Paprika Steen: Livet kommer bag på mig hele tiden
8. april 2016Det her er ikke et interview. Det er en samtale. Den starter med et mobilopkald fra Paprika Steen, et minut før vi skal mødes i hendes lejlighed på Frederiksberg: Change of plans. Hun må UD. Luften er for tung i lejligheden.
(…)
Paprika Steen har på forhånd bedt om, at spørgsmålene skal med i teksten, for hun er træt af interviews, hvor det ser ud, som om hun plaprer løs om alt muligt, hun ikke er blevet spurgt om. Det vidste jeg sådan set godt. Engang blev vi rygende uvenner. Jeg havde interviewet hende, og hun var mildt sagt utilfreds med resultatet. Anden gang gik det fremragende. Tredje gang – denne gang – har jeg taget en buket lilla tulipaner med til hende. Det er en slags jubilæum, ikke? Vi skal tale om hendes rolle som forfatteren Tove Ditlevsen i forestillingen ”Toves værelse” på Folketeatret. Jeg håber, vi bliver enige om formen, men det kommer muligvis lidt an på dagsformen. Paprikas. Hun svinger. Hun ved det. Det er bare sådan, hun er.
Paprika Steen har aldrig rigtig selv forstået, hvorfor så mange mennesker igennem tiden har sagt: ”DU burde spille Tove Ditlevsen” til hende. Jeg synes også, det er oplagt, og det kan kun blive godt. Én ting er det ydre, de umiddelbart har tilfælles: Det lange, lyse hår, cigaretterne, det levede liv i ansigtet. En anden er det indre: Noget kunstnerisk vildt stærkt i en skrøbelig, sitrende sjæl. Trangen til anerkendelse. Hvordan levede Tove med sig selv? Hvordan lever Paprika med sig selv?
(…)
Læs, hvorfor Paprika Steen er et forbillede i Renée Toft Simonsens familie
Er det, fordi jeg ryger?
Du har følt, det var mærkeligt, når folk har sagt, du skulle spille Tove?
– Jeg har ikke rigtig haft et forhold til hende før nu, så jeg forstod det ikke. Jeg tænkte: Nå, men det er bare, fordi jeg ser smadret ud. Eller fordi jeg er ... skør. Eller fordi jeg ryger. Nogle af mine skuespillerkolleger er fuldstændig besatte af hende, så jeg fik næsten dårlig samvittighed, da jeg blev spurgt. Men samtidig har jeg tænkt, at det måske er meget godt, jeg ikke ved så meget om hende på forhånd, men bare forstår én ting, og det er følsomheden og neuroserne, og hvor svært det er at være i den virkelige verden.
Det har I tilfælles?
– Ja. Hvor svært det er at krænge sjælen ud og skulle opføre sig ordentligt samtidig. Det er sådan noget, jeg forstår. Men modsat hende er jeg meget mere pragmatisk i forhold til kærligheden. Hun kunne jo elske. Det ved jeg ikke, om jeg kan.
Det ved du ikke?
– Nej. Jeg ved ikke, om jeg tror på kærligheden på dén måde. Jeg tror på den store kærlighed i forhold til familie og bånd og accept ... men den dér forelskelseskærlighed, den seksuelle kærlighed, som hun meget var på, er jeg slet ikke sikker på, jeg tror på.
Tove var gift fire gange. Paprika Steen levede i 14 år sammen med Mikael Rieks, som hun har 15-årige Otto med.
Er det ikke bare, fordi du er blevet skilt for nylig og ikke er helet?
– Nej. Jeg har altid haft det sådan. Jeg har heller aldrig ladet en mand bestemme. Det var ikke ham, der skulle afgøre min lykke. Det var mig selv.
(…)
Jeg er lidt mørk i øjeblikket
Du har bedt om, at det her skal være en samtale – hvorfor er det vigtigt?
– Jeg har enormt tit følt, jeg sad i en situation med en journalist, der ligesom skulle AFDÆKKE mig, men jeg er jo ikke Uffe Ellemann, jeg er bare Paprika. Jeg tror nu også, jeg ER svær, fordi jeg er så ærlig og samtidig er så følsom. Så jeg er enormt dårlig til at sætte mig selv i en eller anden kontekst. Jeg tåler det ikke. Nogle er enormt gode til at blive interviewet, Susanne Bier f.eks. finder en linje, så taler hun om HÆVN, jeg kan ikke finde ud af det, jeg blander det hele sammen. Med mig selv og min barndom og nu med dig.
Er det ubehageligt lige nu?
– Nej, for jeg synes, du er skidesød, men jeg er et sted i mit liv lige nu, hvor min energi er tungere, den er ikke lige dér, hvor jeg gerne ville have, den skulle være, men sådan har vi det vel alle sammen indimellem, og jeg ER egentlig glad på mange måder, jeg orker ikke, hvis det her interview skal blive negativt, for jeg er i hvert fald ikke Tove Ditlevsen. Hvis der er NOGET, jeg ikke er, så er det hende.
