sara omar
Underholdning

Sara Omar: Sandheden og oprigtigheden skal vi værne om sammen

18. marts 2019
af Sara Omar
Foto: Marie Hald
ESSAY: Du, kære kvinde, er vigtig. Du er kvinden. Du er sammenhold. Du er kærlighed. Du er omsorg. Du er støtte. Du er mod. Du er styrke.

Tema: Kære kvinde

145 års kvindeliv! Det er alligevel noget, ikke? Det skal selvfølgelig fejres, at vi så længe har haft fokus på kvinders liv, tanker og udvikling og har fulgt kvindelivet med alle dets facetter. Derfor har vi inviteret tre markante og bemærkelsesværdige kvinder - Sara Omar, Hella Joof og Susanne Brøgger - til at skrive hver deres hyldest til kvinder, til at dele deres tanker om kvindelivet før, nu og i fremtiden. Her får du Sara Omars essay.

Først og fremmest tillykke. Tillykke med, at du i 145 år blandt andet har haft muligheden for at læse femina, og tillykke med, at du bor i et land, hvor der er plads til magasiner, som udelukkende fokuserer på kvinder – kvinders liv, tanker og udvikling med alt, hvad det indeholder.

Det håber jeg, du en gang imellem tænker over. At der i Danmark findes alt – fra organisationer som Reden, konferencer for kvinder, fitnesscentre kun for kvinder, og sidst, men ikke mindst at der selvfølgelig også er Hendes Majestæt Dronningen. I Danmark kan kvinder stemme, kvinder kan få sig en værdig uddannelse, og kvinder kan blive udnævnt til både politidirektør, biskop og statsminister. Når jeg tænker nærmere over det, er der egentlig ikke ret mange ting, danske kvinder ikke kan eller må. Mindst lige så vigtigt er det, at der ikke er særlig mange mænd, som reagerer på eller opponerer mod disse forhold. Det er bare sådan, virkeligheden er i dag – at kvinder kan og må det samme som mænd. Og selv om ligestillingen endnu ikke er perfekt, og der fortsat er flere mænd på topposter i erhvervslivet, og selv om flere mænd fortsat tjener mere end kvinder, så husk at sætte dit liv i perspektiv. Husk at værne om de rettigheder, kvinderne har opnået i Danmark, og husk at værdsætte de muligheder, der er. Sådan er det desværre langtfra for alle.

Jeg kommer fra den kurdiske del af Irak, og min opvækst har sandt at sige været meget anderledes end din. Som kurdisk kvinde har du ikke altid retten over dit eget liv, krop, sind, sjæl eller overbevisning. Du bliver opdraget til at tro, at du er mindre værd, fordi du ”kun” er en pige. Du bliver opdraget til, at du er intet i kraft af at være kvinde. At være kvinde er at være sekundær. Hvis du kommer fra den mindre belæste konservative del, hvor patriarkatet, kulturen og religionen sætter dagsordenen og styrer hele områdets struktur og system, så finder du hurtigt ud af, at du som kvinde ikke altid kan få lov til at tilegne dig værdien af at være kvinde, hustru eller mor. Du er derimod en mands hustru, en mands datter og en mands søster. Du er ikke noget i dig selv. Du er kun noget i relation til en mand. Manden vil altid komme før dig. Over dig. Som kurdisk kvinde har du ikke et sikkert sted at gå hen, hvis din familie udstøder dig, eller du på anden måde kommer i problemer. Der er såkaldte krisecentre, men de er styret af det patriarkalske og religiøse system, der hersker økonomisk og på anden vis. Derfor er det vanskeligt at finde sikre krisecentre for kvinder i Mellemøsten, hvis mænd er voldelige.

