BK Femina og prins Henrik
Liv

Blev kaldt "husmødre" på fodboldbanen - Inge og Anne-Marie har gjort mere for kvindefodbolden, end de aner

af Amanda Steensgaard 31. august 2020
Foto: Marie Hyld
For 50 år siden blev Boldklubben Femina uoficielle verdensmestre. Dengang delte ”de lyse danske fodboldpiger” vandene i medierne og var uvelkomne i DBU. Det fortæller de pensionerede spillere Inge og Anne-Marie, da vi møder dem til et slag Whist i de gamle klublokaler.

Sport er ikke det, vi skriver mest om på her på femina. Vi gjorde det engang, men det var dengang, der var sportsjournalister på redaktionen.

I slutningen af 1950’erne skrev Alf Mørkeberg en ugentlig spalte om kvindesport, hvor han introducerede læserne for både traditionelle og mere ukendte sportsgrene.

Blandt andet skrev han en del om fodbold, men der var ikke mange kvindelige spillere at portrættere. Måske, fordi der i medierne og hos DBU herskede en idé om, at kvinder var notorisk dårlige til fodbold.

Den antagelse ville Alf Mørkeberg dog gerne udfordre, så han tog en runde i huset og hørte de kvinder, han mødte på sin vej, hvorfor de ikke spillede fodbold. Og om de havde lyst til at være med på et nyt kvindehold.

 

En af de unge kvinder, han spurgte, var tilfældigvis på rundvisning i Aller. Hun spillede i forvejen håndbold, men ville gerne prøve fodbold, fortæller Inge Kristensen, der selv blev en af de første spillere på fodboldholdet.

 – Dengang spillede jeg håndbold på samme hold som hende, og til en træning fortalte hun, at der var en journalist, der havde spurgt hende, om hun kendte flere piger, der havde lyst til at spille fodbold. Det syntes jeg da kunne være sjovt at prøve, siger Inge.

Alf Mørkeberg fik efterfølgende arrangeret et møde, hvor der kom fem-seks piger fra Inges håndboldklub og derudover et par kontormedarbejdere fra Aller. Det resulterede i, at Boldklubben Femina, også kaldet BK Femina, blev stiftet i Allers kantine i Valby i 1959 med støtte fra ugebladet femina.

Elleve år senere blev BK Femina uoficielle verdensmestre ved VM i Italien.

Og i år er det altså 50 år siden, at Inge var med til at sikre guldet. Men det var ikke uden kamp på hjemmefronten, at hun kun udleve sin fodbolddrøm.

 – Mine forældre var gammeldags, så det var ikke nemt at få lov til at spille fodbold, fortæller hun.

Anne-Marie Berg (tv.) og Inge Kristensen (th.) er 76 og 78 år og har spillet fodbold sammen, siden de var teenagere. I dag er bolden dog udskiftet med kortspil.

Skulle spørge far om lov

Inges far mente bestemt ikke, at fodbold var en pigesport, og i første omgang fik hun nej til at træne med det nyopstartede hold.

 – Jeg var ked af det, men jeg ville ikke give op, så jeg forsøgte at få min mor til at overtale min far. Det endte med, at han tog ud og så en af holdets første kampe, og bagefter sagde han: ”Nå men de spiller sgu da meget godt”. Det kom åbenbart virkelig bag på ham, men derefter fik jeg lov, siger Inge.

I dag er hun den ældste nulevende fra fodboldholdet og selv om spillerne fra BK Femina for længst er holdt op med at løbe på græs, samles mange af damerne stadig. Nu er det bare ikke om en bold, men om kortspil, rødvin og røverhistorier. Kvinderne mødes en gang om ugen i deres gamle klublokale i Gladsaxe.

Det har de gjort de sidste 20 år, og denne torsdag er ingen undtagelse.

LÆS OGSÅ: Otte gange Sofie Linde var en kæmpe boss og sagde det, vi alle havde brug for at høre

 – Til kort er vi seks-otte stykker. Det svinger lidt, for den ene har fået dårlig hofte, og den anden bor et stykke væk. Men vi holder jo sammen, fordi vi har været igennem så meget, siger Anne-Marie Berg.

Hun var også en del af holdet og blev rekrutteret af Inge et år efter BK Feminas opstart. Til Anne-Maries held blev det en noget mere gnidningsfri entré end Inges.

