Sanne Søndergaard: "Jeg har egentlig været ret god til at sige nej"
10. september 2020Det er et lille ord på tre bogstaver, men det ville gøre alverden til forskel, hvis vi kvinder blev lidt bedre til at tage det i vores mund. Det mener Sanne Søndergaard, eks-standupkomiker, debatainer og forfatter.
Det med titlerne kommer vi tilbage til, for de fortæller deres egen historie. Men lad os starte med den sidste. Sanne Søndergaard er nemlig aktuel med novellesamlingen ”NEJ”, der består af 14 korte portrætter af kvinder, der ikke får sagt fra. Og det har konsekvenser.
Hvis man kender bare det mindste til Sanne Søndergaard, ved man, at hun ikke er typen, der selv er bange for at kæfte op. Hun har heller ikke svært ved at sige nej. Det har så også konsekvenser.
– Det er så internaliseret i os kvinder, at vi ikke må sige nej. Vi skal være omgængelige, imødekommende, givende, selvopofrende i vores kærlighed og i stand til at tilsidesætte vores egne behov.
- Derfor kan kvinder komme langt ud i en indre desperation, før de får sat foden ned. Det er også derfor, vi nogle gange ser, at kvinder bliver helt vanvittige, når de får børn. Så har de pludselig nogen, de har ret til at sige nej på vegne af.
Sanne Søndergaard
40 år. Komiker (showet ”Selvsær” har premiere i 2021), foredragsholder om bl.a. mobning og forfatter til fire ungdomsbøger.
Vi sidder i Sanne Søndergaards stille parcelhushave uden for Aarhus. Hun er barfodet og i en lang koralrød kjole. Sidder med fødderne oppe og nakken lænet tilbage. Hun virker langt fra den indre desperation, hun taler om.
Hun virker også, som om hun er rykket en tak væk fra sin tidligere rapkæftethed. Altså hun bander stadig, siger ”pik” og ”bolle” og vil gerne af med patriarkatet, men det er, som om der har sneget sig en eftertænksomhed ind.
Du virker ikke selv som typen, der selv har svært ved at sige nej?
– Jamen jeg har også et barn inde i mig selv, nemlig mit eget indre barn. Jeg var hjemme med min mor og min lillebror, til jeg var seks år, hvor jeg fik lov til at være den, jeg var. Det har måske noget at gøre med det.
- Min mor var selv ret god til at sige nej, og hun var god til at anerkende og respektere mig som individ.
- Men det var ikke så entydigt, for det betød også, at jeg syntes, at det var meget mærkeligt at starte i børnehaveklasse. Der måtte pigerne ikke lege med sørøverskibet. De måtte kun lege med dukkehuset. Så jeg er nok vokset op i en langt mere kønsstereotyp virkelighed end andre, der er opvokset i 80’erne.
- Det har faktisk overrasket mig at finde ud af. Hippiebevægelsen og kvindebevægelsen gik ligesom uden om Midtjylland, siger hun.
Mobning og fysisk vold
Men dit eget nej blev respekteret som barn?
– Nej, jeg blev mobbet enormt meget som barn. Det har aldrig faldet mig nemt at være en pæn pige. Det, jeg oplevede på grund af mobningen, var, at jeg enten kunne være en del af gruppen og lægge en stor del af mig selv udenfor, eller jeg kunne være den, jeg var, men så kunne jeg ikke være en del af gruppen.
– En af novellerne afspejler mine egne oplevelser dengang. Jeg blev udsat for meget fysisk vold, og jeg oplevede, at lærerne udnyttede mobbesystemet. De syntes, at jeg var for meget. Jeg kunne godt lide mig selv, og det var jo forfærdeligt. Det var, som om de tænkte, ”du skal da hade dig selv, det gør vi”.
- Jeg forstod derfor ret tidligt, at voksne ikke automatisk var min respekt værdig.
- De skulle gøre sig fortjent til min respekt. Heldigvis mødte min mor mig ikke med et, ”nu skal du også lære at rette ind”, når jeg kom hjem. Hun lyttede, og hun forstod mig. Det hjælper rigtig meget, at man har en voksen, der tør udfordre systemet omkring en.
Så barnet inden i dig er en lille retfærdighedskriger?
– Det er også et vredt og såret barn, der ikke føler sig set. Så man behøver ikke være specielt psykologiinteresseret for at se, hvorfor jeg har valgt at stille mig op på en scene og plapre i timevis. Men jo, det er også en retfærdighedskriger.
– Der går en historie om mig i min familie, hvor jeg som cirka to-årig var hjemme hos mine bedsteforældre. Jeg blev tit passet hos dem, og de havde en meget traditionel kønsrollefordeling. Min farmor stod tidligt op og vækkede min farfar med morgenmad, så gik han ud og ordnede alt med køerne, mens hun lavede alt inde, og når hun havde lavet frokost, sov han middagslur, mens hun ryddede af.
