Efter bogen udkom, eksploderede hendes indbakke med mails. Når hun læser dem højt for sin mand, får han tårer i øjnene

”Ser du det der?!”

Det var den 4. november 2020. Mathilde Walter Clark og hendes mand sad ved spisebordet og så TV Avisen, som sendte direkte fra en af de mange minkfarme i Danmark.

Mette Frederiksen havde udstedt ordren om at aflive alle mink, og nu var fokus rettet mod minkproducenterne, som mistede deres livsværk.

Men det var ikke Mathildes fokus. Det var dyrene i baggrunden i de små bure. Og den gåde, at ingen talte om dem. Ikke én eneste af journalisterne nævnte dyrene med ord, der ikke lige så godt kunne være brugt om en ting. En genstand.

– Vi kom direkte ind på minkproduktionerne og ja, samfundets blik på den ældre kvinde er skånselsløst – og arbejdsmarkedet er også hårdt, så snart man har rundet de 50.

– Forskellen var bare, at man overhovedet ikke talte om det, man sad og så, man talte om noget andet. Samtidig med, at man fik alle de frygtelige billeder ind i øjnene, siger Mathilde Walter Clark, som havde mareridt hver nat i et halvt år over billederne af dyrenes forhold på minkproduktionerne.

– Jeg tog flere gange min telefon frem for at optage skærmen, for jeg vidste, at min hjerne ville forsøge at dække billederne til med tiden. Men jeg tænkte, at nu skulle vi nok i gang med at tale om, hvad det var for en situation, vi stod i.

– Der var jo en indlysende sammenhæng mellem de enorme koncentrationer af dyr på meget lidt plads og den ukontrollable smitte, som sprang mellem dyr og mennesker, og det troede jeg, at vi skulle til at finde et fælles sprog for. Det skete bare ikke.

– Tværtimod blev der med de mange store portræthistorier om minkavlerne og deres kvaler skabt et klima i pressen, hvor man ikke kunne stille de mere fundamentale og vanskelige spørgsmål, uden at det ville blive opfattet som et angreb på de mennesker, der i forvejen havde lidt så meget.

Ingen så noget

Så Mathilde Walter Clarks hoved var fyldt med tusinder af spørgsmål. Spørgsmål, som ikke blev stillet i pressen, og som lå og rumsterede hele tiden.

Og hun var ikke den eneste, der var blevet rystet i sin grundvold, opdagede hun, når hun gik tur i de næsten mennesketomme gader under coronanedlukningen.

– De første dage var der ligesom et åbent hul, hvor jeg tror, at folk havde fået et kollektivt chok. Når jeg endelig overhørte nogle samtaler, var der altid brudstykker af det her chok.

– Alle talte om minkene – nok fordi folk havde brug for at bearbejde det, de havde set. Og jeg savnede at kunne give det chok et sprog. Men med tiden blev det begravet, både aflivningerne og billederne fra farmene.

– Folks hjerner gjorde netop det, jeg var bange for, min egen hjerne skulle gøre: Lukkede ned for billederne.

Mathilde Walter Clark brugte også enorme mængder af tid på at tænke over, hvorfor journalisterne ikke nævnte dyrene og gav billederne af dem et sprog, når de rapporterede fra minkfarmene. Dyrene blev konsekvent omtalt som genstande, det kunne lige så godt have været spånplader eller brødristere.

– Det siger noget om, hvor grel fortrængningen af dyret er i vores verden. Når jeg kalder min bog ”Det blinde øje”, siger jeg ikke, at det er alle jer andre, der er blinde – jeg inkluderer mig selv. Det blinde øje er os alle sammen.

– Vi har fortrængt dyret så massivt, at selv når vi står i sådan en situation her, hvor dyrene jo var hovedrolleindehavere og massivt i overtal, forholder vi os ikke på noget tidspunkt til dem som noget, der adskiller sig fra sten eller plastic.

– Men det grelle, der sker – at vi pludselig står i en verdensomspændende pandemi – er netop betinget af vores måde at omgås dyr. Det ville ikke være sket, hvis det var badesandaler eller fastelavnshatte eller andre produkter.

– Men at dyr først og fremmest er dyr, og ikke produkter, der skal bruges til de formål, vi lægger ned over dem, er så fortrængt hos os, at selv et helt korps af journalister gennem tre år ikke nævner dyrene og deres forhold med et ord.