Men der er sjovt nok masser af mennesker, der har syntes, du skal spille hende?
– Ja, jeg ved ikke, hvor mange der er kommet hen og har sagt: ”Guuud, jamen, det har jeg altid tænkt”, efter at det blev offentliggjort. Og bortset fra at jeg er lidt mørk i øjeblikket, så tænker jeg: Hvor er det vildt, at jeg stadig gælder og stadig figurerer i folks bevidsthed, og jeg trods alt har gjort et eller andet indtryk på folk. At jeg fylder et eller andet. Det vil sige, at der ER et eller andet ved mig, som må være okay. Eller har været.
Er du nogensinde i tvivl om det?
– Er DU, Tine, nogensinde i tvivl om dig selv?
Selvfølgelig er jeg det.
– Er jeg nødvendig? Kan man lige så godt smide mig ud? Forskellen er bare, at når man er blevet mor, så ved man godt, man er nødvendig resten af livet. Hvad er det, det hedder på engelsk: Count your blessings ... Husk nu, at folk aldrig ser det, du selv ser. (…)
Han ligner også sin far
(…)
Hvad tænker du, når du ser din søn Otto?
– At han ligner mig helt vildt meget på nogle punkter. Han ligner også sin far, men tankemønstre og følelsesmæssige mønstre er helt 100 mig. Altså, jeg hader at sige, at han ligner mig, og det ville han nok også selv hade ... og jeg håber ikke, han bliver ligesom mig. Min bror har tre piger, som er sindssygt forskellige, og hvis jeg havde fået tre børn, havde jeg måske set lidt anderledes på det, men jeg har kun én. Ligesom du kun har én. Derfor ligner de os sikkert også meget mere.
Jeg ville gerne have haft flere ...
– Det ville jeg også. Helt sikkert. Men sådan kan man ikke have det. Så fik man én. Og så er de på efterskole, og man synes bare, at nu må de godt lige komme hjem igen og starte forfra, for vi skal lige prøve det med, at de er syv og otte igen. Alt det, jeg har lært, ville jeg godt lige prøve en gang til. Men det sker ikke. De er på vej væk fra reden, og enebørn er tit lidt hurtigere end børn i en søskendeflok.
Er du klar til det?
– Jeg har ikke været klar til noget som helst. Alting er kommet bag på mig. Livet kommer bag på mig hele tiden. Constantly. Det kommer totalt bag på mig. På en god og en dårlig måde. Det kom også kolossalt bag på mig, da jeg fik megasucces på et tidspunkt. Det kommer også bag på mig, når jeg så i en periode ikke har noget at lave. Det kommer også bag på mig, at min søn er blevet så stor. Alting kommer mere og mere bag på mig, jo ældre jeg bliver, haha. Har du det ikke sådan?
(…)
Hvilke store valg kendetegner dit liv – flytte hjemmefra, få et barn, blive skilt?
– Jeg tænker ikke på det på den måde. Jeg er bare gået med det. Jeg valgte at blive skuespiller, da jeg var ni år. Jeg flyttede bare hjemmefra, da jeg var 16. Jeg blev gravid ved et uheld, da jeg havde kendt Mikael i fire måneder, og så valgte vi at få barnet. Det var selvfølgelig et valg, men det var et ret selvfølgeligt valg. Det største valg var nok at købe hus, det syntes jeg var virkelig angstprovokerende.
Hvorfor?
– Fordi det er noget med at eje. Det kunne jeg slet ikke finde ud af.
Du vil meget gerne undgå, at det her bliver et negativt interview. Hvad skal det helst være?
– Nøgternt. Eller det er måske et kedeligt ord? Jeg mener ikke neutralt, men nøgternt. Jeg er ikke sentimental. Jeg sidder ikke og græder over min forspildte et eller andet. Jeg forholder mig til livet, som det er, og så accepterer jeg også, at jeg er, som jeg er. Og lige p.t. går det simpelthen ikke skidegodt. Nogle gange er man heldig at rende ind i perioder, hvor man er fuldstændig klar på, hvor man skal hen, og hvad man skal. Og så er der bare perioder, som i øjeblikket, hvor jeg er lidt lost. Jeg er sgu lidt lost i forhold til, hvad livet skal bringe herfra. Og man er 51. Hvad fanden skal der ske, altså? Det bliver mere påtrængende, når man er 50+?
(…)
– Hvor skal du hen nu?
Ud på Dybbølsbro.
– Skal jeg ikke sætte dig af ?
Jo tak, Paprika. Superfint træk, ikke? Hun prøver min oldemors ring undervejs og viser mig sine to års”ringe fra sit eksforhold. Der har været mænd i hendes liv siden bruddet for to et halvt år siden, også en mand for nylig, men det er lige slut, og nu er der ingen. ”Jeg er bare ikke dér”, siger hun, ”kærligheden må komme, når der er plads til den”.