Vi kan ikke få nok af serier med royale familier. Men spørgsmålet er, hvor grænsen går

Dronning Elizabeth, prinsesse Diana og Margrete den første. Det er bare nogle af de kongelige personer, der de seneste år været omdrejningspunkt for stort anlagte film og serier.

For det har ikke ligefrem skortet på filmatiserede fortællinger om monarkier og royale personligheder – tværtimod.

Netflix-serien “The Crown”, som følger den engelske dronning Elizabeth II og hendes familie gennem hendes rekordlange regeringstid, har over flere sæsoner været et tilbagevendende samtaleemne over store dele af kloden.

For bare at nævne nogle få eksempler har seerne også kunnet mæske sig i Diana-filmen “Spencer” med Kristen Stewart, “The Favourite” med Olivia Colman som den engelske dronning Anne, og “Catherine the Great”, hvor Helen Mirren spiller den kontroversielle, russiske kejserinde Katarina 2.

Herhjemme har vi fulgt den danske kongefamilies forfædre i dramadokumentarserien “Frederik IX” og set Trine Dyrholm i den prisvindende “Margrete den Første”.

Og er vi ikke blevet mætte af dramatiseret verdenshistorie om virkelige konger og dronninger, står serier som “The Young Royals” eller “Bridgerton” klar med deres fortællinger.

Kongestoffet er populært og sælger både biografbilletter og streamingabonnementer i millionvis.

Det har altid haft et stort og trofast publikum, men de seneste år er det blevet klart for filmbranchen, at royale dramaer kan sælge billetter til langt flere målgrupper.

Emnet tiltrækker ikke længere kun seere, som i forvejen interesserer sig for kongehuset, lyder det fra Ann Lind Andersen, filmanmelder for Berlingske og What2Watch.

– Når det er så populært, det her stof, er det klart, at det bliver interessant for streamingtjenester og produktionsselskaber. De vil gerne lege med og finde ud af, hvad man egentlig kan med det her stof. Det åbner for en kæmpe legeplads rent produktionsmæssigt, og det ser vi resultaterne af nu, siger hun og forklarer, at der i disse år bliver arbejdet ihærdigt på at folde nye sider af monarkierne ud.

Hos især den yngre del af seerne ligger interessen i høj grad i emner, som unge mennesker vil kende fra deres eget liv og hverdag.

– Det kan være spørgsmål som for eksempel, om man kan have en homoseksuel kronprins, og hvordan det i givet fald vil være for ham, forklarer Ann Lind Andersen.

En sort dronning på tronen

Tilsammen leder de nye målgrupper et stort publikum og tilstrømningen af branchens bedste folk til stribevis af nye film og serier.

På den ene side serier som “The Crown”, der – med en god portion fiktive friheder – forholder sig til den virkelige historie og virkelige personer, og på den anden side serier som “Bridgerton”, der gør meget ud af diversitet og går ”historisk ukorrekt” til værks ved f.eks. at sætte en sort dronning på en europæisk trone i 1800-tallet eller “The Young Royals”, hvor en fiktiv, svensk kronprins forelsker sig i en jævnaldrende fyr med indvandrerbaggrund fra arbejderklassen.

– På denne her fiktive legeplads, som har åbnet sig, er der næsten ikke nogen regler tilbage. Det så vi også i “Spencer”-filmen, som var ren spekulation om, hvem prinsesse Diana i virkeligheden var som privatperson. På den måde er der en enorm frihed lige nu, som nok ikke var så acceptabel førhen, måske fordi man dengang havde en anden respekt for de kongelige, siger Ann Lind Andersen.

Fascinationen af de kongelige har altid bundet i det samme, mener hun, nemlig et element af fantasi og af nogle arketyper – noget vi også fascineres af hos de virkelige, nulevende kongelige.

– De er født med et særligt privilegium, og det er der jo kun en meget lille procentdel af os, der er, og derfor rummer det en fascination, at de har de livsvilkår, de har. Samtidig føler vi, at vi kender dem, og når der så ovenikøbet er et element af glamour og et rum for mystik, kan vi lide at følge med i deres liv, siger hun.

Den udlægning bakkes op af professor emerita ved Aalborg Universitet Gunhild Agger, som har forsket og undervist i mediehistorie, film og tv-kultur.

Der har altid været et trofast publikum til det royale stof, men i takt med, at flere medier beskæftiger sig med de kongelige, bliver eksponeringen også større.

