Margrethe Vestager
Liv

Det har ikke været sommer, før Margrethe Vestager har haft den her fornemmelse

27. juli 2023
Af Britta Bjerre
Foto Aller Media/Lasse Bak Mejlvang
Margrethe Vestager rejser meget i hverdagen, så når ferien kalder, er det noget helt andet, hun har brug for, fortæller hun her i sin sommerhilsen.

Hvad ønsker du dig af sommeren i år?

– Familietid, madlavning og forhåbentlig langsomme, varme aftener sammen med nogle venner.

Hvor skal du hen på ferie eller weekendture?

– Til Frankrig. Vi har et sommerhus ved den franske vestkyst, som vi har haft over i 15 år efterhånden. Jeg rejser meget til hverdag, så det med at rejse ud og udforske, det bliver ikke til så meget, når jeg har ferie.

– Det er måske lidt synd for min familie. Jeg skal bare et sted hen, hvor jeg ved, hvor de bedste tomater kan købes, og brødet er friskbagt, og så skal jeg løbe ture ved vandet og ellers bare sørge for, at der kommer nogle jomfruhummere på middagsbordet.

Det bedste sommerminde fra din barndom?

– Det første, der popper op, er mine ferier hos min farmor. Hun lavede altid is i små yoghurtbægre, som hun havde gemt. Vaniljeis, jordbæris, chokoladeis. Og hvis man så var rigtig heldig, måtte man gå ud i fryseren og tage et lille yoghurtbæger med hjemmelavet is og befri den for sit sølvpapirslåg og sætte sig ud under et af træerne i hendes meget, meget store, dejlige have og spise den.

Hvad gider du ikke i sommer?

– Åh, der er faktisk en ret lang liste af ting, jeg ikke har lyst til … Det er et særligt state of mind, jeg er i, når jeg først får fri og har ferie.

Din yndlingssommermad?

– Jeg kan bare virkelig godt lide jomfruhummer med hjemmerørt mayonnaise og friskbagt brød til. Hjerte, hvad vil du mere?!

Din yndlingssommerdrik?

– Rød martini med tonic. Smagen er dejligt frisk, den har en let bitterhed, og alkoholprocenten er lav.

Hvilken podcast vil du lytte til?

– Jeg har hørt mange faglige podcast på det seneste om teknologi, politik og økonomi, så måske skal jeg lidt tilbage og lytte til en podcast, der hedder ”The Guilty Feminist”. Det hedder den, fordi vi vil jo gerne være feminister, men nogle gange kan det være svært at være det hele døgnet rundt.

– Man kommer til at se på sig selv og tænke: ”Okay, jeg er feminist, men jeg er ikke nogen perfekt feminist”. Og det er simpelthen så befriende og dejligt.

Hvilken bog glæder du dig til at læse?

– Jeg tager altid bøger med på ferie, tit en hel stak, men det ender næsten altid med, at jeg stort set ikke får læst i dem.

– Når det kommer til stykket, vil jeg hellere styre rundt nede på markedet og købe grøntsager og sidde og sludre med familien, når jeg er kommet hjem – og bare drysse tiden væk.

– Men lad mig anbefale en bog, jeg faktisk fik læst sidste sommer, som hedder ”Klara og solen” og er skrevet af den japansk-britiske forfatter Kazuo Ishiguro. Den er virkelig skøn og letlæst og tankevækkende.

Hvordan ser din sommergarderobe ud?

– Lang og flagrende. Jeg er ikke sådan en, der går i pencilskirt og habitjakke på arbejde. Jeg har som regel kjole på. Men i ferien bliver det lidt mere boheme, der kommer lidt flere halskæder på, og man vil også kunne se lange, flagrende ærmer.

Bedste sommersang?

– Den med Love Shop: ”En nat bliver det sommer”. Det er et dejligt og nostalgisk nummer.

Fortsæt sætningen: ”Det har ikke været sommer, før jeg …”

– … har haft fornemmelsen af, at dagene er lange, og jeg kan tillade mig at smøle dem væk.

Hvad tænker du om: ”Der findes ikke dårligt vejr, kun forkert påklædning”?

– Formelt set er det nok rigtigt. Men det ville da være skønt, hvis solen skinnede om dagen, og regnen regnede om natten.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 29, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også