LÆS OGSÅ: Anne-Grethe Bjarup Riis: "Vi kom helt ud i hampen af vrede, sorg og frustration"
- Så da han gik ind og lagde sig på sofaen, stillede jeg mig ved siden af ham. Jeg prikkede ham på skulderen og spurgte, hvorfor han ikke hjalp bedstemor med at vaske op. Og min bedstefar, der var nogen-og-halvtreds på det tidspunkt, blev lidt forvirret og sagde: ”Øh, o.k.” Og så har han hjulpet min bedstemor lige siden.
Så der blev du hørt?
– Ja, men det var jo også vildt ødelæggende for mig som person, for så troede jeg jo, at hvis bare jeg fortalte andre mennesker, hvad de gjorde galt, så ville de gøre noget andet. Men det er aldrig sket for mig igen!
Det største nej
Sanne Søndergaard debuterede som standupkomiker i midten af 00’erne i en branche, der havde ry for at have en notorisk hård drengerøvstone. Det var også en branche stort set uden kvinder.
Hun blev hurtigt kendt som en, der gav zero fucks. Hendes egne shows var skarpe og åbenlyst feministiske. Et pressefoto, hvor hun viste toppen af sin røde kønsbehåring, skabte hed debat i 2013.
Hun har altid kæmpet for, at kvinders kroppe skulle have plads til at være til, og at kvinder skulle høres. Også når de sagde nej. Det har hun selv sagt så mange gange, at branchen med hendes egne ord til sidst hadede hende for det.
Nej til at blive klippet ud af tv-shows, hun var blevet inviteret ind til sammen med sine mandlige kolleger. Nej til at blive talt ned til. Nej til at være med på projekter, hvor forventningen var, at hun holdt kæft og var smuk, men ikke biddrog med idéer og talent.
Hendes oprør har været at opfinde sin egen form for comedy, hun i stedet kalder flying comedy. For komiker er hun stadig, selv om hun nogle gange kalder sig for debatainer.
LÆS OGSÅ: Anne Kirstine sagde ikke nej, men det gør ikke henedes #MeToo-historie mindre vigtig
– Jeg gik jo ikke ind i det der game for at få mænd til at se godt ud. Jeg går ikke ind i nogen games på den præmis. Jo, måske lige sex med min kæreste.
– Gennemgående er de bedste nejer, jeg har sagt, dem, hvor jeg har sagt nej til at være medskyldig i min egen nedværdigelse. Når jeg har sagt nej, jeg vil ikke være genstand for joken, jeg skal ikke være den, der bliver grinet af.
- Det har jeg egentlig været ret god til.
Derfor ved hun også af hård erfaring, hvorfor kvinder ikke oftere siger nej. Og her kan hun sympatisere med sine novellepersoner, selv om deres liv ofte ligger langt fra hendes.
– Når man først som kvinde begynder at sætte grænser og sige nej, sætter man sig også i en situation, hvor straffen falder. Når kvinder er bange for at sætte grænser og sige nej, er det ikke, fordi de tænker, at straffen er forfærdelig og tager fejl. Det er, fordi de har ret. Straffen ER rimelig hård.
– Grunden til, at jeg er ude af standupbranchen, er, fordi jeg har sat min fod ned så mange gange over for sexisme, at den branche hader mig, og det er virkelig ubehageligt. Så jeg har sagt nej til branchen. Jeg optræder stadig med min egen form for comedy, men jeg har meldt mig totalt ud af miljøet og de karrieremuligheder, der findes der.
Er det dit største nej?
– Ja, det tror jeg, at det er. For det er et nej, hvor jeg gik fra noget, jeg rigtig gerne ville. Da jeg gik fra min ekskæreste, eller da jeg sagde nej til at være journalist, som er min oprindelige uddannelse, så sagde jeg nej til noget, jeg var færdig med. Men sådan var det ikke denne gang. Det var første gang, jeg sagde: Jeg vil virkelig gerne det her, jeg vil virkelig gerne være standupper, men det kan jeg ikke med mig selv i behold.
– Jeg tænker, at det er ligesom at gå fra en voldelig partner eller en partner med et misbrugsproblem, som man faktisk elsker. Man elsker dem virkelig, men man er nødt til at sige, at det går ikke. Det var et enormt psykisk voldeligt miljø, og jeg fik det meget dårligt af at være i det.
- Også mere end jeg tænkte over, mens det stod på. Fordi jeg er blevet mobbet så meget i mit liv, så var jeg god til at være i det. Men jeg skal jo ikke være god til at være et sted, hvor folk synes, at jeg er ulidelig, ydmyger mig og sviner mig til.
– Det er vores bolleduer, siger Sanne Søndergaard, da to heftigt flaksende turtelduer begynder at vælte rundt i haven, hvor vi sidder og taler.
– Vi har også to pindsvin, der hedder Polle Pinner og Jacko. Hun hedder Jacko, fordi hun moonwalker væk, når Polle bliver for aggressiv i sin kurtisering.
– Jeg elsker at bo her, tilføjer hun.
