Anette var et af de gemte børn under 2. verdenskrig
Foto: Jeppe Michael Jensen
Anette var et af de gemte børn
Den lille fiskerbåd var tæt på Hven i den mørke oktobernat, da man pludselig blev opmærksom på motorlyden fra en tysk patruljebåd. Den unge skipper slukkede febrilsk alle lanterner og stoppede bådens motor. ”Hvis de begynder at skyde, må I dukke jer under rælingen!” lød det fra ham, men det var lettere sagt end gjort for den godt halve snes mennesker, der befandt sig på dækket. Under dæk var der kun fire – der var ikke plads til flere – og alle var voksne.
Anette Drucker, 75, sidder med sin farfars beretning om flugten til Sverige i oktober 1943. 64 maskinskrevne sider samlet til ét hæfte. En smuk og hjertelig kvinde med en naturlig autoritet, der fortæller om en opvækst med baggrund i en gammel kultur, hvor hun tidligt måtte tage vare på sig selv.
Hun kan af gode grunde ikke selv huske noget fra det år, hvor hun blev født i februar måned, men er taknemmelig for at have sin farfars fortælling.
– Men det undrer mig, at der først til allersidst er et par linjer om min søster og mig. Da mine forældre og min farfar og farmor sammen flygtede til Sverige, blev min søster, Birgitte, der var to år ældre, og jeg anbragt hos vores morfar. Der står ikke noget om, hvilke overvejelser de havde gjort sig, men mange fiskere nægtede at tage småbørn med. Det kunne være farligt for alle ombord, hvis barnet røbede dem ved at græde. Kun Birgitte blev bragt over senere, men jeg ”var for lille til at lade hente, selv om lysten dertil ikke manglede...”, citerer Anette.
Velintegreret slægt
På sin fars side er Anette af en gammel jødisk slægt, der indvandrede til Danmark i begyndelsen af 1800-tallet. De var velhavende, velintegrerede og indehavere af en stor engrosvirksomhed med pelsproduktion. Anettes far var både kristent døbt og konfirmeret og desuden gift med en ikkejøde, ligesom Anette og hendes søster blev døbt og konfirmeret.
Da samarbejdspolitikken brød sammen den 29. august 1943, begyndte spekulationerne over, om det ville gå ud over de danske jøder. Men i mange andre jødiske slægter, der i mere end 100 år havde levet side om side med andre danskere, var holdningen den samme som i Anettes familie: Der sker nok alligevel ikke noget med jøderne her i Danmark.
– Den 29. september måtte de alligevel begive sig af sted. Kufferterne stod pakket med det allermest nødvendige, og da deres afrejse ikke skulle ligne en flugt, fik farmor og farfar deres stuepige og kokkepige til at bære kufferterne. Alle tog S-toget til Jægersborg, hvor pigerne satte kufferterne på perronen, hvor de flygtende tog dem. Både farfar og farmor og mine forældre måtte gemme sig hos bekendte. De var kun en nat hvert sted, inden de måtte skifte opholdssted af frygt for, at nysgerrige naboer skulle være stikkere, der fortalte tyskerne om gæsterne.
Det varede fire dage og nætter, inden de kunne gå ombord i fiskerbåden i Sletten Havn ved Øresund.
– Fiskeren skulle have i alt 50.000 kroner i kontanter for hele turen. Farfar havde penge nok, men han skulle skaffe 24.000 kroner i kontanter. Det var prisen for hele familien, det vil sige fire voksne. Men ingen blev ladt tilbage – de, der havde råd, betalte på den måde for dem, der ikke havde pengene. De missede i hvert fald to transporter og var naturligt nok udsat for et stort nervepres. Samtidig gjorde de sig mange bekymringer for resten af familien. Først langt senere fik de at vide, at min farfars bror kom over via Bornholm til Trelleborg – gemt i en sildetønde.
LÆS OGSÅ: Jettes familie gemte på en hemmelighed
Nervøs fisker
Det var en meget nervøs ung fisker, der tog imod dem i Sletten.
– Det var nok også på grund af hans nervøsitet, at alle kufferterne bare blev smidt ned i båden. Min mor fortalte bagefter, hvordan hun blev bekymret for den lyseblå kuffert, hun havde lånt af sin svigermor – det var det eneste, hun fortalte om flugten.
