Jimmy Jørgensen
Underholdning

Jimmy Jørgensen: "Man tror altid, at alle andre par har det nemmere og sjovere, men sådan er det jo ikke"

21. april 2020
af Susse Wassmann
Foto: Carsten Seidel
En barndom med tæsk, fattigdom og mangel på menneskeligt overskud. En vild ungdom med druk, stoffer, notorisk utroskab, rastløshed og angst. I dag falder Jimmy Jørgensen i søvn kvart over tolv nytårsaften, lever økologisk og får ondt i maven, når hans børn skal passes. Her fortæller han om den hullede vej mod et liv, der langtfra er perfekt, men som han aldrig har haft det bedre i.

Der er én følelse, der stikker hovedet lidt længere frem end andre for tiden hos Jimmy Jørgensen. En, han har tænkt meget over, selv om han egentlig har gjort op med sin fortid for længst.

– Nogle af de gange, jeg fik tæsk af min mor som barn, tænkte jeg: ’Du kan vente dig! Du kan vente dig, til jeg bliver voksen!’ Jeg kan så tydeligt huske den følelse. Og måske har jeg tænkt mere over den på det sidste, fordi min mors situation er, som den er nu. I en alder af 74 har hun Alzheimers og krummet ryg og er helt færdig efter et langt liv i ’optrækket’ på Tuborg – der, hvor flaskerne kører forbi.

Det er ikke sådan, at Jimmy Jørgensen går og tænker over sin fortid dagligt, overhovedet ikke. Men den har formet hans liv, gjort ham til det, han er i dag – fordi og på trods. Og lige det med moderen fylder mere i ham for tiden.

– Jeg tænker jo også på, at hun har haft sit. For jeg var ikke nem. Jeg var ret vild. Men der er i hvert fald én ting, jeg har gjort anderledes i mit liv, og det er, at jeg aldrig nogensinde har slået mine børn og aldrig kunne finde på det.

Når Jimmy Jørgensen taler om sin mor, er det med en blanding af kærlighed og nøgtern konstatering af, at hun ’ikke er for børn’, som han udtrykker det med et skævt smil.

Når han kommer på besøg hos hende et par gange om ugen med smørrebrød og dåseøl og cigaretter, vil hun ikke have noget hjælp.

Hun tænder ikke lyset mere og ser ikke fjernsyn, fordi hun er bange for at bruge for meget strøm, og der skal ikke komme nogen rendende fra det offentlige hos hende.

– Altså … Det er jo min mor, og jeg elsker hende. Og hun har ikke været ret heldig i livet, slet ikke med mænd. Først min far, som stak af, da hun blev gravid med mig, så en græker, som havde en anden familie to gader længere henne. Så hun er en rimeligt bitter kvinde. Men hendes børn har jo klaret sig godt, og hun er helt klart stolt af mig. Jeg kan bare mærke på hende, at når der for eksempel kommer nogen fra kommunen, som skal hjælpe med et eller andet, så husker hun bedre, når hun bliver sur. Derfor tænker jeg også, at hun skal hen et sted, hvor der er nogen, hun kan blive sur på hver dag. Så er man da noget. Hvis man er rasende.

LÆS OGSÅ: David Dencik: "Det har været velgørende for min rastløshed at få børn"

SMIDT UD AF SKOLEN

Jimmy Jørgensen kom til verden for 55 år siden i det ghetto-lignende område Stilledal i Vanløse. Den engelske sømand var stukket af – hjem til sin egen familie i York, viste det sig – så han var alene med sin mor, der kun var 17 år, da hun fik ham.

Pengene var små, og hverdagen var præget af en kultur, hvor børn fik tæsk som et led i opdragelsen. Menneskeligt overskud var der ikke meget af, og Jimmy ryger tidligt i uføre.

Han stjæler, drikker, sniffer lightergas og pjækker fra skole.

– Jeg var meget fremme i skoene og kedede mig hurtigt, så jeg gik med dér, hvor der var optræk til ballade. Og derfor blev jeg også smidt ud af skolen i 8. klasse. Vi stod og kastede mælk ud ad vinduet og ramte en dame, og da viceinspektøren kom op, stak jeg hende en flad. Det var et af de tidspunkter i mit liv, hvor jeg kunne mærke stemningen i lokalet skifte. Og det blev afgørende for min fremtid og var på en måde min redning.

