https://imgix.femina.dk/2021-04-28/andrea-patteriet1.png
Kropspositivisme

Andreas pat-kopper viser, at bryster både kan være små, lange, faste og skæve

28. april 2021
af Caroline Wilms
Foto: Raffael Bender
Lange, flade, små, store, faste eller skæve. Andrea Mikkelsen laver keramik med bryster på, og vil gerne være med til at hylde kvindekroppen og vise, at ingen bryster er ens.

I et lille lyserødt værksted på 5 m2 midt i Aarhus bruger Andrea Mikkelsen mange timer på at skabe, forme, brænde og male bryster i ler.

Dem sætter hun på sine ”brystbeholdere”, som både kan bruges som kop, opbevaring eller til planter.

Det hele startede som en sjov gaveide til hendes veninde i 2018. Andrea var på dagpenge, og selvom hun boede i Aarhus, brugte hun meget tid i værkstedet hos sin mor i Nordjylland, der arbejder og underviser keramisk.

– Jeg lavede en lille kop, på størrelse med et fyrfadslys, til min veninde, og lavede bryster på den. Jeg lavede også et kort, hvor jeg malede en masse bryster på, som hun også fik. Det hele blev lidt bygget op for sjov og for at skabe smil på læben.

https://imgix.femina.dk/2021-04-28/andrea-patteriet4.png

Og sådan opstod virksomheden Patteriet.

Siden har Andrea arbejdet for at vise, hvor forskellig kvindekroppen kan se ud, og at der ikke er noget, der er mere rigtigt end andet.

– Mit budskab med min keramik er, at alle er forskellige, og at vi skal finde accept i kroppen. Ikke to mennesker er ens, og jeg vil gerne være med til at vise den forskellighed og få folk til at reflekterer ud fra det, siger hun.

Nøgne kroppe er vigtige

For ingen kroppe er ens. Det samme gælder bryster. Derfor er alle Andreas ”brystbeholdere” lavet i hånden, så ikke to er ens.

Andrea synes selv, at hun altid har haft et ret godt forhold til sine egen bryster og krop, men at hun de sidste to år også er blevet endnu mere komfortabel i sin krop gennem sit arbejde med keramikken.

Vi er pakket ind i tøj hver eneste dag, så de kroppe, vi ser, er ofte kun dem i medierne, og det er tit et meget snævert syn på, hvad en krop er og kan være

– Det var ikke, fordi jeg sad og græd over min egen krop før, men mit syn på den har rykket sig, og det tror jeg sker helt automatisk, når man snakker så meget om kroppen og reflekterer over dens forskellighed.

– Jeg kommer ikke fra et hjem med kropsskam. Der har altid været et meget afslappet syn på kroppen, og jeg har set min mor nøgen en million gange. Mine veninder og jeg har også set hinanden nøgne. Så jeg har det ret afslappet med nøgenhed.

At se andre nøgne kroppen mener hun, er vigtigt for at forstå, at kroppen kan se ud på mange måder.

– Vi er pakket ind i tøj hver eneste dag, så de kroppe, vi ser, er ofte kun dem i medierne, og det er tit et meget snævert syn på, hvad en krop er og kan være, siger hun.

https://imgix.femina.dk/2021-04-28/andrea-patteriet11.png

Andrea selv har også lært meget om kroppen gennem sin keramik og interaktionen med sine kunder som ofte foregår over Instagram og på markeder.

– Jeg blev for eksempel kontaktet af en, der spurgte, om jeg kunne lave nogle brystbeholdere med indadvendte brystvorter. Det vidste jeg ikke, hvad var, så jeg fik udvidet både min egen horisont og andres, der heller ikke vidste det og som følger med hos mig.

Motivation og inspiration fra andre kvinder

Interaktionen med kunderne er også en af de ting, Andrea sætter allermest pris på i sit arbejde.

Hun havde aldrig haft Patteriet, hvis det ikke var grundet dem, der følger med og som inspirer hende, siger hun.

– Jeg får så mange historier fra kvinder, der fortæller mig om deres forhold til deres krop og særligt til deres bryster. Det er bare megasmukt og betyder så meget for mig og mit arbejde.

https://imgix.femina.dk/2021-03-31/andrea-patteriet5.jpeg

Hun oplevede hurtig en interesse for hendes produkter, da hun helt i starten begyndte at vise dem frem på instagram.

– Jeg oplevede, at nogle kvinder blev rørt over, at jeg viste noget, de ikke så i medierne. At jeg var med til at normalisere, at nogle bryster er lange, at de ikke altid er lige store, og at brystvorter kan se utroligt forskellige ud.

Andrea er ikke uddannet keramisk, så alt hun kan er selvlært og med støtte fra sin mor, der arbejder med keramik.

Hun er uddannet digital konceptudvikler, men har taget et valg om at leve af Patteriet.

– Jeg går stadig og niver mig selv lidt i armen over det. Jeg kan jo kun leve af det, så længe folk omkring mig bliver ved med at være interesseret. Jeg har taget en beslutning om at leve af Keramikken uden at vide, hvad indkomsten er.

– Nogle måneder er jeg i plus, og andre i minus. Men jeg har is i maven, for det er ikke pengene, men samtalerne og interaktionen med andre kvinder, der motiverer mig, fortæller Andrea.

Læs også