Isbjørnen

Mathilde har rystet kraftigt på hovedet de par gange, jeg har spurgt hende, om hun har et særligt forhold til dyr.

– Jeg er overhovedet ikke nogen special case eller alene om at have et forhold til dyr. Det er vores tidligste erfaring, at dyr er nogen, ikke noget. Det ligger før sproget, det er intuitivt og normalt. Men gennem vores opvækst aflærer vi det, vi indgår en pagt med vores omverden og efterhånden, som vi vokser op, bliver det mere og mere normalt at ignorere dyrene. Selv om det overhovedet ikke er normalt.

– Jeg kan virkelig mærke det nu, hvor jeg er rundt med bogen og taler med så mange mennesker; folk bliver så lettede! Jeg behøver kun at sige, at dyr er nogen, ikke noget, så kan jeg se i folks øjne, at det er de erfaringer, de har. Det, de husker.

– Der er jo ingen børn, der er i tvivl om, hvorvidt et dyr er et dyr. De kan godt kende forskel på dyr og sten og plastic, siger Mathilde og husker tilbage på dengang, hun var i Zoologisk Have for første gang.

– Jeg var måske fem år og sammen med min gudmor og et andet barn i Zoo. En oplevelse, de fleste børn har haft, en dejlig dag med familien. Men jeg kan huske, at da jeg så det gamle abebur, undrede jeg mig over, at der kun var ét dødt træ derinde, for jeg vidste om aber, at de var sådan nogle, der klatrede i træer.

– Da vi kom til isbjørneburet, hvor denne her isbjørn gik rundt og rundt i en grube, var det tydeligt at se, at den var skør. Alle i min generation og opefter kan sikkert huske isbjørnen i Zoo; man blev virkelig trist af at se på den.

– Jeg tror, at den oplevelse er universel: nogle af de ting, man ser, er okay, f.eks. gederne, der spiser ens snørebånd og som man kan klappe. Og så er der dem som med isbjørnen. Jeg havde en klar følelse af, at det her også var til for min skyld. At jeg på en eller anden måde var en del af det.

– Min gudmor ville give os en god dag i haven, men jeg tror bestemt heller ikke, at hun havde det godt med at se på den isbjørn. Det er sådan noget, man aldrig får talt om, og så opstår der en underlig pagt. Man forstår uudtalt, at det er en del af voksenverdenen. At det åbenbart er okay, det her. Selv om vi ikke kan lide at se på det.

– For nylig var jeg ude at se en svinestald til Åbent Landbrug, nogle havde taget deres børn med, de var måske seks-syv år, og de var tydeligt utilpasse. Nogle af svinene var oppe at slås, mange var gennembankede med blå mærker og sår over det hele, de skreg og lå og tomgangstygge, som det hedder, når de tygger i deres egne tunger, fordi de er sultne.

– Børnene kunne slet ikke kigge på dem, de vred sig og begyndte at kigge ind i væggen.

– Hvad gør man som forældre? De prøvede at glatte det ud, de så, og fortælle børnene en anden historie. Det følte de måske, at de var de nødt til. Det er den måde, vi alle sammen aflærer vores grundforståelse af, at dyr er nogen.

– I Zoo, til Åbent Landbrug – eller da vi alle sammen sad og så minkaflivningerne i fjernsynet, hvor der ikke på noget tidspunkt blev advaret mod stærke billeder. Det er en stiltiende accept, og hvis forældre slet ikke siger noget, bliver det normaliseret for børn. Selv om der er noget inde i dem, der vrider sig.

Jeg blev overtaget af opgaven

Da Mathilde Walter Clark begyndte at tage noter om ”minkskandalen”, som den efterhånden blev døbt, vidste hun ikke, at det skulle blive til en bog.

– Jeg kæmpede imod et godt stykke tid, men jeg blev overtaget af opgaven. Kunne ikke slippe væk, selv om det var rædselsfuldt at skrive den. Men det ville have været værre ikke at skrive den, fortæller Mathilde Walter Clark, som blev mere og mere desillusioneret jo længere, hun bevægede sig ind i den verden.

– Alt, hvad jeg troede på – at vi havde styrelser og myndighedsinstanser til at varetage borgernes interesser og sikre, at man levede op til lovgivningen og at der var nogle ordnede forhold for dyrene – viste sig at være forkert. Det er slet ikke muligt inden for systemet at opretholde de love og sikre, at de bliver implementeret.

