Mille Dinesen
Underholdning

Mille Dinesen: Jeg skal nok blive lykkelig, hvad kærlighed angår

af Tine Bendixen 9. februar 2012
Foto: Maria Sattrup
Mille Dinesen spiller i øjeblikket sin diametrale modsætning i tv-rollen som den anarkistiske og konfliktsøgende skolelærer Rita. Selv vil Mille Dinesen gøre alt for at undgå en konflikt

Voksen. Det er man vel, når man er 37 år, ikke? Selv om man endnu ikke har fået børn og, efter ambivalent overvejelse, lige har vinket farvel og ikke på gensyn til ham, der mest oplagt var den, der kunne have sørget for, man fik det.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen: Man behøver jo ikke nødvendigvis bo sammen med den, man elsker

Mille Dinesen: Ikke altid lige voksen

I morges tænkte hun: Hvem der bare var barn igen og kunne cykle rundt på sin trehjulede hele dagen ...

Voksen. Pligter. Ting, man skal. Som at sidde i en sofa lige præcis nu og fortælle om sig selv og om sin rolle som skolelæreren Rita - der virkelig ikke altid virker lige voksen ...

- Rita er en antihelt, der bestemt ikke altid gør det rigtige. Men forhåbentlig kan serien åbne for en debat: Er det, vi har gang i nu, også det rigtige på alle mulige måder? Den sætter spørgsmålstegn ved alle de regler, der bliver sat op for os. Det er befriende.

- Hvornår var du sidst anarkist?

- Haha! Ja hvornår fanden var jeg det ... på den måde er jeg meget ulig Rita, for jeg er meget konfliktsky. Jeg har et stort temperament, men vil egentlig helst have, at vi skal være gode venner alle sammen. Helt overordnet er det at være uvenner ofte lig med splittelse for mig. At man går fra hinanden. Det er lig med opbrud. Jeg tror, det stammer fra noget way back i mit liv. Noget skilsmisse, barndom. Noget med at glatte ud.

Hvor svært kan det være!?

- Du er ikke god til at skændes?

- Jeg er HELT VILDT dårlig til det, jeg ryger direkte over i grædefasen. Det er simpelt hen så irriterende. For jeg tænker: Åh nej, nu er det slut! Det er det, der er min frygt. Helt groft sagt selvfølgelig. Men derfor gør jeg alt for at undgå skænderier, selv om jeg godt ved, det overhovedet ikke er den bedste løsning. Af de ting, jeg slæber rundt på, er det min STORE ting her i livet. Jeg er ved at lære, at det ikke er så farligt.

- Hvad skaber et menneske?

- Ja, det er jo interessant ... jeg tror, der er SÅ mange ting, der er kodet fra starten. Nu har jeg været i et forhold i seks år, hvor vi bare så gerne VILLE hinanden, vi var bare for forskellige.

- I er ikke sammen længere?

- Nej, det er vi nemlig ikke. Netop af den årsag, at ... man er, som man er. Selvfølgelig kan man slibe nogle kanter og gå på kompromis, for det skal man selvfølgelig i et forhold. Men jeg tror alligevel, der er noget, der hedder, at man er, som man er.

- Hvad kunne I ikke slibe af?

- Måske helt groft min konfliktskyhed kontra hans konfliktsøgen.

- Så han løb efter dig med "stegepanden," mens du gemte dig og håbede, han ikke opdagede dig?

- Ja. Og jo mere jeg gemte mig, des større blev hans stegepande. Det er en mekanik, ikke? Vi HAR ligesom forsøgt alle modeller. Bo sammen. Ikke bo sammen. For vi vil så gerne hinanden på alle mulige måder... men det handler også bare helt fundamentalt om en måde at se verden på. Med andre ord: Man kan slibe, til man segner, uden at man af den grund falder i hak. Vi blev jo ved. Jeg tænkte: Det skal fandeme være løgn, jeg kan da godt lige slibe den kant, så kan vi passe sammen dér, og så kan han lige ... hvor svært kan det være? Vi kender jo hinanden. Men nej. Exit tosomhed. 

Kan godt lide sit eget selskab

- Jeg kan enormt godt lide at være alene. For jeg er god til det. Fandeme. Der er ingen panik. Og det er SELVFØLGELIG meget nemmere at være alene, fordi der er en masse, man ikke skal tage stilling til. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg også gerne VIL være alene, vel? At jeg skal være alene i mit liv? Nogle gange føler jeg, at jeg har vendt op og ned på det hele. Jeg var sammen med en kæreste i 12 år - fra jeg var 19 år. Min vennekreds har ligesom gjort det helt omvendt. De år, hvor jeg var i fast forhold, var de daong daong daong med den ene og den anden. Nu er de i gang med mand og børn.

- Frustrerende?

- Jeg er ligesom ved at være en af de sidste, der ikke er i gang endnu. Ikke at det er forkert, men jeg er i hvert fald i mindretal. Men jeg ikke er så bange for alternative løsninger, når det gælder mand, kvinde og barn, og om man bor sammen eller ej.

- Men du er lidt hård ved dig selv?

- Ja, jeg er enormt hård ved mig selv. Men det er et karaktertræk hos mig. Og jeg ser det som en råstyrke, som gør, at jeg faktisk opnår ting i mit liv, som jeg gerne vil. Jeg bliver en FIGHTER, når jeg oplever modgang. Jeg har også en tyrkertro på, at jeg nok skal blive lykkelig, hvad kærlighed angår!

LÆS OGSÅ: Test: Er du god til at skændes?LÆS OGSÅ: Laura Drasbæk: Jeg vil kun gøre ting jeg godt kan lideLÆS OGSÅ: Lotte Andersen: Man skal ikke gramse for meget på kærligheden