Anna Grethe Bjarup Riis
Interview

Anne-Grethe Bjarup Riis: "Det var et wakeup-call, da Gilbert blev syg"

23. december 2021
af Tine Bendixen
Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann, PR
Det mørkeste sætter sig i vores kroppe, siger Anne-Grethe Bjarup Riis. De seneste år har hun taget livtag med tilværelsens svære temaer. Både arbejdsmæssigt og privat. Hun har lært at gå ind i kriserummet. Og hun tør tale om det, som er derinde.

Den nye, strømlinede, rosa veloursofa virker nærmest symbolsk: Som en del af en slags livsgenopretning.

Anne-Grethe Bjarup Riis fandt sofaen i Aarhus. Den flyttede ind i Østerbro-lejligheden og erstattede den gamle sofa, der havde set for meget, hørt for meget og med sine pletter og skrammer mindede om det liv, der har været.

Som hverken Gilbert, Yrsa, Osvald, Bo eller Anne-Grethe vil have tilbage.

Anne-Grethe har i de seneste år i både privatlivet og arbejdslivet taget livtag med tilværelsens svære temaer og vores evne eller især mangel på samme til at bearbejde dem.

Der er dokumentarfilmen om sønnen Gilberts hårde cancerforløb, og hvordan det var på nippet til at knuse familien.

Der er bogen "I Guds Rige", hvor hun med en blanding af fiktion og virkelighed fortæller historien om Gilberts sygdom, hvilket fører hende tilbage til sin egen midtjyske barndom med svigt og fortrængninger.

Og nu er der filmen "Hvidstengruppen II: De efterladte". Opfølgeren til "Hvidstengruppen", der sluttede med, at mændene i modstandsgruppen under 2. verdenskrig blev taget af tyskerne og slået ihjel.

Den fortæller kvindernes historie.

– Det er bestemt tiltrængt, for kvinderne er ikke i vores historiebøger. Vi fokuserer på kvinderne i Hvidsten: Tulle, Gerda, Bitten og Gudrun og alle mulige andre kvinder, der heller ikke er kommet ind i historien.

– Der var sågar nogen, der sagde til mig: "Hvordan kan du lave en toer? For mændene HAR jo ligesom kæmpet for Danmark. De gav deres liv; hvad mere er der at snakke om?" Hahaha!

– Der er det at snakke om, at kvinderne har kæmpet lige så hårdt. Tulle Fiil skjulte jøder. Monica Wichfeld, som Ellen Hillingsø spiller, kørte med sprængstoffer.

Anne-Grethe Bjarup Riis

55 år, filminstruktør og forfatter.

Gift med Bo Mortensen, som hun har børnene Yrsa og Gilbert med. Har også en voksen søn, Osvald, fra et tidligere forhold.

Aktuel med filmen "Hvidstengruppen II: De efterladte".

– Man tror, at kvinderne har siddet i hjemmene og lavet lidt natmad og gjort lidt modstand, for vi har en kultur, hvor det var kvinden, der skulle være hjemme, og manden, der skulle ud at sprænge jernbanen i stykker.

– Men rigtig mange kvinder har været lige så meget ude som mændene. Jeg SIGER dig nogle historier. De har været fantastiske, de kvinder!

Det har også ligget i vores kulturforståelse, at man "nok ikke henrettede så mange kvinder" under 2. verdenskrig, siger Anne-Grethe, men:

– Det kan jeg love dig for, at man gjorde. De blev henrettet i de tyske fængsler. Jeg vidste det heller ikke selv før.

Fortrængning

Filmen udspiller sig for 75 år siden, men er sørgeligt højaktuel i en verden med krig, terror og flygtninge. Under optagelserne "tudbrølede" Anne-Grethe og skuespillerne hver eneste dag.

Ved hjælp af gamle breve, interview og dagbøger har hun skabt et troværdigt og rædselsvækkende billede af, hvad danske kvinder i tyskernes varetægt blev udsat for under 2. verdenskrig.

Jeg tænker meget over, hvordan vi mennesker kan være så onde. Hvordan kan man få alle de mennesker med på den? Det er det med flokdyret og mobning. Det er en forfærdelig tendens, der ligger i os mennesker, om ikke at blive udstødt.

Vold, overgreb, sult. Det var absolut også et liv, de ikke ville have tilbage. Men det blev siddende i dem. Ofte som fortrængning.

– Vi gemmer jo på tingene. Det med, at tiden læger alle sår, er ikke nødvendigvis en sandhed. Fra de beretninger, jeg har læst fra fanger i fængsler og kz-lejre, kan jeg se, at det vokser og vokser og vokser.

– De kan ikke få det ud, og så popper det ud som mareridt. Det er i virkeligheden det samme, jeg beskæftiger mig med i min bog "I Guds Rige": At vi simpelt hen ikke har lært at gå ind i det kriserum.

– Jeg tror også, at krigen gjorde sit til, at folk kom ind i det der overlevelsesrum. Jeg tænker meget over, hvordan vi mennesker kan være så onde. Hvordan kan man få alle de mennesker med på den?

– Det er det med flokdyret og mobning. Vi er bange for at blive udstødte. Vi vil gerne være oppe på tømmerflåden, og så kan det andet være ragnarok omkring os.

– Det er en forfærdelig tendens, der ligger i os mennesker om ikke at blive udstødt. Vi går langt, ikke?

Hvad er ondskab for en størrelse?

– Det må du sgu nok spørge om! Ondskab … Vi ved jo, at det ligger i os. Der ligger noget ondskab inden i os og noget godhed. Det er vel derfor, vi har lavet begreberne Gud og Satan.

– For at få et billede på alt det, der sker inden i os og rundt om os. Jeg læste et interview med en, der havde været i kz-lejr, som sagde: "Der er ondskab i os alle, men lad den aldrig slippe ud". Han havde set ondskab.

Anna Grethe Bjarup Riis

Mange af de tyske kvinder i filmen er sadister?

– Ja, men ved du hvad, vi har skruet ned. Det, vi har læst, er fuldstændig forfærdeligt. Vi har simpelt hen taget nogle ting ud. Når fangerne går gårdtur i filmen, er der noget prygl.

– I virkeligheden pryglede de jo ihjel med deres knipler og deres pisk, men vi viser det ikke; vi lader det ske i et rum ved siden af kvindernes celle, for vi kan ikke se på sådan noget.

– F.eks. var modstandskvinden Grethe Jensen, der på et tidspunkt sidder fængslet sammen med Tulle, til forhør i Shellhuset. Hun skulle afsløre, hvilke netværk hendes mand var i. Det ville hun ikke, så tyskerne smadrede alle tænder på hende og brækkede hendes næse.

– Men vi kan ikke holde ud at se på en kvinde, der sidder med stumper i munden i filmen. Så vi har skruet ned. Det er helt sindssygt, hvad der har været af sadisme. Og det med at få taget børn fra sig – det skete 100 procent.

– Jeg har tygget mig igennem det meste af den tykke bog "Dødens Bolig". Børnene blev taget fra de indsatte kvinder – til forsøg. Puuh!

Magt

En sigende scene i filmen: Kvindefangetransport i en kreaturtogvogn. I dagevis. Uden mad og vand. De kvindelige fangevogtere i vognens ene ende mæsker sig. Fangerne får intet.

På et tidspunkt tigger en fange om vand. Og en af vogterne nyder at kaste nogle få dråber mod fangerne, som desperate forsøger at fange dem med munden.

Den lille magt?

– Ja. Det er jo ikke sådan, at der står en højere magt og giver dem medaljer for at være sådan. De gør det, fordi de kan. Det er jo helt vanvittigt.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Hvordan ville du selv reagere i krig?

