Karen Fastrup har borderline: "Jeg skammede mig over at få en diagnose"

 Oliver kommer løbende ned ad trappen igen. Han råber: KAREN, DU ER FUCKING SINDSSYG!  Det gør så ondt, så ondt, så ondt. Jan råber til ham, mens han holder mig fast: VÆK HERFRA! KOM I SIKKERHED! Oliver er ude. Døren smækker efter ham. Jeg bliver slap. Kniven falder på gulvet, og jeg hænger tungt i Jans arme. Jeg er syg, hvisker jeg. Jeg skal indlægges. Du skal ringe nu. Til den Psykiatriske Akutmodtagelse. Han går ind til telefonen. Ringer. Jeg hører ikke, hvad han siger, jeg går ind i soveværelset og begynder at hælde tøj ned i en sportstaske. Jeg er tømt. Jeg er hul. Der er ikke noget menneske tilbage.   (…)   Det er fem år siden, jeg mødte Karen Fastrup første gang til et interview om hendes bog ”Udfordringen”. En meget smuk kvinde, vanvittigt intelligent og med et eventyrligt liv, kan jeg huske, jeg tænkte. Siden blev vi venner på Facebook, og jeg fulgte lidt med i hendes liv i Tanzania, hvor hun boede med sin familie. Så da der en dag lå et billede fra hendes værelse på den lukkede afdeling på Frederiksberg Hospital, fik jeg et chok. Karen – psykisk syg??  

    Der kom flere opslag derindefra, hvor hun fortalte åbent om hverdagen på en lukket afdeling. Det er der ikke ret mange mennesker, der ved noget om, og Karen fik et hav af positive tilkendegivelser. Tænk, at hun tør!, tænkte jeg. Siden tænkte jeg på Karen indimellem, på, hvor modig hun var. Jeg kunne se, hun ikke længere var indlagt, og at hun var begyndt på sit arbejde som oversætter igen. For nogle måneder siden lå der så en ny bog af Karen Fastrup i min mailboks – ”Hungerhjerte”, hed den – og pludselig forstod jeg, hvad der var sket med Karen: At hun den ene dag var en kvinde med en mand i et rækkehus nord for København, den næste psykiatrisk patient med en ”taber”diagnose.   Triggeren var et forhold til en mand, der ville have mere frihed, end hun ville – hvem har ikke prøvet det? Det er ikke os alle sammen, der ender med at true med at slå sig selv ihjel med en køkkenkniv, men jeg kan alligevel ikke lade være med at tænke, at Karens diagnose må være titlen på bogen: ”Hungerhjerte”. Ikke så meget andet.   LÆS OGSÅ: Journalist René Fredensborg: ”Og så var det, jeg lige fik den skøre idé at tage stoffer så intenst, at jeg simpelthen fik en slags angst-depression oveni”  

JEG HAR SLUGT OG ÆDT VERDEN

Hun er stadig smuk, selv om man godt kan se på linjerne i hendes ansigt, at hun ikke har levet et ubekymret liv de seneste år. Karen Fastrup tager imod i den lyse Frederiksberg-lejlighed, hvorfra man har udsigt over til hospitalet, som hun gør opmærksom på med et ironisk smil. Diagnosen har hun ikke længere, den blev fjernet for over et år siden. Manden, der udløste den, har hun heller ikke mere, til gengæld har hun fået fast grund under fødderne, en ny kæreste og vished om, at hun kan leve uden den angst, der har fulgt hende, siden hun var barn.   – Jeg tror ikke, det vil komme igen på samme måde, men jeg har en skrøbelighed og en sårbarhed i mig, som måske er lidt større end de flestes. Til gengæld har jeg en masse redskaber, jeg kan bruge, hvis det gør, for dem har jeg pinedød været nødt til at lære. Så jeg ved godt – det meste af tiden i hvert fald – hvad jeg skal gøre for at passe på mig selv, siger Karen Fastrup.  

