https://imgix.femina.dk/media/article/1403-rosalinde.jpg
Underholdning

Rosalinde: Jeg har ingen stjernedrømme

16. januar 2014
af Susse Wassmann
Foto: Petra Kleis
Rosalinde Mynster skulle I HVERT FALD ikke være skuespiller. Som barn af en skuespillerfamilie kender hun showet lidt for godt, så i nogle år kæmpede hun stædigt imod, selv om hun allerede havde bevist sit åbenlyse talent. Det gør hun ikke mere. Lige nu kan du opleve hende i den nye TV -serie ”Badehotellet”

Rosalinde Mynster var 17 år og gymnasieelev, da hun fik hovedrollen i Niels Arden Oplevs film ”To verdener” og pludselig blev eksponeret i den verden, hun så ihærdigt forsøgte at tage afstand fra. Ikke fordi hun ikke brød sig om skuespillerfaget, men fordi hun kendte det lidt for godt fra sine forældre, Karen-Lise Mynster og Søren Spanning, og havde modstand på bare at gå den slagne vej. Den vej, man forventede hun ville gå.

– Jeg ville egentlig have været jazzsangerinde og skulle i hvert fald ikke være skuespiller! Jeg ville gå min egen vej, lave noget, der var MIT EGET . At jeg fik rollen i ”To verdener” var mest af alt en tilfældighed – jeg gad faktisk ikke rigtig gå til castingen, for jeg ville hellere til kor, haha. Men jeg blev jo helt vildt glad over, at jeg fik rollen – inderst inde ville jeg gerne alligevel. Det handlede nok mest om, at jeg altid har insisteret på at gøre tingene på min egen måde, siger Rosalinde Mynster.

– Så de sidste to-tre år, hvor jeg har indset, at jeg virkelig brænder for skuespillet, er jeg begyndt at kæmpe for det – men på min måde. Jeg har lyst til at rejse rundt i verden og tage forskellige skuespilkurser og på den måde være min egen rektor. Jeg bruger mine forældre meget til at få gode råd af, for det er jo et fag, hvor man kommer i tvivl hele tiden. De er gode til at hjælpe mig med at håndtere tvivlen, arbejde mig igennem den og stole på min intuition. Så jeg bliver inspireret, og lærer rigtig meget af dem. Men der har aldrig været noget som helst pres fra deres side om, hvordan jeg skulle gribe tingene an. De synes bare, jeg skal gøre, hvad jeg har lyst til. Det er mere et pres fra mig selv, for indtil nu har jeg kun oplevet succes, og det sætter jo en høj standard fra starten, som jeg gerne vil leve op til.

LÆS OGSÅ: Louise Wolff: Jeg har aldrig haft en karriereplan

INGEN STJERNEDRØMME

Den høje standard blev efter debuten sat i Nikolaj Arcels succesfilm ”Sandheden om mænd”, hvor Rosalinde spillede den flippede, flamboyante og kunstdyrkende Julie – en pige, som godt kunne minde lidt om Rosalinde selv. Bortset fra at Julie havde svært ved at holde sig til én mand – det har Rosalinde ikke noget problem med. Hun har været kærester med filminstruktør Nikolaj Arcel i snart fem år nu, og lige siden de mødte hinanden, har de talt om at flytte til udlandet.

– Det var mig, der gerne ville til L.A., hvor vi har boet i halvandet år nu. Ikke fordi jeg havde stjernedrømme om at slå igennem derovre – det ville være en naiv forestilling. Det er ikke vigtigt for mig at få en lille rolle i en Hollywood-film, for det er jo langtfra sikkert, at det ville være dér, jeg udviklede mig og fik nogle udfordringer. Jeg har da været til et par castings, men det var mest for øvelsens skyld. Det er meget det dér med sang og dans, og så får du stukket en tekst i hånden og siger blabla og så er det: NEXT!, så det føles lidt upersonligt, fortæller Rosalinde.

– Hvis man skal til Hollywood som dansk skuespiller, skal man virkelig have noget stort i ryggen, noget, der har fået international opmærksomhed for nylig. Ellers kan du godt glemme det.

Det har din kæreste jo – noget stort i ryggen: ”En kongelig affære” blandt andet.

– Ja, og han har også haft rigtig travlt. Så det er to forskellige verdener for os derovre. Han styrter rundt til møder med alle de store, mens jeg tager mine kurser og går rundt og undersøger det hele og prøver tingene af. Og skriver. Men selv om man udefra set kan mene, at hans ting er vigtigere end mine, er vi enormt gode til at gøre begge ting lige vigtige. Sådan: Jaja, det kan godt være, du har været til møde med Warner Bros., men nu skal du høre, hvad JEG har skrevet! griner Rosalinde.

– Og det ER de jo også. Lige vigtige.

LÆS OGSÅ: Kim Bodnia: Jeg har aldrig drømt om at være filmstjerne

Læs også