Fortællingerne folder sig ud på en mere omfattende og gennemtrængende måde, både fordi vi i dag har sociale medier, hvor kongehusene selv er til stede, og fordi der laves film og tv-serier om dem, som kommer bredt ud gennem streamingtjenesterne, forklarer hun.

– Det ene trækker det andet med sig. Interessen for kongehuset har hele tiden været der. Nogle af de allertidligste dokumentarer var også om kongehuset, blandt andet en fra 1899 om den russiske tsar, der besøgte sin svigerfamilie i Danmark.

– Men en drama­dokumentarserie som “Frederik IX” om vores gamle konge, som DR viste for et par år siden, tror jeg ikke var blevet skrevet og sendt, hvis der ikke havde været den interesse, som “The Crown” demonstrerede, siger hun.

Fascinationen af de kongelige afspejles ifølge Gunhild Agger i høj grad i, at de på en gang er både almindelige og ualmindelige.

– De royale gør selv meget ud af at sige, at de lever almindelige liv. Dronning Margrethe sagde netop i sin nytårstale, at “uenighed kan opstå i enhver familie, også i min”.

– Det er et led i fortællingen om, at de kongelige er almindelige mennesker. Men den anden side af den mønt er, at de er ualmindelige. At de hele tiden har pressens opmærksomhed, og at alt, hvad de foretager sig, bliver bemærket.

– Det er udtrykt i en gammel undersøgelse, at de er “ualmindeligt almindelige”, og det skal de være, fordi de repræsenterer os alle sammen. Men deres eksistensberettigelse går gennem pressen, for hvis ingen ved det, er de der jo ikke, siger Gunhild Agger og forklarer, at det indebærer en spejlingsfunktion:

– Vi kan se os selv i dem. De har også konflikter, ligesom vi har i de fleste familier, og vi ser, hvordan de løser dem – om de vælger at flytte børnene til en anden skole og så videre. Men fordi de er royale, er det hele offentligt, så et privatliv eksisterer nærmest ikke. Der er de ikke meget anderledes stillet end skuespillere og andre kendisser, men de skal håndtere det helt anderledes.

At moderne kongefamilier afspejler to sider af samme mønt, er blevet tydeligere for flere.

Historiker og konsulent på “The Crown” Robert Lacey har til BBC forklaret, hvordan “The Crown” har ændret vores syn på monarkiet:

– Den har forvandlet det til en slags underholdning, som det ikke var før, men jeg tror, at det har givet folk mulighed for at forstå både udfordringerne og fordelene ved at være en del af den kongelige familie.

Samtidig er grænserne over årene brudt længere og længere ned, og fortællingerne går stadig tættere på de kongelige – både på virkelige personer og på rollerne i institutionen.

Med “The Crown” har vi set stribevis af debatter om, hvor tæt den kan og bør gå, især fordi den handler om nulevende personer, og hvor store kunstneriske friheder den må tage, når den spekulerer i, hvad der foregår bag lukkede døre.

Hvor tæt man kan gå, og hvor meget man kan tillade sig at spekulere, blev også diskuteret på den anden side af Øresund, da miniserien “En kunglig affär” ramte skærmen i 2021 med historien om den tidligere svenske kong Gustav 5., der efter sigende havde en hemmelig affære med en anden mand, Kurt Haijby.

Historien er blevet omtalt som Haijby-affæren og er delvist kendt fra officielle dokumenter, for da Kurt Haijbys hustru i 1936 søgte om skilsmisse fra sin utro mand, angav hun som årsag, at han havde et seksuelt forhold til kongen.

Dermed stod det forbudte forhold – homoseksualitet var forbudt ved lov i Sverige indtil 1946 – nedskrevet i et officielt dokument.

Men hvad der rent faktisk er foregået bag lukkede døre mellem kong Gustav 5. og Kurt Haijby, ved ingen med sikkerhed.

Det afholdt imidlertid ikke den svensk-britiske instruktør Lisa James Larsson fra at filmatisere historien.

Om det har hun forklaret til DR:

– Det er en offentlig kendt hemmelighed, at kongen var homoseksuel. Det er ikke noget, folk benægter. Det er bare ikke officielt.

Dertil tilføjede hun:

– Min forfatter på serien (Bengt Braskered) har mødt ældre mænd, der har været med til kongens fester. Deres historier efterlader ikke megen tvivl, men grundlæggende kan vi jo ikke vide, hvad der foregår i rummet ved siden af os. Og slet ikke for 70-80 år siden.