  Du får diagnosen borderline – alligevel har jeg svært ved at opfatte dig som psykisk syg, når jeg læser bogen. Nærmere et menneske med et hungrende hjerte, hvilket jo også ligger i titlen?   – Du kan godt sige, at hungeren er sygdommen, ja. At titlen peger ind på diagnosen. Det er en person, et hjerte, der har en sult efter at blive elsket, efter at høre til blandt menneskene. Jeg er også skeptisk over for diagnosesystemet, for det er jo bare svært at være menneske indimellem. Jeg har nok haft den her hunger, helt fra jeg var barn – ikke bare efter at blive elsket, men en glubende sult i det hele taget.   – Jeg har altid haft en stor sanselighed i mig, jeg har slugt og ædt verden. Jeg har set og lyttet og været meget intenst til stede, som barn, som ung, hele vejen op. Det er ingen sygdom, nej, men det kan være svært at have det sådan, fordi man er lidt filterløs. Men det er også vidunderligt, fordi det giver en intensitet i éns væren i verden. Fysisk, i kærlighed, i seksualitet. Jeg tror også, det er derfor, jeg er forfatter. Jeg er lidt ligesom et trækpapir; jeg suger ting til mig. Og den egenskab har været afgørende for, at jeg er blevet forfatter. Jeg tror, det kendetegner rigtig mange kunstnere, at de har et hungrende sind, en nysgerrighed, både rettet mod verden og mod sig selv, og en stærk sanselighed og sårbarhed.   LÆS OGSÅ: Skuespiller Stine Fischer Christensen: "Min skrøbelighed er min styrke"   Prøv at forklare, hvad borderline egentlig er?   – Det er en personlighedsforstyrrelse, der som oftest udspringer af svigt i barndom og opvækst – den er for det meste miljøbetinget, men jeg tænker også, at man kan være særligt disponeret, hvis man har en medfødt sensitivitet. Stærk spontanitet og impulsivitet og følelsesudsving er nogle af kendetegnene ved diagnosen, og dermed kan den minde lidt om bipolar lidelse.  

SENDT VÆK HJEMMEFRA

Min fars øjne stråler, når jeg er: Skæg, fræk, modig, snavset af jord, fortæller lange historier, genfortæller mine drømme ved morgenmaden, kan beskrive situationer, og hvordan mennesker ser ud, har vildt hår, kan mange ting, blandt andet klatre op i rebet i blodbøgen i haven samt slå kraftspring.   I bogen springer Karen Fastrup i tid, så hendes barndom bliver rullet op som et sideløbende spor, der sætter diagnosen i perspektiv. Faren var højskolelærer og -forstander, på samme tid socialist, hippie og frigjort, og puritansk patriark, der aldrig helt kunne slippe sine rødder i Viborgs højborgerskab. Moren var 15 år yngre og fra landet, med syv års skolegang. Da Karen var et år, døde hendes storebror på otte år af leukæmi, og Karen blev sendt væk hjemmefra.   – Min psykiater mente, at det var den grundlæggende traumatiske oplevelse, som satte dybe spor i mig, fordi det er i den periode, selvet formes. Jeg blev gudskelov sendt op til jordens vidunderligste mennesker, mine bedsteforældre, men jeg kendte dem ikke, da jeg kom derop, og da jeg kom tilbage efter tre måneder, var mine forældre fremmede for mig. Det var en voldsom tabsoplevelse, og allerede da jeg var halvandet år, begyndte jeg at få en slags anfald, hvor jeg besvimede. De mente, det var psykisk, fordi anfaldene kom, hver gang jeg var ked af det, fortæller Karen Fastrup.   LÆS OGSÅ: Janni Ree: "Jeg har tit tænkt på, at jeg har et faderkompleks"   – Jeg var 20, da jeg begyndte at gå i psykoanalyse, og siden har jeg gået i AL slags terapi, fordi jeg har haft angst hele min barndom og ungdom. Jeg har et billede af, at jeg gik rundt med store bange øjne og kiggede ud på verden, med ondt i maven og en følelse af kulde og tåge indeni.  