Jimmy bliver smidt ud af skolen og kommer i lære som blikkenslager.

– Det tilbud, jeg fik, var perfekt for mig. Fra at være sådan en mini-rocker, der rendte rundt og lavede ballade, kom der pludselig orden i tingene. Jeg skulle møde klokken syv om morgenen, og hvis jeg ikke var der, var der ballade. Det var god, gammeldags mesterlære, som jeg synes, man savner i dag. Der er jo masser af den slags unge drenge som mig, der ikke kan koncentrere sig i skolen og er utilpassede. Jeg hjælper selv nogle stykker af dem, og for nogle af dem ville sådan et tilbud være godt.

Det var under det sidste år af Jimmy Jørgensens læretid, at hans band, Hotel Hunger, blev dannet.

Men selv om han havde spillet musik, siden han var 14, gik der lang tid, før han turde vælge musikken for alvor.

– Selv da vi spillede en koncert på Roskilde Festival i 1983, troede jeg ikke på, at jeg kunne være professionel musiker. Jeg kommer ikke fra et hjem med klaver, og min mor … Jeg blev i hvert fald ved med at arbejde som blikkenslager. Indtil vi i 1989 fik en amerikansk pladekontrakt. Da tænkte jeg, okay, hvis ikke det er nu, hvornår er det så?

Du havde ikke noget selvtillid med hjemmefra?

– Nej, slet ikke. Men min mor, som ikke havde en eneste sygedag i sine 35 år på Tuborg, sagde altid, at jeg aldrig måtte få en krone fra det offentlige, så jeg har aldrig været på bistand som mange af mine venner. Jeg har altid klaret mig selv.

ANGST OG SELVMEDICINERING

Op igennem 1990’erne får Hotel Hunger succes, og Jimmy Jørgensen begynder også at arbejde som skuespiller, blandt andet i de populære tv-serier ’Taxa’ og ’Rejseholdet’. I 1991 får han sit første barn, Sally, med forlagsdatteren Lise Ringhoff, men det er ikke nok til at holde ham hjemme. Jimmy Jørgensen fester, som gjaldt det livet, fra onsdag til søndag. Med alt, hvad det indebærer af druk, stoffer og damer.

– Det var en … umættelighed på livet. Der var ikke noget, der var nok – jeg følte hele tiden, at jeg kunne få mere og bedre. Når jeg havde en sød og dejlig kæreste, ville jeg også have det andet – jeg kunne ikke gå på kompromis. Så jeg var kun sammen med mine kærester søndag og mandag, og de fandt sig i det et langt stykke hen ad vejen. Men hver gang fik jeg festet mig helt til døren med mine flyttekasser, som jeg så tog med i det næste forhold. Og gjorde præcis det samme en gang til.

I 2002 sad Jimmy Jørgensen på knæ på Østre Gasværks store scene, hvor han spillede Judas i ’Jesus Christ Superstar’. Han havde kroppen fuld af kokain og var midt i et opbrud med en kæreste, og pludselig slog det klik.

– Pludselig var der så meget virkelighed, der kom hamrende ind. Hvordan jeg havde opført mig over for min kæreste, hvad jeg ville med mit liv, hvad jeg var for et menneske. Alt det ramlede for mig på scenen, og da jeg rejste mig op, havde knæhaserne lukket for blodtilførslen, det svimlede for mig, og så kom angsten. Som om jeg var i frit fald. Alt blev sort.

På vej ned ad trappen på scenen lavede Jimmy Jørgensen et rullefald.

Han kom på benene, fik sunget sin sang og styrtede ud i baren og hældte en gigantisk vodka op. Drak den, gik ind og sang videre.

– Og så ud igen og drikke en vodka mere, ind og synge videre – sådan klarede jeg mig igennem. Og tankerne ræsede af sted. Publikum havde betalt 400 kroner for at se stykket, og jeg tog ikke engang mig selv alvorligt, hvordan kunne jeg stå der og underholde de mennesker? Alle de ting kørte inde i hovedet på mig.

– Og så begyndte jeg at selvmedicinere. Det blev jeg nødt til, ellers kunne jeg ikke optræde. Jeg havde så stort et problem med alkohol og kokain, at jeg var flov over det, jeg syntes, det var en falliterklæring, at jeg ikke kunne styre det. Var jeg virkelig kommet så langt ud? Så jeg sagde det heller ikke til dem, jeg stod nær.

