis vi så om et år må skilles, så må vi gøre det, fortæller Maja om de tanker, parret havde forud for deres bryllup.

Men Maja syntes også, det virkede absurd at tale om skilsmisse midt i planlægningen af det, der burde blive den lykkeligste dag.

- Jeg begyndte så småt at blive åben for at tage snakken igen, men jeg havde brug for at få afklaret nogle ting først.

En måned inden brylluppet blev en surfertrøje i babystørrelse købt som symbol på, at hun igen var klar til at tage børne-snakken med Stefan. Men de havde brug for nye perspektiver for ikke at ende i hver sit ringhjørne, som det til tider var endt før.

Efter at have holdt en stor kærlighedsfest af et bryllup på den ø, hvor deres forhold i sin tid tog sin begyndelse, fandt Maja og Stefan en parterapeut, der kunne hjælpe dem med at viske tavlen ren. En, der kunne stille de spørgsmål, de ikke selv havde tænkt, og uden at gøre Maja til den, der skulle overtales.

- Det var utrolig rart at få en anden på, der kunne hjælpe med samtalen på en god måde, fortæller Maja.

Det var her, de blev nødt til at sætte helt konkrete ord på deres drømme og forventninger. Og jo mere de delte og udpenslede dem, desto mere fandt de tilbage til hinanden.

- Vi har begge skullet arbejde på, hvordan vi så familiekonstellationen for os - og vores roller i det.

Maja havde brug for at føle, at hun ikke stod med det hele alene, hvis de valgte at få børn. Ikke fordi hun søgte et millimeterdemokrati, men for at sikre, at ansvarsfordelingen blev ligeværdig.

- Naturligvis kan Stefan ikke bære en baby i maven og heller ikke amme. Men jeg havde brug for at vide, at han engagerede sig i lige så høj grad, som han forventede af mig. Så vi tog en ting ad gangen og talte om, hvordan vi kunne gøre det, uden at jeg mistede mig selv i det.

Villa, Volvo og vovse-konstellation var Majas største frygt, og heldigvis viste det sig, at det ikke nødvendigvis var det, Stefan drømte om, når han talte om at stifte familie.

Samtidig begyndte Maja at lægge mærke til, at flere og flere omkring hende rejste verden rundt med deres børn. Pludselig kunne hun spejle sig i nogle, der gjorde tingene lidt anderledes, at forældreskab ikke behøvede at passe ned i én bestemt ramme.

- Jeg så, at man godt kan leve, som vi gør, og have et barn. At det ene ikke behøver at udelukke det andet. Og at det er okay, at vi ikke gør det som alle andre.

Det hjalp også, at mange af deres venner begyndte at få børn og fortalte, hvor fantastisk det var.

- Man skal ikke få børn, bare fordi andre gør. Men jeg blev nysgerrig på, hvad det var, jeg var ved at gå glip af.

Det, den fælles forventningsafstemning af deres roller og ikke mindst tid, har bragt deres drømme for fremtiden tættere.

Så tæt, at de tidligere i år besluttede at kaste sig ud i “projekt baby” - og ikke længe efter stod de med den første positive graviditetstest i hånden.

- Vi var overraskede, glade og lettede, fordi vi jo ikke vidste hvor let det kunne gå.

Da Maja nogle dage senere var ved lægen, blev hun gjort opmærksom på, at abort stadig var en mulighed, hvis hun var i tvivl. Og dér blev Maja for første gang sikker i sin beslutning.

- Da hun siger det, går det op for mig, at jeg virkelig vil det. Jeg var sikker på, jeg ikke ville have en abort.

I dag er Maja ikke i tvivl om, at de godt kan kombinere deres frie liv som digitale nomader med rollen som forældre.

- Nu ser jeg det for mig. Det kan være, vi på sigt får andre lyster og behov, og så omstiller vi os jo bare.

- Vi har ikke løsningerne på alt, vi har ingen fem- eller ti års-plan. Vi lader lysten drive og finder svarene hen ad vejen.

De lavpraktiske udfordringer som institution og pasning er nogle af de ting, de endnu ikke har knækket koden på, men de ved, at det løser sig på den ene eller anden måde. Og lige nu fylder glæden ved det kommende barn mest.

- det er så sindssygt og stort, at vi har skabt et lille menneske. Jeg tror stadig ikke helt, jeg forstår det.

Vejen dertil har ikke været nem, og derfor har Maja et klart ønske om, at man ikke skal forsøge at “helbrede” de kvinder – eller mænd for den sags skyld – der måske ikke ønsker sig børn.

- Find ind til kernen af, hvad det er, der gør, at den ene ikke har lyst. Og så er det vigtigt, at man ikke prøver at omvende eller lægger pres på den part, der ikke ønsker det. Det handler om at forstå, hvorfor man har det, som man har det, og så italesætte om den anden kan bidrage til, at lysten kommer. Det skal ikke kun være én, der bærer både problemstillingen og løsningen.

Og vigtigst af alt, understreger hun, at man skal viske tavlen ren, glemme alt, hvad man ved om, hvordan en familie skal være, og så skabe sine egne rammer uden at lade sig styre af normerne.

Om et par uger rejser Stefan og Maja hjem fra Bali, hvor de det seneste stykke tid har arbejdet fra, og så byder de velkommen til deres nye familiemedlem på dansk jord, inden de som trio rejser ud i verden igen.

Man bestemmer nemlig helt selv, hvordan det at være en familie skal se ud.