 – Jeg har altid fået lov til at spille med drengene i skolegården, og jeg spurgte faktisk slet ikke mine forældre, om jeg måtte gå til fodbold. Jeg var nok lidt rebelsk, siger hun.

Men ”at få lov til at spille med drengene” er alligevel noget, de begge nævner som atypisk for 50’erne og 60’erne.

 – Jeg har aldrig spillet med drengene, siger Inge.

 – Fodbold var deres sport, men da jeg begyndte at spille i Femina, var det ikke længere noget med, at vi bare var ”tøserne”. Der behandlede trænerne os med respekt. Men DBU og nogle af medierne havde svært ved at acceptere, at vi kvinder godt kunne spille fodbold.

”Jeg vil ikke se fodboldpiger i Idrætsparken”

Det til trods var det svært at modbevise kvindernes talent. BK Femina var det tætteste, man kom på et dansk kvindelandshold, og med ugebladet i ryggen fik de sponsoreret både tøj og rejser og kom flyvende fra start.

Efter tre år trak Aller dog sin økonomiske støtte, men det fik ikke holdet til at falde fra hinanden. I 1970 blev BK Femina uofficielle verdensmestre efter en 2-0-sejr over Italien, og igen i 1971, hvor de vandt 3-0 over Mexico.

I dagens anledning har Inge og Anne-Marie været i gemmerne og fundet scrapbøger med billeder fra begge dele.

Der er også billeder af en ung prins Henrik, der giver håndtryk til de unge kvinder i 1971, og der er artikler med overskrifter som ”Mexicanere kan ikke stå for de lyse danske fodboldpiger”, ”De har flotte ben, men kan de også spille fodbold?” og ”Jeg vil ikke se fodboldpiger i Idrætsparken.” Sidstnævnte citeret fra DBU’s forhenværende formand Vilhelm Skousen.

 – Vi har haft nogle gode år og oplevet en masse. Det var sjovt at hilse på prins Henrik, og vi spiste endda frokost med ham og Margrethe på ambassaden i Italien. Ikke ved samme bord, men alligevel, siger Inge.

 – Der var altid presse på, når vi var ude, og nogle medier var bestemt positive. Men der var altså også dem, der ikke brød sig om os, tilføjer Anne-Marie.

Prins Henrik trykker Anne-Maries hånd.

Hun kigger på de nedladende overskrifter, der ligger fordelt i et patchwork på bordet foran hende. Som kontrast hænger der sejrsfotos rundt i lokalet, og der er malet "Femina" med store, røde bogstaver på væggen.

 – Vi kunne jo ikke gøre så meget ved det. Vi prøvede bare at sige, at journalisterne ikke var for kloge, og at DBU var arrogante og uinteresserede i kvindefodbold, siger Anne-Marie og slår en latter op.

Den, der ler sidst, ler bedst.

Siden har forbundet undskyldt over for klubben, og i dag er BK Femina optaget i DBU’s ”Hall of Fame”. Men pokalen fra VM-sejren i Italien står udstillet på Fifas museum i Schweiz.

 – DBU skulle i hvert fald ikke have den, når nu de var uden interesse i så mange år. Men Fifa var meget interesserede, så de har fået lov at passe på den, siger Anne-Marie.

 – Hele holdet var faktisk inviteret til Zürich for at se pokalen, i anledning af at det er 50 år siden, vi vandt. Men så kom corona, så nu må vi se, om vi kommer afsted på et andet tidspunkt, siger Inge. 

Anne-Marie Berg. 

Flere piger tør satse på fodbold

DBU anerkendte ikke kvindefodbold før 1972, og pressen vinklede generelt kønsstereotypt i de år, Anne-Marie og Inge spillede.

Blandt andet refererede Politiken VM-finalen i Italien med ordene: “Italienerne har med øjnene klædt de blonde danske fodboldkvinder af til skindet i den tid, de har været i Italien – og det kan pigerne vel næppe have haft så meget imod i denne bagende varme.”

 – Det var selvfølgelig ikke i orden, men generelt lagde jeg ikke så meget i overskrifterne, siger Inge.

Anne-Marie tilføjer:

 – Forhåbentlig er forholdene for kvinderne blevet bedre siden dengang, vi spillede. Jeg tror, det går den rigtige vej.

LÆS OGSÅ: Moeisha er sort, muslimsk transkvinde og flygtning: "Vi har stadig meget at kæmpe for"

Der er sket meget med kvindefodbolden i løbet af de sidste 20 år. Det mener den danske landsholdsanfører Pernille Harder, der for nyligt blev kåret som årets kvindelige fodboldspiller i Tyskland.

Hun har netop udskiftet klubben Wolfsburg med Chelsea, og det har givet hende titlen som den dyreste kvindelige fodboldspiller nogensinde. 

Pernille Harder blev købt for 2,6 millioner danske kroner - nogenlunde det samme som Lionel Messi tjener om dagen. For nylig blev anføreren for det danske herrelandshold, Simon Kjær, solgt til AC Milan for 26 millioner danske kroner.

Interessen er vokset, og flere piger og kvinder tør nu satse på en karriere inden for sporten, siger hun. Men kvinderne står stadig i skyggen af mændene.

 – Der bliver heldigvis givet flere midler til kvindefodbolden i dag end tidligere, men der mangler stadig støtte og mediedækning. Især i Danmark. De store klubber som Wolfsburg, Bayern og Chelsea investerer mere i deres kvindehold, og der er generelt stor interesse for danske spillere i udlandet, siger hun. 

Pernille Harder mener, at de danske ligaer risikerer at miste deres bedste spillere, hvis ikke de følger med udviklingen uden for landet.  

– Vi skal kunne tilbyde lige så gode træningstider, træningsbaner, trænere og oplevelser på pigesiden i fodbold, så deres udvikling ikke sættes i stå. Der er fortsat vej for de danske klubber, men jeg tror på, at det er blevet bedre siden jeg spillede hjemme, siger Pernille Harder.

Fotoet er taget i 1961, to år efter Boldklubben Femina blev stiftet. Inge Kristensen står bagerst (1. tv.) og Anne-Marie sidder på hug forrest i midten.

Bold, børn og balance

I dag er Pernille Harder et forbillede for mange, fordi hun kæmper for ligeløn og lige rettigheder for kvindelige fodboldspillere. For 50 år siden, var det Inge, Anne-Marie og resten af Femina-holdet, der gav piger med fodbolddrømme håb.

Selvom de er stolte af det, de har præsteret, er de ikke typerne, der soler sig i berømmelsen.

 – Jeg har faktisk aldrig tænkt over det med at være et forbillede, siger Inge.

 – Det har jeg heller ikke. Men jeg synes, det er sjovt og dejligt, at vi bliver anerkendt for noget, vi har startet op og lagt kræfter i nu, hvor det er 50 år siden, siger Anne-Marie.

 – Vi gik virkelig op i det. Om det haglede eller sneede, så var vi der, indskyder Inge.

 – Ja, og os med børn havde dem jo bare med til kampe og træning. Det, tror jeg egentlig, de syntes, var meget hyggeligt, siger Anne-Marie.

Hver torsdag spiller det nu pensionerede fodboldhold kort på Gladsaxe Stadion. Det har de gjort de sidste 20 år.

Kvinderne fik det med andre ord til at fungere. De er enige om, at det ikke var mere besværligt, end de selv gjorde det at balancere arbejde, børn og fodboldtræning.

Men for dagbladene var det store tema, at ”husmødrene” var kommet på græs. ”Husmor på 29 år er stjerne på fodboldbanen, mens manden må sidde hjemme." skrev Ekstra Bladet eksempelvis om en af kvinderne på holdet.

 – Selvfølgelig gav det også lidt besvær, men min mand var god til at hjælpe til og passe vores datter, når jeg spillede, siger Anne-Marie.

Hun var på barsel med datteren Joan under VM-sejren i Mexico og måtte heppe på holdet hjemmefra. Men så snart hun var gammel nok, kom Joan med til kamp.

 – Jeg kan huske engang, hvor jeg havde min datter med. En af de andre spillere havde også sin jævnaldrene datter med. De sad og fulgte med fra sidelinjen, men pludselig råbte Joan: ”Moar, jeg skal tisse!”. Da jeg havde hjulpet hende, gik der ikke fem minutter, og så råbte Puttes datter: ”Moar, jeg skal tisse!” Men vi var jo så overlegne. Vi vandt 10-0 alligevel.

Blev I ikke provokerede over, at aviserne fokuserede så meget på, at I var ”husmødre”?

 – Det ved jeg ikke. Jeg er ikke så sart, siger Inge.

 – Det er jeg heller ikke. Det er ikke det, der hidser os op. Vi har jo haft en virkelig god tid med Femina og fodbold, siger Anne-Marie.