Det mærkes. Det er fire år siden, at Sanne Søndergaard skiftede singletilværelsen på pulserende Vesterbro i København ud med parcelhusdrømmen i Egå lige uden for Aarhus, overordentligt fast kæreste og to bonusbørn på nu 11 og 13. Årsagen hedder Jonas. Han skrev til hende på Facebook, hun inviterede ham ud, the rest is history, som man siger.
– Men jeg var også mentalt et sted i mit liv, hvor jeg gerne ville videre. Vi kvinder går tit op i, hvordan vi finder en partner. Så laver vi lister over deres egenskaber og det ene og det andet. Men jeg tror, at man mentalt skal være det sted, hvor man er parat. Hvis man er for meget hæftet op på sin fortid, så er man ikke til stede. Der er sikkert også mænd, der har budt sig til inden, og som det kunne have været super cool at lære at kende, men jeg var bare ikke det rigtige sted.
– Jeg var bare helt sikker på Jonas helt fra starten. Altså allerede en halv time inde i vores første møde.
Så det var et ubetinget JA?
– Min påstand er, at vi kvinder ikke kan sige rigtig ja til noget, hvis vi ikke kan sige klart nej. Så bliver ens ja altid givet med et lille forbehold. Når man kan sige klart nej, bliver ens ja også mere klart. Så kan man mærke sig selv i det.
Men det er alligevel ikke så enkelt.
– Jeg er superfeminist, og jeg tror meget på, at man skal kunne mærke sig selv, man skal kunne lide sin krop og nyde sin seksualitet. Men jeg er samtidig megahæmmet af at have levet som heteroseksuel kvinde i en verden med mænd, der aldrig har anderkendt min seksualitet og mine behov.
- Så det med at slappe af og tage imod er ikke så ligetil. Jeg kan sagtens give Jonas et blowjob, men jeg har svært ved selv at smide mig på ryggen, pege på klitten og sige: ”Min tur.” Når jeg siger ja til min egen seksualitet, bliver det tit et, ”Ja … men det skal da også handle om ham”.
Kuppet ind i kvinderollen
At sige ja til parforholdet og bonusfamilien er også kommet med sit eget sæt af udfordringer. Rollerne i en familie er normalt klart defineret, mens rollerne i en bonusfamilie altid er til forhandling.
– Jeg er stadig smaskforelsket i Jonas her efter fem år, men jeg har helt klart en angst for at blive kuppet ind i den her traditionelle kvinderolle, hvor jeg pludselig bliver den der selvopofrende kvinde, der tilsidesætter mine egne behov. Men fordi der er børn, så er jeg jo nogle gange nødt til at tilsidesætte mine egne behov. Jeg kan jo ikke rende rundt og opføre mig som et stort barn. Det er der ligesom nogle andre, der har lov til.
- Så jeg er hele tiden lidt i et clash mellem, hvornår jeg tilsidesætter mig selv, og hvornår det er o.k., at jeg gør det. Og så opstår der et forbehold i mig, der ikke burde være der.
- Det skulle jo gerne være sådan, at man bare kan give sit store, endegyldige ja, når man går ind i noget. Og det er svært at sige JA, jeg er stedmor, JA, jeg tager ansvar for den her familie, JA, jeg er din partner for evigt. Selv om jeg ikke er tvivl om, at det er det, jeg gerne vil være.
– Så jeg tænker også mere over kvinders nej og ja, fordi jeg selv er i en familiesituation, der er mere udfordrende.
Alligevel lyder det, som om du er kommet i havn med det hele?
– Ja, men det er samtidig pisseutrygt. Jeg har pludselig så mange gode mennesker i mit liv. Jeg har min kæreste, en god redaktør, jeg har fået en ny booker.
- Det er mennesker, der vil mig det godt, og som er med til at bygge mig op. Jeg går hele tiden og venter på, at de viser sig at være super lede. Så jeg har helt reelt faktisk fået meget mere angst de senere år, hvor jeg før havde meget vrede i mig. Men det er jo angsten for at miste det, der er godt for mig.
Et nej for meget
Vi er nødt til lige at runde det med bagsiden af at være så god til at sige nej. Vi er løbet i ly for regnen og sidder i Sannes 60’er-køkken med orange lamper og bløde fåreskind på stolene.
Har du nogen sinde givet et nej, hvor du skulle have sagt ja?
– Ha, ja, for seks-syv år siden var jeg på Bornholm med mine venner, som har hus derovre. Der var nogle megalækre unge mænd på stranden. De rendte solbrændte rundt i badeshorts med flotte overkroppe og manbuns, og de havde jetski. Men da en af dem kom over og spurgte, om jeg ville have en tur, sagde jeg sgu nej.
- Vi skulle spise på Kadeau (Michelin-restaurant på Bornholm, red.) samme aften, og jeg ville ikke have vådt hår. Det var simpelt hen den dummeste undskyldning i mit liv. Han var pæn, han havde jetski, og det kunne være endt med midnatssex i strandkanten, og så sagde jeg: Nej, jeg vil ikke have vådt hår. Det var sateme det ringeste nej nogensinde.
