Da Heidi blev skilt, væltede det ind med invitationer: “Nogle gange har man også bare brug for et kram”

Da Heidi Hjort blev skilt for to år siden efter ti år som en del af en sammenbragt familie på seks, blev hun ramt af både sorg og ensomhed. Selvom ensomheden føltes kraftig, så førte den også en særlig drivkraft med sig.

For selvom skilsmisse ofte bliver betragtet som en livskrise, der medfører mistrivsel, har en række kvinder for nylig delt med femina, hvordan deres skilsmisse gav dem nyt mod og frihed.

En af dem er Heidi Hjort.

– I starten af min skilsmisse følte jeg mig meget alene. Men da den første sorg havde lagt sig, fik jeg sådan brug for at være sammen med nogen, der kunne give mig et voksent socialt samvær, og som kunne fylde det hul ud ens børn ikke nødvendigvis kan.

– Og så eksploderede mit netværk. Det var som at trykke på en ketchupflaske.

Sociale medier som talerør

Heidi har egentlig altid været socialt anlagt. Smalltalk og tilfældige møder med nye mennesker har altid været nemt for hende, uanset om det har været på arbejdspladsen, til crossfit eller gennem bekendte hun er stødt ind i.

Men da hun fandt sammen med sin eksmand, var det som om, der blev mindre og mindre af det sociale samvær.

– Pludselig indgik jeg i en symbiose med en mand, og behovet for at være social blev mindre. Jeg havde en at bonde med, og når man også har børn, er der nok at se til, siger hun og tilføjer:

– Man går jo også på kompromis, når man er sammen med et andet menneske, fordi der både er ens egen familie, men der er jo også en andens familie, der skal plejes.

Hvis Heidi var til træning, var det for at holde formen - ikke for at udvise entusiasme for fællesskabet. Hendes andre hobbyer som eksempelvis at strikke foregik derhjemme, og når hun var social var det ofte til parmiddage eller -selskaber med andre par og familier.

Alt det står i kontrast til det sociale liv, det er lykkedes hende at skabe efter sin skilsmisse. Et lille år efter sin skilsmisse begyndte Heidi at tale højt om de følelser, der trængte sig på - både de svære og de mindre svære.

Hun brugte sine sociale medier som sit talerør, og snart begyndte kaffeaftaler og invitationer til sociale arrangementer at tikke ind i indbakken. Langt størstedelen var fra kvinder, der stod samme sted i livet som hende selv: fraskilte og med et stort behov for socialt samvær, og ikke mindst en længsel efter veninderelationer med ligesindede, der kunne give trøst, tryghed og kram i hverdagen.

For Heidi vidnede det ikke bare om, at der var mange, der kunne spejle sig i livet som nyskilt og savnet efter et tættere netværk, men også om at vi er for dårlige til at tale om det, der gør ondt, og som kan være svært, når man kommer ud på den anden side af et ægteskab og føler sig alene.

– Det handler ikke kun om at bruge sit netværk, hvis man skal have hjælp til at flytte, det handler om også huske at spørge, om man skal drikke en kop kaffe.

– Selvom jeg har flere veninder, der bor langt væk, så handler det for mig også om at mødes med nogen i hverdagen og vide, at de har min ryg. Nogle gange har man også bare brug for et kram og at blive trøstet - også som voksen.

Ligesom at date

Heidi begyndte at arrangere fester for sine veninder, deres veninder og venindernes bekendte. Ordet spredte sig, og somme tider kunne de være op til tyve kvinder til Heidis fester - mange af dem fraskilte.

– Det var egentlig ikke fordi, mænd ikke måtte være med, men for mig handlede det også om at netværke med nogen, som kunne give mig noget “som kvinde”, fortæller Heidi.

Udover at det kræver tid at udvide sin omgangskreds, så kræver det også mod. Man skal turde sige ja og springe ud i tingene – også de ting, der i første omgang føles grænseoverskridende. I Heidis tilfælde eksempelvis “fri dans”, hvor man lader kroppen fortælle en, hvad man skal.

– Det var svært for mig at være i, fordi jeg aldrig havde prøvet det før. Men jeg kunne bare godt tænke mig at møde det menneske, der havde inviteret mig og tilbringe tid med hende, siger Heidi og fortsætter:

– Jeg har også sagt ja til at mødes med en kollega, der inviterede mig på kaffe, fordi hun også lige var blevet skilt. “Skal vi lige pludselig til at være private?” tænkte jeg, og der handler det jo om at springe ud i det og se, hvad der sker. Det er ligesom at date på en måde - bare med venskab.

– Det er der, jeg lever

Selvom Heidi også havde et stabilt (omend mindre) netværk, da hun var gift, så bruger hun det netværk, hun nu har fået bygget op, på en helt anden måde i dag.

– Når man mødes i par, bliver det mere et “selskab”. Man spiser noget mad og spiller et spil, men man når aldrig ind til det, der godt kan gøre lidt ondt. I dag ved jeg, at hvis jeg tør snakke om det, der gør ondt, så bliver jeg grebet af mit netværk.

– Mit netværk betyder alt. Det er der, jeg lever. Vi tør være sårbare i hinandens liv, vi kan både græde og grine og komme lidt dybere. Vi tør ringe til hinanden, når vi har brug for at snakke eller græde, og så er der bare en, der er der og lytter.

– Det gør man jo ikke, når man sidder til et selskab og spiller Hint med sin partner.

Skilsmissen har især lært Heidi, hvor stort hendes sociale behov er - og ikke mindst, at der ikke skal lægges låg på det. Fordi selvom det kan være tidskrævende at pleje ens omgangskreds og skabe nye venner, så er det det hele værd - også i relation til hendes børn.

– Det kommer også dem til gode, at mit sociale liv bliver fyldt op et andet sted. Det er jo ikke deres ansvar at gøre mig glad. Det er jo mit eget - og så kan den glæde forhåbentlig smitte af på dem.

– Jeg har fundet hjem til den, jeg egentlig altid har været.