– Der er et numerisk misforhold mellem mennesker og dyr; der er simpelt hen ikke nok mennesker til at tilse dem ordentligt. Og der kommer ikke nogen i anlæggene, som ikke har økonomiske interesser. Ikke engang dyrlægerne, som bliver betalt af landmændene.

– Jeg forsøgte at forme det sprog, jeg selv manglede, da jeg fik det chok. Et sprog, som ikke er konstrueret og teknisk, men et dagligt sprog til at vække de banale, simple fælles erkendelser til live, som vi alle sammen har: At en gris er en gris, en ko er en ko, en høne er en høne, en mink er en mink. I stedet for at kalde dem ”produktionsdyr” eller ”landbrugsdyr”, så kalder jeg dem det, de er.

– Jeg bruger med vilje ikke ord, der fortæller, at dyrene først og fremmest er de formål, nogle erhvervsdrivende har lagt ned i dem. Den virkelighed, de selv repræsenterer, er større end det.

– For eksempel beskriver jeg, hvordan mink agerer i deres naturlige omgivelser, og jeg fik utroligt meget respons på den lille information i bogen om, at de har svømmehud mellem tæerne. Så kan folk pludselig se dem for sig sidde inde i et lille tørt bur og vente. Dyr, som normalt jager i vand og lever i nærheden af vandløb.

– Når vi hører ordene ”landbrug” og ”landmand”, får vi associationer til en mand i overall og træsko, som arbejder med jorden. Men nu om dage sidder landmanden i en kontorstol ligesom os andre. Han er producent, bedriftsejer og virksomhedsleder.

– Det sprog, vi har til rådighed til at tale om landbruget, er et nedarvet sprog, som vækker nogle forestillinger, der ikke længere ligner virkeligheden. Men medierne satte ikke spørgsmålstegn ved noget som helst, de halsede efter fortællingen om minkavleren, hvis verden nu brast.

Min mor var mit hjem

Mathilde Walter Clark boede det første år af sit liv i Saint Louis i USA, hendes mor er dansk, hendes far amerikaner. Da forældrene blev skilt, inden Mathilde fyldte et år, tog hendes mor hende med hjem til Danmark.

– Vi boede mange forskellige steder på grund af min mors arbejde; Søllerød, Kokkedal, Allerød, hvor vi boede i længst tid, fire år. Siden Allerød, da min mor flyttede sammen med en mand, og da de splittede op videre til Farum, Østerbro og Frederiksberg. Derfra flyttede jeg hjemmefra.

– Hold da op. Var det ikke voldsomt at flytte så meget rundt som barn?

– Når man er barn er tingene, som de er – jeg prøvede jo aldrig at bo det samme sted i længere tid af gangen. Så det at høre til ét sted er ikke noget, jeg kender til. Præmissen har altid været, at når jeg kom til et sted, skulle jeg også forlade det på et tidspunkt.

– Det, tror jeg, har været en stærk drivkraft i mig og mit forfatterskab, fordi jeg er meget obs på at suge alt til mig så godt, jeg kan, når jeg er et sted. Jeg må ikke glemme noget, men skal bevare det hos mig, fordi jeg en dag også skal forlade det. Men det hører med til historien, at min mor var det sted, jeg hørte til. Det var min mor, som var mit hjem, og jeg havde en meget tryg barndom.

– Hvordan var du som barn?

– Jeg var enebarn, så jeg var vant til at tilbringe meget tid alene. Min mor har været god til ikke at gøre mig til sådan et barn, som skulle underholdes hele tiden. Det har betydet, at jeg har kunnet sidde for mig selv og tegne eller klippe ting, skabe ting og sager.

– At have det godt med at sidde for mig selv. Ikke at jeg ikke er socialt anlagt også, det er jeg. Det er bare ikke dér, jeg henter min energi. Det gør jeg, når jeg er alene.

Som ung ville Mathilde være tegner, og allerede som 14-årig var hun med til at åbne et tegneseriestudie i København sammen med 20 andre unge, som gik sammen om at leje en nedlagt frisørsalon og sætte den i stand. Planen var, at hun enten ville tage en grafisk uddannelse eller søge ind på Kunstakademiet. Sådan gik det dog ikke helt.

Efter gymnasiet og trekvart år i Argentina, kom hun ind på RUC, hvor hun læste dansk og filosofi. Uden rigtigt at vide, hvad hun ville bruge det til.

