sofie linde
Kendte

Sofie Linde: Det handler om at have en lille portion storhedsvanvid

TV-vært Sofie Linde ved godt, hun indimellem og ofte er alt for meget, men hun har ikke tænkt sig at sige undskyld. Hun står nemlig ved de store armbevægelser og finder frihed i at være uhæmmet ærlig – selv når det gør ondt.

– Jeg er lidt bombastisk, har et højt grin, larmer og fylder lidt meget. Den dér type, hvor du enten virkelig godt kan lide mig, eller også finder du mig pisseirriterende. Og det er jeg totalt bevidst om. Men når man som mig har et job som vært, tror jeg, det er en kæmpe fordel at gøre op med sig selv, hvordan man er og ser ud,for så når man til det punkt, hvor man faktisk er ligeglad med, man bliver optaget, og så rammer man det dér autentiske TV, der er så fedt.

– Min største styrke er nok, at jeg i høj grad er så pisseligeglad med, hvad folk tænker, for det gør mit liv så meget sjovere. Selvfølgelig ønsker jeg, at folk kan lide mig, men det gør mig ikke ked af det, når de finder mig åndssvag. For dem, jeg virkelig elsker og omgiver mig med, de synes, jeg er optur. Og det er det vigtigste.

– Jeg kommer fra et hjem, hvor man godt må have holdninger – man skal bare kunne argumentere for dem. Og det er et mantra, jeg har, for det er da fedest at have sine egne holdninger. Det tager bare lidt tid at opbygge nogen, man kan stå 100 procent ved. Da jeg gik i gymnasiet, adopterede jeg da også bare alle de andres holdninger til politik, som jeg ikke anede noget helst om: Nå, okay, er det det, vi mener? Så er det da det, vi gør. Siden da er jeg jo blevet klædt lidt bedre på med stemmeret og en vane med at se nyheder, men jeg elsker stadig at diskutere!

”Hende kan jeg ikke arbejde sammen med!”, sagde kollegaen Mikkel Kryger, da han første gang mødte Sofie Linde

– Nogle gange bliver jeg simpelthen også for meget og går for hårdt til folk. Men min familie er totalt blottet for jantelov, og jeg elsker, når folk har store armbevægelser. Så jeg har altid forsøgt at løbe lidt hurtigere end alle de andre, og den attitude er det jo ikke alle, der synes er verdens fedeste. Og det kan jeg eddermame godt forstå. Det betyder, at folk indimellem finder mig røvirriterende. Og det er fair nok, men det er jo sådan, jeg er. Jeg har så valgt at fylde mit liv med mennesker, der er på præcis samme måde som mig selv, så de elsker det jo, og det giver mig plads til at være 100 procent mig selv.

– Selv om jeg er god til at diskutere, så har jeg også været en pleaser i rigtig mange år. Jeg har frygtet at skulle konfrontere andre, og det har været en lang proces, hvor jeg er blevet brændt af utallige gange og er havnet i åndssvage situationer, fordi jeg ikke turde sige fra. Jeg kan huske, hvor frustreret jeg kunne blive, når andre snuppede det job, jeg gerne ville have haft. Og så sad jeg utålmodigt tilbage og tænkte: Hvad fanden laver de, lad nu mig komme til? Jeg tror i virkeligheden, det handler om at have en lille portion storhedsvanvid. Det er virkelig et dogme for mig, at man godt må og SKAL være stolt af det, man laver. Jeg magter ikke det dér beskedne leje, og jeg har ikke behov for at være ydmyg for andres skyld. Det har jeg simpelthen ikke.

”Jeg kan ikke tåle fnidder”, siger den tidligere X-Factor-vært Eva Harlou

– Storhedsvanviddet handler jo også om at turde være ærlig i ALLE sammenhænge – også selv om man ikke er perfekt. Og selv om det lyder ret banalt, så kræver det også en røvfuld selvtillid. At man i bund og grund accepterer, hvem man er. Det lyder så frelst, men det er en proces, alle skal igennem. For mig er det basen af mennesker, der kender mig ud og ind, der gør den forskel.

– Når jeg har en dårlig dag, så går det jo gerne hårdest ud over dem, jeg elsker, fordi det er de eneste, man tør være 100 procent ægte foran. De har den største forståelse og dermed også tilgivelse for de ting, man gør og siger. Og i sidste ende er det for mig at gøre op: Hvis mening betyder noget for mig? Og så kan resten jo tænke, hvad f..... de vil. Når man når frem til den konklusion, så er det pludselig en del nemmere at ride ud i verden.

Sofie Linde 26 år, studievært på ”X Factor”, tidligere vært på Ramasjang og DR Ultra. Kæreste med kollegaen Joakim Ingvarsen og bor i København.

 

100PROCENTMIG: På FEMINA mener vi, at der skal være plads til forskellighed. Plads til at være lige den, vi er, udenpå og indeni. Vi skal rumme og inspirere hinanden. Derfor har vi talt med en række kvinder, som vi oplever er 100 procent sig selv til inspiration for os alle. Læs mere om #100PROCENTMIG her

Læs mere om: