Selvudvikling
18. januar 2018Chefredaktøren: Årets vigtigste bog og budskab
Historien er en af de vigtigste historier at fortælle. Om, hvordan verden ser ud (også i Danmark!), når rigid religion hersker over mennesker, og mænd og drenge hersker over kvinder og piger.
Af: af Camilla Kjems
Skal du kun læse én bog i 2017, så læs Sara Omars ”Dødevaskeren”. Allerede da vi hørte, bogen var på vej i 2016, og det endnu var hemmeligt, hvem forfatteren bag bogen var, lagde vi billet ind på et interview med forfatteren. For historien er en af de vigtigste historier at fortælle. Om, hvordan verden ser ud (også i Danmark!), når rigid religion hersker over mennesker, og mænd og drenge hersker over kvinder og piger. Tine Bendixen har skrevet det fantastiske interview – og det er en samtale, der i den grad gør indtryk: ”Jeg har interviewet mennesker i over 25 år. Det her møde kommer til at stå mejslet i min erindring. Da Sara var gået ud ad min dør efter interviewet, var jeg rystet, fuld af sorg og vrede og følte en kæmpestor solidaritet med hende – og med de mange andre muslimske kvinder derude, som jeg slet ikke kender. Efter at have hørt Saras tanker og erfaringer om kvinders vilkår og undertrykkelse i konservative muslimske samfund var det umuligt at bortforklare noget som helst. Jeg følte et ansvar. Jeg var også fuld af beundring over hendes mod. Når hun siger, at hun risikerer sit liv ved at skrive og udgive ”Dødevaskeren”, er det ingen overdrivelse. Jeg har siden tænkt meget over, hvordan vi kvinder, der lever frit og privilegeret og tager for givet, at vi har samme demokratiske rettigheder som mænd og er lige med dem, kan hjælpe de muslimske kvinder, der tydeligvis er derude og har behov for at blive hjulpet fri af en religion, som mænd kulturelt bruger som alibi til undertrykkelse. De lever også i demokratiet Danmark.
Sara skrev en dedikation til mig i mit eksemplar af ”Dødevaskeren”. Hun bad mig tænde et lys, hvor det kan tændes. Det er vel i overført betydning det, vi skal: Oplyse hinanden. Sara Omar gør alt, hvad hun kan. Med sin anmelderroste og i muslimske samfund udskældte roman og med sin åbne debat om kvinders liv i konservative muslimske kredse lyser hun som en ægte ledestjerne. Koste, hvad det vil”. Camilla Kjems Chefredaktør camilla.kjems@femina.dk FÅ ET SMUGKIG I DENNE UGES FEMINA I GALLERIET HERUNDER