– Hvis der var krig i Danmark? Hold da kæft – det kan jeg ikke svare dig på. For man har jo lyst til at se sig selv i et billede, der hedder, at “JEG vil blive den VILDESTE modstandskvinde”. Hahaha.

– Det er det billede, vi ser af os selv. At jeg da vil være på det fede hold. Men jeg ved det ikke.

I en flykapring?

– Det ved jeg sgu heller ikke. Enten ville jeg kravle ned under sædet, eller også ville jeg dolke kapreren i nakken. Jeg ved det ikke.

Det er derfor, jeg spørger dig om mod.

– Ja. Det har jo en pris at være modig. Nu tænker jeg ikke lige liv og død, men det har en pris at stille sig op og være modig. Og det er så let ikke at være det. Jeg ved ikke, hvordan jeg ville reagere.

– I Danmark er vi jo også nogle, der godt kan lide det komfortable. Det ukomfortable må andre ligge og rode med. Vi betaler aflad til Røde Kors, så vi kan beholde billedet af os selv: Vi er gode.

– Men der er noget generelt forkert i vores verden, og jeg tror på det vigtige i global viden om, hvordan verden er skruet sammen, fordi det gør, at man reflekterer over sin egen tilværelse.

Anna Grethe Bjarup Riis

– Det andet gør os syge. Det gør os syge, at vi skal bruge så meget energi på at holde alle de grimme ting væk for bare at kunne trække vejret og for at kunne synes, at man selv er okay.

– "Skal vi ikke snakke om de små fattige børn, der kravler rundt nede i Indien? Nej, DET skal vi ikke snakke om. Hvad skal du have med fra Meyers Bageri?" Det er jo grotesk. Vi lever simpelt hen i en boble.

– Jeg så Enhedslistens valgplakat op til kommunalvalget. Der stod et eller andet med "Fattigdom skal være fortid". Jamen, i andre lande DØR folk af sult hver eneste dag.

– Vi bare æder og har fedmeproblemer og skal på den og den kur og smider mad væk. Det er grotesk. Det er til at skrige over.

Parterapi

Nældens rod. Anne-Grethe er sådan en, der ufortrødent griber om den, selv om hun brænder sig. Hun siger ting råt for usødet. Også om sig selv. Det er måske derfor, hun kan slippe af sted med at tale om alt.

Set i bakspejlet har jeg heller ikke selv været der for min søster, som har været i en kæmpe krise, for jeg kunne ikke finde ud af at være der.

Når man har stået i krise til halsen, ved man også, at det er den eneste måde at redde sig i land på. Hun er blevet meget bedre til at gå ind i kriserummet, efter sønnen Gilbert har været syg.

Hvor tæt var du selv på at gå i stykker?

– Under Gilberts sygdom? Jamen jeg var fuldstændig ude at s … Vi var så tæt på, at det hele ramlede sammen. Vi lapper stadig på det.

Ægteskabet?

– Ja. Og Yrsa, der er i terapi. Osvald har også været i terapi. Og de har gået i sorggruppe. Og Yrsa i søskendegruppe. Gilbert i cancergruppe.

– Bo og jeg går på anden omgang parterapi, fordi det bare splintrede alting. Det er faktisk et mirakel, at vi kan holde sammen på det og gudskelov for det, for vi får det da bedre og bedre.

Anne-Grethe refererer til en undersøgelse, som Egmont Fonden har lavet: I familier med voldsom krise og sygdom er skilsmisse langt nærmere reglen end udtagelsen. Og 80 procent mister familie og venner.

Hvad det sidste angår, siger hun, er der noget underligt i os mennesker – i hvert fald i nogle af os – som stritter imod, når andre mennesker er i krisesituationer.

– Set i bakspejlet har jeg heller ikke selv været der for min søster, som har været i en kæmpe krise, for jeg kunne ikke finde ud af at være der. Jeg tænkte: De klarer sig.

– Og min veninde fik modermærkecancer, og jeg tænkte, hun skal være sammen med dem, der er helt tæt på. Men jeg var sgu da også tæt på min veninde, og jeg kom heller ikke.

– Jeg kan love dig for, at det var et "wakeup-call", da Gilbert blev syg. DA så jeg det. De skulle have stået i en ring rundt om ham. Det gjorde de ikke.

Anne Grethe Bjarup Riis

Svigt

Der er en hund, der skal tisse. Anne-Grethe har glemt at gå med den, taber lige tråden, finder den igen og siger:

– I "I Guds Rige" undersøger jeg også, hvorfor vi ikke kan være i det kriserum. Da jeg stod oppe på Rigshospitalet, og der ikke kom nogen, begyndte jeg at undersøge: Hvad er det for en familie, hvad sker der, hvad er det for en kultur?

– Min mor kom aldrig op på Rigshospitalet. Hun kom herhjem, et halvt år efter Gilbert var blevet syg. Han havde været ved at dø to gange. Så stillede hun her til min 50-års fødselsdag.

– Jeg har haft skyld og skam over at sige det højt, men det er jo MIN familiehistorie. Det er ikke noget med, at "så er hun dum". Jeg prøver at undersøge, hvad i alverden det er, der sker. Hvorfor kommer de ikke og besøger mig?

– Det svigt stak direkte ned i min barndom. Jeg havde tænkt, jeg skulle skrive en roman om min barndom i Søby, for det var så sjovt derude.

– Men da alt det sjove begyndte at rasle af, og svigtfølelsen gik direkte ind – så var der nok noget mere, der lå under det gulvtæppe i barndommen. Der lå en masse svigt.

– Så gik jeg ned i min mors og min fars barndom, og det var jo endnu værre. Det går ned igennem vores generationer. Ikke kun svigt, men også det med at tie stille og flokkes og hægte sig på. Alle de ting ligger i vores dna.

Hvis jeg stillede for mange spørgsmål, var jeg for næsvis, for det havde min mor lært hjemmefra. Hvis jeg sagde hende imod, kunne jeg lige blive nappet lidt i den tynde hud under armen. Så skulle man nok tie stille.

Hvad fandt du under gulvtæppet?

– Der er ikke andet end fortrængninger og svigt, som man lever med. Det er blevet til flygtige anekdoter. "Jeg mistede jo også Marianne. Hun blev kun syv timer." Så snakker vi ikke mere om det.

– "Nå, men Marianne blev heller ikke engang døbt. Hun ligger bare dernede på den der græsplæne." Så snakker vi ikke mere om det. Hvis man fik noget at vide, var det på sådan en nem måde.

– Hvis jeg stillede for mange spørgsmål, var jeg for næsvis, for det havde min mor lært hjemmefra. Hvis jeg sagde hende imod, kunne jeg lige blive nappet lidt i den tynde hud under armen. Så skulle man nok tie stille.

– Vi bliver jo oplært i det. Men vi skriver 2022 lige om lidt. Vi er simpelt hen nødt til at snakke om det og ryste de gamle mønstre af os.

Hvad siger din mor til din åbenhed?

– Jamen, det har været krise. Hun syntes jo, det var forfærdeligt. Men hun syntes også, at det satte hende fri. Hun fik en undskyldning, som hun kunne bruge.

– For hun har jo også selv tænkt, hvorfor har jeg ikke steppet op og været der?

Tabubelagt

Anne-Grethe blander i sin bog virkelighed med fiktion for at give de mennesker, hun skriver om, "en bagdør".

– Så ved ingen, om det er noget, jeg har fundet på, eller noget, der er rigtigt. Men det er ikke ensbetydende med, at det er let. Jeg ser jo ikke min søster. Det gør jeg jo ikke … Men jeg synes, at man har lov til at skrive om sit liv.

