Dak_
Liv

"Det har været det fedeste, men også den mest angstprovokerende omgang"

25. januar 2024
Af Camilla Maria Johansen
Foto: Martin Høien
Dak Wichangoen beskriver det som "vildt overvældende" at få et barn.

De seneste år har været fulde af forandringer for ”MasterChef”-dommer Dak Wichangoen.

Som højgravid opsagde hun sit job som køkkenchef på Michelin-restauranten Kiin Kiin på Nørrebro og i begyndelsen af 2021 flyttede hun til Aarhus, hvor hun i dag bor sammen med sin forlovede, Anders Gjørtler Jensen, og parrets datter, Lily, på to et halvt år.

Stjernekokken lægger ikke skjul på, at det for hende har været ”vildt overvældende” at få et barn.

– Når man har været så karrieredrevet, og det hele bare lidt har drejet rundt om en selv, og man så pludselig skal tage sit hoved ud af sin egen popo og finde ud af det her: ”Nu har du skabt et menneske, som skal have al din opmærksomhed”, siger Dak til SE og HØR og fortsætter:

– Man kan ikke bare putte det barn ind i det liv, man levede, men man skal ligesom ommøblere og få det hele til at fungere. Det har været det fedeste, men det har også været den mest angstprovokerende omgang. Børn gør noget ved én, som man aldrig troede, de ville, siger hun.

Og står det til Dak, skal Lily bestemt ikke være enebarn.

– Vi vil gerne have et barn til. Men der er lige et bryllup, der skal overstås. Jeg tænker, at kjolerne fortjener en krop, der ikke er en morkrop – ikke fordi, at det ikke kan noget, men dén dag skal ikke handle om det. Den skal handle om mig, siger hun og griner.

Dak Wichangoen siger ”kjolerne”, fordi det er planen, at hun skal bære to brudekjoler fra Buch Couture, når hun til sommer skal giftes med Anders, der er direktør på Mads Vads danseskole VM Dans.

Anders har danset professionelt i sine unge dage og var inde for at se Vad på gulvet i ”Vild med dans” i 2017, da Dak også deltog.

– Så røg vi i byen sammen, og så blomstrede det derfra, lyder det om begyndelsen på parrets kærlighedshistorie, der siden har bragt parrets datter og et frieri i Berlin med sig.

Læs også