Efter forskrækkelsen med den tyske patruljebåd drev deres båd for vind og vejr, og skipperen havde helt mistet orienteringen. Men de kom i land på Hven, og efter en nat på øen blev de bragt videre til Landskrona. Derfra kom de videre til Malmø, hvor Anettes farfar havde sin fabrik.
– Derfor havde han tidligere prøvet at få et svensk pas, men det lykkedes nu umiddelbart efter ankomsten, hvor familien indlogerede sig på Savoy Hotel.
De var kommet i sikkerhed, men flugten var ikke uden menneskelige omkostninger. Anette opnåede aldrig at få et nært og varmt forhold til sin mor. Hun var født for tidligt og var derfor på hospitalet de første to måneder af sit liv, så det var kun kort tid, mor og barn var sammen inden flugten. Hos sin morfar havde Anette hans husholderske, kaldet tante Anna, som sin primære omsorgsperson i det halvandet år, der gik, inden Danmark i maj 1945 atter blev frit, og hendes forældre kunne vende tilbage fra Sverige.
– Min mor blev syg af lungebetændelse i Sverige og var ved at dø. Senere fik hun et dødfødt barn, og det var også en livstruende situation. Hun kom hjem i ambulance, ved jeg, men jeg husker det ikke. Derimod mener jeg, at jeg kan huske, da min far kom hjem med Den Danske Brigade.
LÆS OGSÅ: Annette er uhelbredeligt syg: Livet skal leves fuldt ud
Måtte ikke se tante Anna
– Da mine forældre vendte tilbage, ville de også have mig hjem, selv om jeg ikke kendte dem og var så knyttet til tante Anna. Det værste var, at jeg ikke måtte se hende mere. Dengang troede man ikke, at børn kunne huske, og jo mindre man talte om noget, jo hurtigere gik det over. Men i dag ved man, hvor meget den første omsorgsperson betyder for et barn. Jeg tror, min mor var jaloux på hende.
Anettes forældre blev skilt kort tid efter krigen, og hendes mor blev gift igen. Hun var
ikke lykkelig i sit nye ægteskab, var meget tit syg og påvirket
af blandt andet medicin. Hun døde i en ret tidlig alder.
– Hver gang jeg holder foredrag om at være ”gemt barn”, som man kalder os, der blev anbragt, mens familien var på flugt, bearbejder jeg forholdet til min mor lidt, men det kommer aldrig helt på plads. Min far lærte jeg bedre at kende i de sidste år af hans liv. Vi talte aldrig om adskillelsen under krigen, men vi kom hinanden nær.
Jødernes flugt til Sverige:
- I løbet af 1943 var Tysklands krigslykke vendt, og man forventede en snarlig allieret sejr. I Danmark var der en voksende modstand i form af sabotageaktioner, og den 29. august brød samarbejdspolitikken sammen. Regeringen trak sig tilbage.
- Den tyske statholder i Danmark, dr. Werner Best, valgte en dobbeltstrategi. På den ene side måtte han følge ordren fra Berlin om at gennemføre en aktion mod de danske jøder. På den anden side prøvede han at sikre sin egen overlevelse på længere sigt, når det nazistiske styre var brudt sammen. Med andre ord: Han planlagde aktionen – og lod samtidig information om den sive ad kanaler, der nåede det jødiske samfund.
- Der var ikke den store entusiasme hos de tyskere, der skulle gennemføre den natten mellem den 1. og 2. oktober, men det vidste de flygtende naturligvis ikke. Således skulle de tyske politisoldater blot ringe på døren, men måtte ikke slå nogen døre ind. De farlige var de danske nazister og medløbere.
- Næsten alle de 7.000 danske jøder blev hjulpet i sikkerhed i Sverige i oktober 1943. Advarslen var nået ud til de fleste, og mange danske medborgere hjalp med at skjule de jødiske flygtninge og hjælpe dem videre.
- Kun 477 danske jøder blev sendt til den tyske koncentrationslejr Theresienstadt, men der blev indgået aftale om, at de ikke ville blive sendt videre til udryddelseslejre. Desuden fik de lov til at modtage fødevarepakker fra Danmark.
- 53 døde i Theresienstadt, og 20-30 omkom under flugten. Det skal ses i relation til, at i alt ca. seks millioner jøder omkom i de nazistiske udryddelseslejre fra 1933 til 1945.