Maye Musk
Underholdning

Vi har set de nye Sports Illustrated forsider. Og vi har så mange spørgsmål

20. maj 2022
af Signe Bertram
Foto:
Sports Illustrateds badetøjsnummer 2022 er her – og det har efterladt os med mange spørgsmål. For eksempel: Kan man bade i denim?

Hvad har Kim Kardashian og Elon Musks mor til fælles?

Jo, de har begge sat ild til internettet i denne uge sammen med sangerinderne Ciara og Yumi Nu.

De fire kvinder er nemlig alle at finde på forsiden af Sports Illustrateds traditionsrige badetøjsnummer, og det er ikke gået ubemærket hen.

Det amerikanske sportsmagasin udgiver hvert år et blad dedikeret til badetøj (og de smukke mennesker, der har det på), men i år var forsiden særlig af mange årsager.

Her er fire spørgsmål, vi stadig stiller os selv ovenpå al balladen.

Er Elon Musks mor den ægte stjerne i familien?

Jo jo, elbiler og rumrejser er da meget seje. Men Elon Musks 74-årige mor, Maye Musk, stjæler spotlightet med sine badetøjsbilleder i Sports Illustrated.

Hun er den ældste model nogensinde til at pryde den ikoniske forside og dermed vise verden, at glamourøse badetøjsmodeller kommer i alle aldre.

Maye Musk har været model i 50 år og har desuden arbejdet som succesfuld diætist, forfatter og foredragsholder.

Allerede i 2013 blev hun bemærket af selveste Beyoncé, da hun medvirkede i musikvideoen til nummeret “Haunted”, og nu er vi altså endnu flere, der har øjnene rettet mod moderskibet Musk.

Watch out, Elon.

Hvem havde bedt om Jordan B. Petersons holdning til Yumi Nus forside?

Ingen. Ingen havde bedt om Jordan B. Petersons holdning.

Alligevel skrev den amerikanske psykologiprofessor fra højrefløjen (og helvede) dette tweet om sangerinden Yumi Nu’s billede:

”Undskyld. Ikke smuk. Og ingen mængde af autoritær tolerance kan ændre på det.”

Udover at være noget vrøvl, fik tweetet så mange vrede kommentarer, at Jordan B. Peterson valgte at tage en pause fra Twitter. Med hans egne ord, fordi:

”Den endeløse strøm af ondskabsfulde fornærmelser er virkelig ikke noget, der kan opleves nogen andre steder”

Så kan man jo tænke lidt over dobbeltmoralen i det…

Yumi Nu selv, som er den første asiatisk-amerikanske model på forsiden af badetøjsnummeret, svarede klart og tydeligt tilbage på TikTok: ”I win, you lose”

Hvad har Kanye West gang i?

Vi er nået til den konspiratoriske afdeling. Men noget tyder på, at Kanye West har stylet sin ekskone, Kim Kardashian, og sin nye kæreste, Chaney Jones, i helt ens outfits.

De to kvinder har i forvejen mange ligheder, og nu begynder sammenfaldene at blive liiidt creepy.

Det er ingen hemmelighed, at Kanye valgte Kims outfits til den røde løber, imens de var gift. Selvom parret brød i starten af 2021, ser det nu også ud til, at han havde en finger med i spillet, da Kim skulle styles til Sports Illustrated tilbage i januar i år.

På et af billederne er Kim Kardashian iført en sølvbikini med et par matchene kæmpe-flueøjne-solbriller.

Kim Kardashian
Greg Swales/Sports Illustrated

Men kun tre dage inden, Kim Kardashian offentliggjorde sine badetøjsbilleder, lagde Kanye Wests nye kæreste (som han også klæder på), Chaney Jones, disse billeder på Instagram - i næsten helt samme outfit.

Lighederne er så slående, at det ikke kan være tilfældigt. Det store spørgsmål er derfor: Hvorfor, Kanye?

Både Kim og Chaney ser forrygende ud som sci-fi bikinibabes, men det er altså for mærkeligt.

Har du rent faktisk tænkt dig at bade i det der, Ciara?

Der er dem, som vælger praktisk badetøj, der tørrer hurtigt og giver diskrete tanlines. Og så er der Ciara.

Popstjernen, der har givet os 00’er-bangers som “One, Two Step” og “Love Sex Magic” er ligeglad med, hvad man PLEJER at have på på stranden.

På sine badetøjsbilleder rocker Ciara både cowboyhat, denim, handsker, læder og en form for... sølvgevir?

Men hvorfor være praktisk, når man kan være ikonisk. Billederne herunder taler for sig selv.

Læs også