LÆS OGSÅ: Chefredaktøren: Årets vigtigste bog og budskab

Mange af kvinderne er altid i fare for, at en eller anden vil anse dem for at være uærbare og uanstændige. Og hvis du som kvinde kommer på et krisecenter, så betyder det prostitution i din families øjne. Det er tabubelagt. Et krisecenter er ikke for anstændige kvinder, siger de. Der er ingen hjælp at hente, hvis du bliver gravid og ønskeren abort. Og bliver du gravid uden for ægteskabet, er det lig med døden for dig og dit barn, der betragtes som uægte. Der er ingen hotline, du kan ringe til, når alt synes håbløst, og du har lyst til at tage dit eget liv. Du har ikke altid lov til at udvælge din egen udkårne. At forelske sig er tabu. At have en kæreste er ikke tilladt. At kysse i offentligheden kan medføre hård straf, det samme gør sig gældende, hvis du er homoseksuel. Og i sidste ende bliver du giftet væk for en klækkelig medgift. Det er vilkårene i den del af verden, jeg er vokset op i. Men det er vigtigt at huske på, at de kurdiske og mellemøstlige kvinder ikke er mindre værd af den grund, tværtimod. Som mellemøstlig kvinde har du ikke mindre ret til at stemme eller gå på universitetet. Du har ikke mindre ret til din egen mening. Du har ikke mindre ret til at få hjælp, når du har brug for det, og du har ikke mindre ret til at være dig selv og være fri. Kurdiske og mellemøstlige kvinder har præcis lige så meget ret til at leve præcis det liv, de ønsker, som resten af verdens kvinder. Omstændighederne tillader det bare ikke endnu. De er stærke. De er modige, og de trodser ondskaben for at overleve. De kæmper. Hver evig eneste dag.

Folk snakker om, at mellemøstlige kvinder er analfabeter og tilbagestående. At de ikke er stærke nok. Men det er langtfra tilfældet. De kvinder er krigere og heltinder for deres børn, i deres hjem. For hvis de bliver banket gule og blå af en primitiv og tilbagestående mand, så står de stadig tidligt op dagen efter for at smøre madpakker til deres børn og sende dem ud i samfundet. De tager en usynlig maske på og fortsætter deres dag, som om intet var hændt. Vi glemmer at rose de kvinder. Vi glemmer at tale til dem i øjenhøjde. Det er os, der skal hjælpe dem. Det er os, der burde lytte til dem og forstå dem, selv når ordet er tavst, for dér, hvor tavsheden dominerer mest, er smerten i mange tilfælde værst.

Kære danske kvinde. De rettigheder, du har i dag, har du ikke altid haft. Din mor, din moster, din mormor, din farmor, dine oldemødre og tipoldemødre har alle været med til at gøre deres, for at du kunne få det liv, du har i dag. Det har ikke været nemt. Engang var det også i Danmark mandens ret at straffe sin hustru fysisk. Engang var gifte kvinder ikke myndige, kvinder kunne ikke stemme, og du blev straffet, hvis du fik foretaget en abort. Kvinder har heller ikke altid haft fri adgang til universitetet, og kvinder kunne ikke blive præster. Først i 1960’erne blev det muligt for kvinder at beholde deres eget efternavn, efter at de var blevet gift. For ellers var du også i Danmark underlagt manden. Du blev måske til fru Sørensen i stedet for frøken Bang. Du blev din mands hustru.

Men i dag, kære kvinde, kan vi tænde et lys dér i mørket, hvor der er mest brug for det. Vi kan tænde et lys og lade flammen inspirere os til hver især at fortælle ikke bare vores historie, men vores medsøstres, mødres og bedstemødres historie. Vi kan fortælle om dengang, flammen ikke blot var en flamme, men et kraftfuldt bål, der berøvede stærke og kloge kvinder livet, blot fordi mændene frygtede dem. Vi kan også fortælle om den lille flamme, der varmede vandet godt op til den fattige fødende kvinde, der dengang lå hjemme i stuen i smerter og tårer og ikke måtte give lyd fra sig af respekt for mændene rundtomkring i kvarteret. Lad os ej heller snyde folket for den fortælling om flammen i lyset, som vi af medfølelse og kærlighed tænder for dem af vores medsøstre, der blev straffet for at have en seksualitet, frataget deres grundlæggende menneskerettigheder og berøvet livet.

