Familieliv
17. maj 2018

10 politisk ukorrekte råd til os med små børn

Nogle gange kan det være rart at vide, at der også er andre mødre, der synes, livet med børn er f... hårdt. Her får du forfatteren Mie Møller Storms 10 politisk ukorrekte råd til genveje i babylivet!
Af: af Charlotte Hallbæck
moderskab

Foto: Panthermedia

Der ER stunder, hvor de fleste af os har drømt om at sidde på en øde ø uden vores ellers dyrebare yngel. I hvert fald bare i fem minutter.

Det har Mie Møller Storm taget konsekvensen af og skrevet bogen ”Politisk ukorrekte råd til mødre”. Her har hun bl.a. listet en række gode råd til alle os nybagte mødre, som indimellem savner at vide, at der findes andre mødre derude, der ikke altid synes, det hele kører derhjemme. Selv har hun altid fundet trøst i tanken om, at hun umuligt kan være den eneste, der er ved at gå ud af sit gode skind engang imellem:

- Ligegyldigt hvor sindssygt det, du står i er, er det statistisk usandsynligt, at du er den eneste. Da jeg altid har fundet statistik usandsynligt trøstende, glæder jeg mig over denne tanke: ”Jeg er ikke den eneste med det første barn i verden”, skriver hun i bogen. Og det har hun jo altså ret i!

LÆS OGSÅ: 9 ting ingen fortæller dig om livet med et skolebarn (men vi gør)

Her får du Mie Møllers Storms politisk ukorrekte råd til at gøre morlivet en lille smule nemmere:

1. Det er kedeligt at amme/give flaske, men nemmere at læse e-bøger end papirbøger imens – så kan man bladre med kun én hånd.

2. Pandekager og cola til morgenmad er også morgenmad. Så længe du ikke sover, er der ikke noget, som hedder slankekur. Du har lavet verdens dejligste barn, ergo er din krop fantastisk.

3. Trænger du og din mand til en tur i byen, men har ikke pasning, så del en flaske vin til maden, put barnet og drik jer småfulde fra kl. 20-22. Gå tidligt i seng, du har barn igen i morgen.

4. Disney Sjov er også for voksne ... Giv barnet slik, tænd tv’et og tag en omgang voksensjov halvt påklædte i køkkenet, mens I “rydder op”.

5. Når barnet nægter at sove i barnevognen: Lad det sidde op med solen i øjnene, mens I går rask til. Barnet giver hurtigt op og lægger sig ned og sover.

6. Når barnet er et år, fortjener du en gave for ikke at have kastet det ud ad vinduet endnu. Køb noget lækkert til dig selv.

7. Børnetøj er kedeligt og tit tæt på creepy og sært (det ville være mobning at komme en voksen mand i en trøje med ører) ... Køb alt i Føtex, de vokser alligevel sindssygt hurtigt.

8. Lær ungen at sige tak for mad. Folk bliver så imponerede, at de ikke opdager alt det andet lort, barnet laver.

9. Synes du også, det er kedeligt at lege med små børn i mere end 20 minutter ad gangen, så hør lydbog imens. Sæt lydbogen på medhør. Hører du den på engelsk, kan du påstå, at det stimulerer sprogegenskaberne, og så er det mindre sært, hvis der er sexscener i bogen.

10. Børn er ekstremt holdbare og kan klare det meste – både bleskift i en vindueskarm, picnic i snevejr og flyveture, så gør, hvad du har lyst til. (Og ja, det er alt sammen testet på levende børn).

https://imgix.femina.dk/1820-politisk-ukorrekte-moedrebog_0.jpg

Om bogen ”Politisk ukorrekte råd til mødre”

Mie Møller Storm har selv to børn og arbejder som kemiker. Hun blev forfatter, da hun satte sig for at skrive sine små råd om til en lille samling historier til en veninde, der netop var blevet mor. I bogen kan du læse en uddybning af de 10 ovenstående råd – hvordan man praktisk overlever som mor med bare et gran af fornuft i sin personlighed i behold. Bogen er udkommet på forlaget Muusmann.

Læs mere om:

Læs også