Karen Mukupa: Det var et kæmpechok at få et barn

Karen Mukupas datter Tiki kom som en meget stor og glædelig overraskelse på et tidspunkt, hvor Karen og hendes kæreste, kokken Nikolaj Kirk, nærmest havde opgivet at få deres eget biologiske barn.

– Så jeg var i gang med at prøve at adoptere min fætters barn. På alle mine ture til Zambia så jeg mine fætre og kusiner få flere og flere børn, som de ikke kunne passe, og jeg har en fætter, som jeg er meget tæt på. Han fik hiv, og konen fik hiv, og på et tidspunkt ringede min mor: Nu var min fætters kone gravid igen og havde nærmest prøvet at lave en ulovlig abort. Så slog det mig bare: ”Mor, jeg vil prøve at adoptere det barn ...”. Jeg fik lov til at give ham navnet Kingston, og han blev født, og jeg prøvede at adoptere ham, selv om det bare var enormt svært, fordi Zambia ingen adoptionsaftale har med Danmark. Og midt i den proces blev jeg gravid. Det var bare så mærkeligt, men måske slappede jeg af ubevidst. Og så tænkte jeg: Jeg er 40, når barnet kommer ud, og det tærer på mig at prøve at få Kingston herop. Måske skal jeg bare prøve at være mor for vores eget biologiske barn. Så fik vi Tiki. Et nyt kapitel i vores liv. Et nyt og fantastisk lille eventyr.

Læs også: Mille Dinesen: Man behøver ikke nødvendigvis at bo sammen med den, man elsker

Havde du dårlig samvittighed i forhold til Kingston?

– FULDSTÆNDIG dårlig samvittighed. Hvordan får jeg det her sagt? Nu har jeg jo ligesom sagt, jeg ville. Synes de nu, jeg er et dårligt menneske? Det var igen det med at tænke på alle andre end mig selv først: Uha, hvad tænker folk i Danmark om mig? Og hvad tænker Kingstons far? Kan jeg overhovedet tillade mig at komme tilbage til Zambia? Synes de bare, jeg er et ondt menneske?

Du overvejede ikke at tage begge børn?

– Det overvejede jeg faktisk, men jeg kunne bare mærke, at jeg måtte koncentrere mig om det barn, jeg ventede, først. Og da Tiki kom ud og var kolikbarn, så var det – selv om jeg føler, jeg har været forberedt til at få et barn hele mit liv – et kæmpechok at få et barn. Er det virkelig sådan? Var det det, jeg ønskede? Jeg blev så overrasket over min egen reaktion. Min idé var jo nærmest, at jeg skulle have barnet hængende på ryggen og kunne tage ud og optræde, en uge efter at jeg havde født, og jeg ville være sådan en, der havde mit barn med overalt fra day one. Men jeg fandt ud af, hvor skrøbeligt det her lille barn var. Det kunne man ikke lige ...

– Og så begyndte hun at udvikle kolik, og så blev det faktisk lidt en skam for mig. Jeg følte: Guud, hvorfor får hun kolik? Jeg er jo sådan en kamæleon, folk må helst ikke se for mange af mine følelser og slet ikke mit temperament.

Karens blufærdighed

Det kommer af den afrikanske del af hende, siger hun. Mange afrikanske kvinder er blufærdige. De kan sagtens amme deres børn i fuld offentlighed, det er ikke dén slags blufærdighed. Det er en sjov blanding af generthed, uudgrundelighed og stolthed.

– Og nu havde jeg et barn, som kunne finde på at skrige, når jeg gik rundt i Super-Brugsen. Jeg syntes, det var et spejl på mig selv, og jeg kunne ikke få det her barn til at holde op. Det var virkelig frygteligt. Så ville jeg hellere være hjemme. Totalt klassisk, når man får et kolikbarn. Så hvis jeg skulle møde mine veninder, ville jeg hellere have, at Nikolaj passede barnet derhjemme, i stedet for at mine veninder skulle se, at jeg havde et barn, jeg på en eller anden måde ikke kunne kontrollere. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne slappe af, når jeg var ude sammen med hende. Jeg tror, chokket handlede om, at det slet ikke blev sådan at blive mor, som jeg havde forestillet mig. Det var meget mærkeligt og i virkeligheden også svært, når jeg tænker tilbage på det. Men ... jeg har også fået det skønneste, sjoveste barn. Man ELSKER det barn. OGSÅ selv om det er hårdt.

Læs også: Lisbeth Zornig om sit ægteskab: Det er her, jeg hører til

For nemt at gå

Og det er det jo. Indimellem også for parforholdet. Hun griner stort og siger befriende ærligt:

– Efter at Nikolaj og jeg har fået vores datter, har vi haft store skænderier, som vi ikke havde før. Konflikter i virkeligheden. Fordi vi begge er frie mennesker. Jeg laver musik, han laver mad, vi har aldrig været et par, der absolut skulle med i hinandens ting, vi har virkelig givet hinanden lang snor, men vi har altid haft hinanden og rejserne til Indien, Hawaii, Grønland, Brasilien ... Så fik vi vores datter, vi ønskede hende jo over alt på Jorden, men pludselig var der også ting, man bare ikke lige kunne, og der opstod nogle ret store konflikter. Så jeg tror, vi begge to i perioder har haft det sådan ... uh, er det måske nemmere at gå hver til sit? Men vi har hele tiden virkelig kæmpet for det, for det er for NEMT at gå fra hinanden.

Og det er bare hårdt at have små børn ...

– Det ER bare hårdt. Nogle gange tænker man, at græsset er grønnere på den anden side, men det er det ikke nødvendigvis. Når jeg virkelig har tænkt: Okay, kan vi overhovedet klare det her sammen? Så tænker jeg også: Hvad er alternativet? Jo, jeg kunne godt være alene, og det ville da også være dejligt måske at have lidt mere frihed. Men Nikolaj og mig har været sammen i 12-13 år nu, og jeg føler nærmest, at vi har haft et eventyr sammen og stadig kan fortsætte det eventyr. Det er måske det, der gør, at man gerne vil blive. Det er det, der også holder os sammen. Vi elsker hinanden højt! Jeg vil nu også sige, at vores skænderier faktisk er ved at fade ud nu. Og vi giver stadig hinanden plads. Han kan stadig tage sine ture, hvis han har lyst til det. Med måde selvfølgelig ... Når man får børn, skal man bare huske, hvad man var, inden man fik dem.

Hun griner igen og siger:

– Det er noget med at ville hinanden og vælge hinanden. Vores eventyr ligger også i, at vi elsker at rejse, nærmest alle vores penge går til at rejse, og jeg kan virkelig mærke, at det er dér, vi finder hinanden, siger Karen Mukupa.