TREKANTSDRAMAET

Karen Fastrup tror i dag, at hendes mor gik rundt med en ubehandlet, uerkendt depression efter brorens død. Derudover opstod der en kompleks psykologisk struktur mellem Karen og hendes forældre.   – Det var et slags trekantsdrama. Når jeg havde min mors kærlighed, var det, fordi vi rottede os sammen mod min far og gik til angreb på hans patriarkalske side – når jeg havde min fars, blev min mor jaloux på mig. Jeg tror, jeg besad nogle af de ting, min far savnede hos min mor, og han fremhævede de ting over for hende: ”Se, hvor rank Karens ryg er – prøv at ranke dig, Marie”. Min mor havde det nok også svært med mig, fordi jeg havde al den følsomhed og kreativitet, hun ikke selv havde, og som betød meget for min far. Hun havde ikke den samme begavelse, som vi søskende havde fået fra vores far, og hun havde svært ved at forstå mig, fordi jeg var så meget anderledes end hende.   Når du tænker tilbage på din barndom, er det så primært kærlighed eller utryghed, du husker?   – Primært utryghed og angst. Over for min far skulle jeg være en hel masse for at gøre mig fortjent til hans kærlighed, så jeg oplevede en identitetsløshed i min barndom. Jeg husker ikke særligt meget kærlighed, det gør jeg ikke. Heller ikke noget med at blive holdt om og rørt ved. Men vi foretog os mange ting sammen, vandreture på fjeldet i Norge, på ski- og skøjteture, vi spillede musik og havde mange samtaler om bordet. Mine forældre indså også de ting, de havde gjort galt, og det har helt klart gjort underværker. Hvis de aldrig havde forstået de ting, havde jeg og mine søskende været mindre forløste, vores oplevelser havde ikke været spejlet. Som 18-årig flyttede Karen Fastrup fra Jylland til København. En ung pige, der sad og skrev om natten, isoleret fra omverdenen, fordi hun ingen venner havde herovre, og med angsten som trofast følgesvend.  

 

DEN URKVINDELIGE SUMP

Hvor er min kæreste? siger jeg. Sosu-assistenten svarer ikke. Hvor er Jan? råber jeg. Hun stopper op, vender sig mod mig. Han er taget hjem, siger hun. Min kæreste er taget af sted, hov, han vil ikke have mig! Han er kørt samme vej tilbage. Jeg er blevet indleveret med en stregkode om håndleddet. Det siger sig selv, at jeg skal være dér, hvor han er. Den hvinende kugle rammer mig i brystet med et hårdt slag. Det løber ud af hullet i mit bryst, jeg prøver at stoppe et håndklæde derind.   Karen havde drømt om at blive forfatter, siden hun var 12 år gammel, men lagde skriveriet på hylden, efter at hun havde vist sin far en af teksterne. ”Det er da en god måde at komme sig over ulykkelig kærlighed på”, var farens lakoniske svar.   – Jeg skrev ikke i 10 år efter den episode ... først da jeg skulle til at skrive speciale på litteraturvidenskabsstudiet, begyndte jeg at skrive små tekster igen, som jeg sendte ind til Forfatterskolen. Jeg blev optaget og sagde nu højt til folk, at det var det, jeg ville. Også til mine forældre.   Hun var i mellemtiden blevet gift med Niels, som hun fik to børn med.   – I mit første ægteskab, som varede i 16 år, havde jeg ingen kærlighedsangst, for jeg var helt tryg i vores relation. Det var ikke kompliceret for mig at være i det forhold, så da Niels valgte at gå, blev jeg på en måde ret traumatiseret, og angsten for kærlighedstab blev vakt til live i mig igen. I dag kan jeg dog godt se, at det var sundt for mig ikke at blive i den relation.   Efter forholdet til sin anden mand, Philip, som hun boede i Afrika sammen med, mødte Karen Fastrup den mand, som – sammen med en skrivekrise – blev den udløsende faktor for sygdommen.   – Vores tilknytningsmønstre var så forskellige. Jan, som jeg kalder ham i romanen, havde et meget stort behov for frihed, for sit eget rum, mens jeg har behov for nærvær. Ikke at jeg vil være sammen med min kæreste hele tiden, for jeg laver mange ting alene og arbejder meget, men jeg har brug for, at min mand har en høj grad af nærvær og er i stand til at kommunikere sin kærlighed til mig. Mit kærlighedssprog er blandt andet tid – jeg har brug for, at min kæreste prioriterer at være sammen med mig, ellers kan jeg komme til at bilde mig ind, at han ikke elsker mig. Og det havde Jan svært ved at være i.   – Jeg tror, der er mange kvinder, der kan nikke genkendende til kærlighedssporet i romanen. At man føler sig presset til sit yderste i et forhold, er nok mere almenkvindeligt, end vi bryder os om at tænke på. Vi kan af og til komme til at sidde fast i den urkvindelige sump, hvor manden drager ud i verden, og vi sidder derhjemme og synger smægtende, længselsfulde sange, samtidig med at vi qua vores overudviklede tendens til at rumme og forstå mister os selv. Den figur duer ikke, og den har jeg lagt bag mig!   LÆS OGSÅ: Christian Tafdrup: "Kvinder er så gode til at gøre dig til monsteret"  