LÆS OGSÅ: Sara Omar: "Jeg risikerer mit liv, jeg kan gå direkte ud på gaden efter det her interview og blive skudt i hovedet"

Vi er eksempler for vores søstre, vores døtre, veninder og kollegaer på, hvornår vi siger nej. Hvornår vi siger fra, hvornår vi bryder tavsheden og tager bladet fra munden, når vores grænser bliver overtrådt. Hvordan vi baner os vej igennem livet, med vores integritet, vores vilje og vores styrke, og uanset hvor mange gange vi bliver slået i gulvet af livet, så rejser vi os af asken. Vi kvinder bliver født med vinger, som i nogle omgivelser bliver frataget os, så vi ikke længere kan flyve. Men hvis bare vi tror på, at vi stadig besidder vores vinger, og hvis vi blot vil lære at bruge dem ... Selv om det kun er i tankerne, så kan vi flyve frit, hvis bare vi tror på os selv og giver os selv lov til at udforske. Ikke alle er så heldige at få det lært i en ung alder. Mange af os lærer det efter mange års smerte. Men når først du flyver, min kære søster, så frigør du dig fra elendigheden, volden, undertrykkelsen og de spydige kommentarer, der bliver sendt i din retning, blot fordi du er kvinde og vil livet – men du befrier dig også mest af alt fra dit eget selvskabte mentale fængsel. Du genvinder dit selvværd, og du værdsætter dig som menneske. Du er ikke en skygge, men et følende og tænkende individ, der mestrer at leve livet. Når først du mærker friheden som en vind, der ambitiøst flagrer igennem dig, når først du rejser dig fra støvet og ser, hvilken smuk udsigt verden har at byde på, så kæmper du, og du kæmper for din frigørelse og dine børns og medsøstres frigørelse. Og den kamp vil blive husket. Den vil blive værdsat. Den er vigtig.

Kære kvinder. Verden er nu engang det sted, den er blevet til, fordi mennesker ikke kan lade være med at tegne glansbilleder af tabubelagte modbydeligheder, hvad enten det drejer sig om mennesker, kultur, religion, overbevisninger eller det helt almindelige ikkeeksisterende liv i respekt. Hvis du vil ændre verden, så skal du være ærlig i din tilgang. Både over for dig selv og over for dine medmennesker. Sandheden og oprigtigheden er det eneste, vi har, og dem skal vi sammen værne om. Lad være med at lade frygt eller selvmedlidenhed begrænse dig. Du er stærkere end det. Hvis andre mennesker ikke frygter deres skaber, hvad enten det er Gud, Allah eller universet, så skal du heller ikke frygte andre mennesker. Din skaber ser lige igennem dig, især når du vælger at være uærlig. Din velmenende tavshed om uretfærdighed begået mod andre eller dig selv, som du enten har bevidnet eller ved noget om, kan være med til at ødelægge liv. Så tag ansvar. Vær ærlig. Bryd tavsheden og gør det med værdighed og din sjæl i behold. Du har altid muligheden for at være et ægte modigt menneske! Og den mulighed er kun – og kun – i dine egne hænder. For du, kære kvinde, er vigtig. Du er kvinden. Du er sammenhold. Du er kærlighed. Du er omsorg. Du er støtte. Du er mod. Du er styrke. Du er kvinden i universet, og det må hverken du, andre mennesker eller universet selv undervurdere eller overse.

SARA OMAR 32 år. Forfatter og statskundskabsstuderende. Debuterede i november 2017 med romanen ”Dødevaskeren”, som solgte usædvanlige 50.000 eksemplarer på en måned og lå på bestsellerlisterne. Bogen sætter fokus på kvindeundertrykkelse med religion som undskyldning. Da Saras bog udkom, havde vi et interview i femina, hvor journalisten kaldte hende for Danmarks modigste kvinde, og hun fortalte, at hun risikerede sit liv ved at stå frem.

Læs også