– Og min mission er lige præcis ikke at sige, at "så var den person så og så dårlig". Min mission er i tilgivelsens og undersøgelsens kontekst: Hvad pokker sker der med os, når det og det sker, og hvorfor sker det? Grave, grave, grave.

– Jeg får mails og beskeder hver eneste dag fra folk, der skriver: "Du skriver om MIG. Jeg føler mig ikke alene mere."

– Jeg skriver også om mig selv og alle de tabubelagte handlinger, man foretager sig og tænker i en krise – som man slet ikke må snakke om. Jeg tror, vi skal snakke om det.

Anna Grethe Bjarup Riis

Hvad er det modigste, du har gjort i dit liv?

– Det er nok at skrive den bog. Det er en skelsættende begivenhed. Både krisen med Gilbert og alle de der efterrationaliseringstanker og undersøgelser har betydet, at der er en større tilgivelse i mig.

– At jeg ser mine medmennesker både i et mørkt og et lyst lys og ved, at der er en bagage, vi alle sammen slæber på, og det skal man kunne håndtere og tilgive for at få fred med sig selv.

– Jeg har fået en større rummelighed, en større evne til tilgivelse, men har også lært, at jeg ikke skal beskæftige mig med ting, som ikke har værdi for mig.

– Det er også derfor, jeg gerne ville lave den her film om kvinderne og de efterladte, for den taler direkte ind i alle de flygtninge, der er omkring os: Hvad fa’en har de været igennem?

– Alle de ting, der skete dengang, foregår også nu. Men vi er så hurtige til at sige, at de "fandeme ikke skal komme herop", og de bliver sendt hjem.

– Vi kan heller ikke selv invitere dem, så kollapser hele vores land, men hvad skal vi gøre med dem? Vi har jo en struktur, hvor vi ikke rummer vores globale kriser. Der er jo ikke nogen redningsplan globalt.

Forsømt

Anne-Grethe vælger at tro på, at de erfaringer, vi alle i større og mindre grad får med både godt og ondt i vores liv, gør os lidt bedre til at se på andre mennesker med større mildhed. Og på sig selv.

– Jeg kan i hvert fald mærke med mig selv, at når man har været et sted, som er så mørkt, gør man sig altså umage med livet. Så jeg håber, at den erfaring gør, at det bliver et bedre liv.

– En ting, man kan sige om de kriser og smerter, vi bærer på, er, at vi ikke skal bære dem alene. Efter det gik helt ned herhjemme, gik Bo og jeg over til præsten på Rigshospitalet og sagde: "Vi kan ikke mere."

– Så sagde han: "Jamen, I er jo forsømte." Og så kunne han sige: "Delt byrde er lettere byrde." Det er bare et mantra, vi har nu. Vi bliver nødt til at hjælpe hinanden med de tunge ting, som vi skraber sammen i livet.

– Vi kan ikke gå med dem alene. Det er det, det har gjort ved mig: At vi sgu skal hjælpe hinanden med at bære.

Jeg havde det sådan, at man bare kunne dulme sig i vin. Enten skulle jeg sidde her ved køkken-bordet og drikke mig en lille brandert på for at få det hele til at falde ned. Eller også kunne jeg løbe skrigende rundt nede ved Søerne.

Elsker du og Bo hinanden?

– Ja, det gør vi.

Men man kan blive så presset, at man kan blive i tvivl?

– Jamen, det har vi da også været – vi har været ved at gå fra hinanden. Men der havde jeg det også bare sådan: Skal mine børn først udsættes for vores cancerhelvede og dernæst trækkes igennem en skilsmisse? No way!

– Så det der parforhold måtte jeg simpelt hen arbejde med. Og tak for, at vi gjorde det og har kæmpet for det. Tak, fordi vi holdt fast i hinanden og er ved at komme ud i lyset igen.