VI SKAL TALE MERE ÅBENT OM PSYKISK SÅRBARHED

Da Karen Fastrup fik sit sammenbrud efter en middag med Jan og hans familie, ringede Jan til den psykiatriske skadestue og sagde, at han stod med en bindegal kvinde, der var midt i en psykose og truede med at tage sit liv med en køkkenkniv. Beskeden til ham var, at det måtte de klare selv.   – Det dur bare ikke. Romanen har været en presserende personlig historie at skrive for mig, men det er også et politisk projekt, for det er så vigtigt, vi taler åbent om psykisk sårbarhed, diagnoser, sammenbrud og psykiatri. Jeg har mødt så mange mennesker, der skammede sig forfærdeligt over at være i systemet – det gjorde jeg også selv i starten, indtil jeg begyndte at arbejde med skammen. Så det er vigtigt for mig at være med til at skabe endnu mere åbenhed, siger Karen Fastrup.   – Det var fuldstændig overvældende, hvor meget støtte jeg fik, mens jeg var syg, når jeg f.eks. lagde de opslag ud på Facebook. Og det hjalp mig rigtig meget. Jeg var pissebange, da jeg gjorde det, for man beskriver jo en verden, som ikke ret mange mennesker har været i, men jeg kan blive helt bevæget over at tænke på folks reaktioner, det var fantastisk. Jeg håber sådan, jeg kan bidrage til, at vi kommer videre med det her, for det kan ikke nytte noget, at folk går og skammer sig over at blive syge.   – Jeg var heldig, fordi jeg flyttede til en ressourcestærk kommune, som formår at prioritere en psykiatri, som fungerer bedre, end hvad jeg ellers har mødt, men jeg har besøgt mennesker andre steder, som har haft kummerlige forhold under deres indlæggelser. Hvor der stort set ikke var nogen psykoterapeutiske tilbud, hvor der bliver skåret ned konstant, hvor der mangler sengepladser, og hvor folk bliver afvist. Jeg har været en ressourcestærk patient, men det er ikke alle, der har et sprog til at fortælle, hvordan det er at være syg og indlagt. Eller ressourcer til at råbe op. Det har man altså sjældent, når man er der.   Du har en ny kæreste i dag – hvad nu, hvis det forhold går i stykker?   – Selvfølgelig ville jeg blive ked af det, og jeg kan da også indimellem være bange for at miste ham, men jeg er i stand til at tage fat i mig selv. Jeg mødte først Henrik, da jeg havde arbejdet mig ud af angsten, og hvis det går i stykker mellem os, ved jeg nu, at jeg ikke vil gå i stykker eller blive ædt op af angst. Jeg er blevet mere cool omkring alt det her, og min kæreste er også ret cool.   Hvordan har dine børn taget det hele?   – Øjeblik, siger Karen Fastrup. Kort efter kommer hun tilbage med et lille kort i hånden, blanke øjne og et lille smil om læberne.   – Min datter var ude at rejse, da de fjernede min diagnose, så en dag stod der blomster og dette kort uden for min dør: ”Kære mor. Jeg er så stolt af, hvordan du har håndteret din sygdom, og at du samtidig altid har været der for mig og Malte. Savner dig og glæder mig til at se dig. Kys, din datter.”