Det understreger de seneste års udvikling af filmbranchens forhold til det kongelige stof, mener Ann Lind Andersen.

– Den serie tror jeg ikke havde fået grønt lys for bare 10 år siden. Der var en serie dengang, som kom langt på TV 2, men som meget sent endte med ikke at blive til noget, fordi man dengang syntes, at det var for risikabelt at lege med spørgsmålet om, hvem de kongelige er. Men det har ændret sig, siger hun og rejser selv det næste spørgsmål:

– Hvad kan det skyldes? Sociale medier får altid skyld for alting, men det er jo netop det, sociale medier har gjort med celebrities i hele verden: De har gjort afstanden mindre. Det føles, som om vi får dem tættere på, og det skaber større nysgerrighed, siger hun.

Frihed til en homoseksuel prins

Op gennem de seneste årtier har vi set adskillige storslåede film portrættere kongelige skikkelser fra historien.

Helen Mirren som dronning Elizabeth i “The Queen”, Emily Blunt i “The Young Victoria”, Colin Firth som den stammende kong Georg VI i “Kongens store tale” og herhjemme “En kongelig affære” med Mikkel Boe Følsgaard, Alicia Vikander og Mads Mikkelsen i trekantsdramaet mellem den sindssyge konge Christian VII, dronning Caroline Mathilde og kongens livlæge Struensee.

I alle filmene er man gået ganske tæt på personerne, og i de seneste år også på selve institutionen.

– I de historisk korrekte serier er der kommet et stort fokus på kvinder og på kvinder med magt, som der ikke tidligere har været meget af. Det er helt klart en udvikling og et ønske om at belyse kønsulighed.

– Men den udvikling giver også en frihed til, at man i en fiktiv fortælling kan gøre en ung kronprins homoseksuel, så det kaster lys tilbage på vores tid og den måde, vi lever i dag, forklarer Ann Lind Andersen og uddyber, at netop en serie som “The Young Royals” holder et spejl op foran os.

– For hvordan ville vi reagere, hvis vores kronprins sprang ud af skabet og sagde åbent, at han håbede på et ægteskab med en mand? Den serie leger med scenarier, som er en del af vores nutidige tidsånd, og det åbner for en helt anden refleksion, tilføjer hun.

Da dronning Elizabeth II døde i september 2022, steg interessen for “The Crown” eksplosivt.

På få dage voksede seertallene ifølge Netflix med 800 procent, og da femte sæson kort efter fik premiere, strømmede seerne igen til.

Nogle mener, at serien har gjort kongehuset mere populært ved at gøre det mere menneskeligt, andre at den kun udstiller et kongehus, som er ude af trit med tiden.

– Det er et tveægget sværd, for effekten af “The Crown” var, at interessen for det britiske kongehus steg, og dronning Elizabeth pludselig var mere populær end nogensinde før i sin lange regeringstid, fordi folk følte, at de fik en forståelse for hende ved at se hendes liv foldet ud på den måde.

– Men en anden effekt er, at når vi er kommet helt derind, hvor går grænsen så? spørger Ann Lind Andersen og peger på Netflix’ nylige dokumentarfilm om Harry og Meghan, og prins Harrys bog “Reserven”, hvor han fortæller, at han har taget kokain, og at han mistede sin mødom bag en pub.

– Når Harry og Meghan selv åbner op for posen, hvor stopper det så? Hvem skal trække grænsen? De har åbnet for Pandoras æske, og det kan ingen helt styre.

– Det betyder, at vi kommer meget tættere på, og nogen vil måske sige, at vi kommer for tæt på. Derfor ved vi heller ikke endnu, hvor det ender.

– Man kan sige, at nu er gæsterne blevet lukket ind i stuen – kan man så forhindre dem i at komme med op i soveværelset? Lyder det fra Ann Lind Andersen, som tilføjer, at hun ikke tror, vi har set enden på den royale fascination i film- og serieverdenen endnu.

– Det kommer til at fortsætte, for de kongelige er bare de her arketypiske fascinationsskikkelser – det privilegerede liv, prinsen, der kan tilbyde et luksusliv, og så er der historisk set stadig rigtig mange fortællinger med fokus på kvinder, på diversitet og på tidligere bipersoner, som det giver mening at at hive frem i lyset, fordi de kan spejle nutiden.

Artiklen blev udgivet i KULTOUR, 2023.