– Lige inden du kom, tænkte jeg: "Jeg er et godt sted. Det er godt, at vi bliver ved og ved at arbejde med det." Det er blod, sved og tårer. Men der er jo nogle, der ikke kan det. Nogle, hvor der er sket for meget. Og nogle, hvor der ikke længere er en kærlighed.

Der er en slags parallel til filmens univers. Før og efter krisen. Efter krigen vendte nogle tilbage, men ikke som sig selv. Ofte med PTSD. Og i nogle tilfælde til et helt andet liv.

– Nogle steder har der været en kærlighed, nogle steder har der ikke. Nogle gange er de kommet hjem til en helt anden familie, fordi familien ikke havde troet, de kom hjem.

– Der ligger rigtig meget i den der forfærdelige adskillelse. Med alle de efterladte kan man spørge sig selv, om de betalte den højeste pris? At miste sit liv er selvfølgelig den højeste pris.

– Men … det at have været igennem det helvede, som de har været igennem og skal leve med og opleve? Hvad har det så af omkostninger?

Yrsa kan ikke komme “ned” igen. Og det tror jeg måske heller ikke, de kunne – dem, der oplevede alle de ting i forbindelse med krigen. Der er en vanvittig parallel til at have oplevet de ting og overlevet.

– Som for Gudrun, der havde gået derhjemme og passet sin egen datter og barnebarnet efter at have mistet mand, søn og svigersøn og selv også havde to piger, som tyskerne havde taget, og hun ikke anede, hvor var. Puh. Frygteligt.

Hun fortsætter:

– Herhjemme er Yrsa faktisk også mere ramt end Gilbert, for han er blevet rask, men hun har set på det hele. Hun kan ikke komme “ned” igen.

– Og det tror jeg måske heller ikke, de kunne – dem, der oplevede alle de ting i forbindelse med krigen. Der er en vanvittig parallel til at have oplevet de ting og overlevet.

Har du PTSD?

– Jeg tror, at jeg har haft det på et tidspunkt. Men vi har gået så meget i terapi, at det nok har hjulpet. Jeg havde det på et tidspunkt sådan, at man bare kunne dulme sig i vin. Altså, fordi man ikke kunne holde det ud.

– Enten skulle jeg sidde her ved køkkenbordet og drikke mig en lille brandert på for at få det hele til at falde ned. Eller også kunne jeg løbe skrigende rundt nede ved Søerne. Det kunne jeg så vælge imellem.

– Så ja, jeg tænker, at jeg har haft PTSD. Man står der med en dreng, som var ved at dø to gange. Og Bo og jeg var på Rigshospitalet på skift, fordi vi skulle også hjem og passe Yrsa. At stå alene deroppe – og familien ikke kom …

– Det har været det mørkeste i mit liv. Det kommer man ikke bare ud af med et knips. Det sætter sig i vores kroppe. Oveni har man ikke overskud til at tage sig af parforholdet, af skyggebarnet – Yrsa.

– Eller at tage sig af alt det andet, man gerne vil. Når man endelig er hjemme, vil man gerne være deroppe, og når man er deroppe, vil man gerne være hjemme. Man bliver revet fuldstændig i stykker.

Hvordan ser livet ud nu?

– Bedre og bedre. Der går stadig rigtig meget energi til at hele. Masser. Og til at prioritere. Vi lægger alle sammen meget i, at det skal være rart at være herhjemme.

– Helt lavpraktisk: Klokken syv er der god morgenmad. Om aftenen spiser vi sammen. Vi skal samles, og der skal være tryghed og stabilitet, fordi vi har været det igennem, som vi har været igennem. Der skal bare være ro på.

Tak, Anne-Grethe. Var det hårdt?

– Jeg bliver stadig rørt, når vi taler om de her ting. De sidder jo i mig. Jeg skal til at skrive bog nummer to, for det slutter ikke med den sidste kemopille, skulle jeg hilse og sige.