– Så langt tænkte jeg slet ikke. Jeg tænkte kun på, hvad jeg syntes var interessant, og hvad jeg ville bruge mine dage på.

Som færdiguddannet cand.mag. fik Mathilde job i reklamebranchen, og efter nogle år i branchen begyndte hun at skrive på sin første roman – det gjorde hun om morgenen, inden hun gik på arbejde. Men i 2001 blev hun fyret fra reklamebureauet, og det er noget af det bedste, der er sket for hende.

– Jeg følte, at jeg gik med sådan en hyletone for øret i de tre år, jeg arbejde i reklamebranchen. Der er jo noget helt galt med den branche, underteksterne er altid nogle andre end det, der bliver sagt. Så for at overleve hyletonen begyndte jeg at skrive på min første bog, og det var en kæmpe lettelse at blive fyret og forstå, at jeg ikke behøvede at blive der.

Forfærdelige erindringer

Vi springer toogtyve år frem. Den dag ”Det blinde øje” udkom, fik Mathilde Walter Clark en mail med overskriften:

”Fra en minkjournalist: Fantastisk bog!”

– Han havde skrevet over 200 minkartikler, og det var aldrig faldet ham ind, at det var dyr, han skrev om. Men han var vildt begejstret for min bog, og ville gerne interviewe mig, fortæller Mathilde, som efterfølgende kom hjem til en overfyldt indbakke hver eneste dag.

– Jeg har aldrig prøvet noget lignende! Jeg havde regnet med at have masser af tid, efter bogen udkom, hvor jeg skulle se alle de mennesker, jeg ikke har set længe, og ordne praktiske ting i mit liv.

– Jeg havde ingen illusioner om, at nogen ville interessere sig for det her, for jeg regnede med, at det skete med alles accept. Men det viser sig, at folk kan mærke, at der er noget galt. Og bogen handler om, at den følelse er rigtig. Og giver den et sprog.

”Det Blinde Øje” er blevet en af de mest læste bøger i år, men hun havde selv regnet med, at den ville ødelægge hendes forfatterskab, fortæller hun.

– Ja, det forestillede jeg mig. Og i det omfang, at nogen overhovedet gad at interessere sig for den, troede jeg, at den ville blive meget upopulær. Jeg har jo opbygget et forfatterskab, som der er nogle læsere til, og jeg tænkte, at dem kommer jeg til at skuffe helt vildt. Og at eventuelt nye læsere ville blive rasende.

– Jeg troede også, at medierne ville blive rasende, fordi jeg ikke skriver så pænt om deres rolle i minksagen, så jeg var overbevist om, at det ville blive ødelæggende for mit forfatterskab. Alligevel var jeg nødt til at gøre det.

Rejsende i mink

Mathilde Walter Clark har det sidste halve år fået flere forespørgsler om dagen på foredrag om bogen. Så nu rejser hun landet rundt, og hendes kalender er proppet året ud.

Noget af et sceneskift for en forfatter, der plejer at bruge det meste af tiden ved sit skrivebord i sit byhus i København, som hun deler med sin mand.

Hvad siger han til den drejning, dit liv har taget nu, hvor du er blevet rejsende i mink?

– Årh, jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle gøre uden ham. Jeg bliver helt rørt …

Mathildes stemme knækker lidt.

– I denne her lange tid, hvor jeg har siddet med det materiale og været ret alene med det, og følt, at nu ødelagde jeg alt, der har han bare været der hele vejen igennem.

– Når jeg hver dag har læst noget nyt forfærdeligt og chokerende, har han bare siddet og lyttet til mig, og hvis jeg læser en af de mange mails op, jeg får, for ham, får han tårer i øjnene. Så kan jeg også mærke det. Jeg kan mærke på ham, at dét, der sker lige nu, er så vildt.

– Vi kommer begge fra kulturlivet – han fra musikbranchen – så det ligger ikke lige for, at vi skal sidde og tale landbrug hver aften i tre år. Det kræver en meget, meget særlig mand med en meget særlig tålmodighed. Det er hans skyld, at jeg forstod, at jeg ikke var blevet skør. Og det er også ham, der tager med mig rundt og holder foredrag, så jeg deler alle de her oplevelser med ham.

Den kæmpestore opbakning fylder hende med håb, siger hun.

– Jeg havde ikke noget håb, da jeg skrev den. Men det har jeg nu. Nu er jeg fuld af håb.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 19, 2024.