Blog: Nu siger jeg lige noget...

Om Lortemor

Jeg hedder Trine, og på lortemor.dk deler jeg ud af min hverdag, som på nuværende tidspunkt er lokaliseret på Vesterbro i København.

Min hverdag består hovedsageligt af Alfred - en 14 kilo tung dreng på 19 måneder - og naturligvis hans far.

Jeg er 29 år gammel, og har skrevet løs på min blog siden september 2012. Sådan cirka fra den dag jeg stod med 4 uhyggelige streger på to billige plastikpinde fra Netto.

Lortemor.dk er mit frirum - det er stedet hvor jeg lufter ud og vasker mit beskidte tøj offentligt. Lortemor.dk er mit liv og min hverdag. Der er ikke pyntet på noget - heller ikke sandheden.

Lortemor.dk er uddrag af en hverdag, som både er kaotisk og vanvittig - grænseoverskridende og udmattende. Men det er også uddrag af en hverdag der er fuld af kærlighed og unikke øjeblikke

Nu siger jeg lige noget...

Og det skal tages med lidt humor, og en anelse salt.

Jeg synes Alfred er et røvhul.

Nu har jeg været syg i 3-4 dage, og mens hans far har været en rigtig champ, og klaret både mig, arbejde og Bøffen, har Bøffen selv været på et sandt ego-trip.

De sidste par uger har været ekstreme. Alfred er sur, utålmodig, ked af det og meget, meget utilfreds. Bevares, han har da haft gode timer, men all in all, så har han været sur 80 % af tiden.

Først var han syg, og vores bud er, at det skyldes de 2 hjørnetænder han mangler i samlingen, for at gøre den komplet. Jeg er ikke i tvivl om at han har ondt. Der er jo ikke rigtig plads til at de kan komme op uden kamp. Men han er sur om dagen, og sover dårligt om natten.

Her til morgen slog han øjnene op kl. 04:00 og proklamerede at NU skal vi ikke sove mere. Ikke mere nat! Mere tog, mere fjernsyn, MER, MER, MER. Altid mere. Det nye og foretrukne ord i hans ellers forholdsvis brede ordforråd. Det eneste han ikke bruger ordet til, er at bede om mere søvn.

Selvom der sidder mødre derude, der påstår at moderskab er paradiset, det perfekte liv, det ultimative i livet (dem som jeg kalder for løgnere) eller inden de, som ubarmhjertigt kæmper for at få børn, peger fingre eller dømmer mig til at være en egoist af dimensioner, så vil jeg sige dette her:

Jeg vil bare gerne have fred. Og ro. Og jeg vil bare gerne have lov at trække vejret og læse en bog. I fred. Og jeg vil gerne sove. Og jeg vil gerne have, at dem som er ved at lægge tag på bygningen lige over for vores, de går hjem.

Jeg vil gerne have en chance for at blive raaaaaaask!

Helt utopiske drømme, men det er hvad min krop kalder på. Helt skingert og helt inderligt.

Det trækker tænder ud, at have et surt og trist barn. Og synes virkelig det er hårdt. Muligvis er jeg farvet af at være syg selv, og at det er det absolut værste jeg ved. Hellere et sygt barn, end mig selv. For selvom han er i vuggestue, så er han stadig hjemme og vågen 6-7 timer om dagen. Og der kan jeg ikke rigtig være syg. Der er jeg på.

Vi bliver ved med at fortælle hinanden, at han jo ikke kan gøre for det, og at han ikke kaster med ting og skubber os væk i vrede med vilje. Men hold kæft jeg savner mig glade og kærlige dreng!

Desværre er det en enorm stress faktor, at jeg ikke kan komme på arbejde. Pengene, dem har jeg simpelthen ikke råd til at undvære. Så jeg SKAL være rask i morgen.

Følg Lortemor her