Familieliv
17. april 2012

Andrea Elisabeth Rudolph: Jeg vil gerne have flere børn

Den tidligere vært på Vild Med Dans er alenemor til Isolde på fem år. Alligevel har hun en drøm om at blive mor til fire.
Af: af Trine Fisker, Newsdesk, Aller Media
https://imgix.femina.dk/media/a038046a8d8842c39c613abdb7f513b2.jpg

Foto: All Over Press

De fleste har set Andrea Elisabeth Rudolph i misundelsesværdige festkjoler som vært på TV 2 programmet Vild Med Dans. Men efter flere sæsoner med vals, glimtende pailletter og sensuelle latinrytmer valgte hun for to år siden at stoppe som tv-vært. I dag har hun sit eget firma, og er alenemor til datteren Isolde på fem år.

Men selv om hun er alenemor og ikke har en mand i sit liv, så forhindrer det hende ikke i at drømme om at få flere børn.

- Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have fire børn, for den kærlighed man føler for sine børn, er fantastisk, siger Andrea Elisabeth Rudolph til magasinet Cover Kids.

Er både den afslappende og opdragende mor
Hun har været alene siden Isolde var omkring et år, og det har betydet, at de også er meget sammen. Men Andrea Elisabeth Rudolph er opmærksom på, at hun ikke skal være sin datters veninde.

- Fordi vi bare er Isolde og jeg, taler vi om enormt mange ting. Men jeg er meget opmærksom på, at hun ikke må blive mors veninde. Jeg prøver virkelig både at være en afslappet, men også opdragende mor. Men det er klart, når man er eneforældre, så er man jo den, der har alle kasketterne på. Man er på hele tiden, siger Andrea Elisabeth Rudolph forsat.

Har ingen facitliste over mænd
Men selv om Andrea Elisabeth Rudolph og datteren har været vant til at være kun de to, så er hun ikke nervøs for, at den mand hun på et tidspunkt møder, skal komme og lave om på den hverdag, hun og datteren har skabt.

- Jeg møder jo sikkert en mand, der også har nogle børn. Det er efterhånden svært at undgå, når man har nået min alder, og det skal vi nok finde ud af, hvis det er det rigtige, siger Andrea Elisabeth Rudolph.

Og hvordan den nye mand i Andrea Elisabeth Rudolphs liv skal være, har hun ingen svar på.

- Det eneste, jeg ved, er, at han skal have begge ben solidt plantet i jorden. Men jeg har ikke nogen facitliste. Og den liste jeg måske havde, er i hvert fald brændt for længst, konstaterer hun.

Kilde: Cover Kids

Læs også