Rihanna_Met
Underholdning

Work, work, work: Det ser ud til, du kan glæde dig til et kæmpe comeback fra Rihanna

23. oktober 2023
Af Mariah Leitisstein
Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Er du blandt de millioner af fans, der fortsat sukker efter ny musik fra Rihanna? Så er der måske håb forude.

Den 35-årige megastjerne har de seneste år haft travlt.

Hun er blevet mor hele to gange, hun styrer sit succesfulde makeup-imperium og så også lige en massiv undertøjskollektion.

Så det er bestemt ikke, fordi Rihanna har ligget på den lade side.

Alligevel er det ikke utænkeligt, at sangerens mange fans verden over nok alligevel føler, at de musikalske aspekter af karrieren er blevet forsømt.

Bevares, hun har naturligvis både leveret en imponerende optræden til dette års Super Bowl Halftime Show, og hun forkælede os da også med "Black Panther: Wakanda Forever"-nummeret "Lift Me Up", som sikrede hende en Oscar-nominering.

Men det er trods alt meget snart otte år siden, at R&B-musikeren sidst smed et album på gaden, nemlig "ANTI", og nu lyder den seneste melding, at Rihanna faktisk har gang i noget.

Rihanan har angiveligt underskrevet en vanvittig kontrakt med Live Nation på over 100 millioner kroner og planlægger i den forbindelse en verdensturné i løbet af 2024 og 2025. Det skriver Mirror.

Det hele planlægges eftersigende ganske nøje, så det kan spille fint sammen med, at Rihanna sammen med rapperen ASAP Rocky kan værne om deres lille familie.

Og hvis det ikke var nok, så skulle Rihanna ikke bare have et, men hele to albums klar til udgivelse.

Rihanna danner til dagligt par med rapperen, og det har de gjort siden 2020.

Denne artikel blev første gang bragt af Se og Hør. Dette er en redigeret version

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også