JEG HAVDE MÅSKE EN ELLER ANDEN FORM FOR DIAGNOSE

Men også denne gang blev en grim oplevelse Jimmy Jørgensens redning.

– I starten klarede jeg angstanfaldene med vodka, så jeg kunne eksistere. Og fandt ud af, at jeg faktisk også havde angstanfald, da jeg var lille og sniffede lightergas. Jeg var vel 11-12 år og havde sniffet alt for meget igennem et år, indtil jeg fik angst, som jeg også arbejdede med alene dengang. Men denne gang fandt jeg ud af, at jeg måtte tage et valg, for jeg kunne ikke passe mit liv og mit arbejde. Så jeg stoppede med kokainen, prøvede lidt igen for at se, om jeg kunne, og det kunne jeg bare ikke. Angsten kom hamrende lige med det samme. Der var ikke noget at gøre. Jo, jeg kunne vælge at lade være med at optræde, men så havde jeg jo ikke noget liv.

LÆS OGSÅ: Linse Kessler: "Hvis jeg kunne vågne op i morgen uden en eneste tatovering, så ville jeg gerne det"

– I virkeligheden er jeg typen, der godt kan lide at have en rus, men jeg vil også gerne have kontrol, og det er svært. Så jeg har altid balanceret på kanten. Jeg følte jo ikke, at jeg havde et problem, før angsten kom. Og gudskelov at jeg fik den, for det tvang mig til at stoppe. Angst gør jo, at du føler, at du bliver sindssyg, at det er slut nu. Men hvis man kan sige til sig selv, midt i det, at man godt kan komme om på den anden side, at det går, så har man taget det første skridt. Der ligger en eller anden tryghed i at vide, at det stopper. I starten kunne jeg næsten få et angstanfald bare af at tale om det, men siden er jeg blevet god til både at tale om det og bearbejde det, fortæller Jimmy Jørgensen.

Tror du, at misbruget, angsten og rastløsheden hænger sammen med din opvækst?

– Jeg tror måske, at jeg har haft en eller anden form for diagnose – ADHD, måske. Jeg ved det ikke, men min rastløshed, min trang til at dulme … Det er fornemmelsen af, at man fylder et hul. Jeg kan mærke det samme mønster i de drenge, jeg taler med. Mange af dem er utroligt begavede, men den måde, man serverer læring for børn i skolen på, virker bare ikke på dem. Og det kan jeg genkende fra mig selv. Min egen datter går i folkeskole, og det er tydeligt, at der ikke er ret meget, der har ændret sig. Hvilket er mærkeligt, når vi nu bliver klogere på alle mulige andre parametre.

HAVDE LYST TIL AT PISSE PÅ FADERENS GRAV

Jimmy Jørgensens engelske far døde sidste år, men han nåede at have et forhold til ham i 10 år. Og selv om han ikke selv havde de bedste kort på hånden, er han alligevel glad for, at det ikke var hos ham, han voksede op.

– Jeg kan mærke på mine engelske søskende, at det ikke har været bedre derovre. Min yngste storebror døde af en overdosis i 80’erne, og min ældste storebror har fortalt, at min far bankede ham hver mandag ude på græsplænen for at banke narkomanen ud af ham. Han havde ikke talt med min far i 15 år, da han døde, fordi han syntes, han var en idiot. Min storebror er en rigtig engelsk bully – et kæmpe brød, som har været i fængsel og har sloges med min far altid. Klassisk engelsk arbejderfamilie.

– Men jeg oplevede kun min far fra den gode side, og han var utroligt glad for at få mig ind i familien. Jeg var jo en succes, og når han sagde mit navn herovre, kom han gratis i Tivoli. Jeg sagde altid til ham, at jeg var ligeglad med fortiden, jeg ville bare gerne finde ud af, hvor jeg kom fra. Og jeg syntes, at det var stort, at mine børn kunne se ham. Da min store datter kom i skole og skulle lave et stamtræ, var min side helt tom, men Ringhoff-siden var helt fuld. Nu havde vi pludselig noget – nogle historier.

Da faderen lå for døden, tog han sammen med sin ældste datter til England og nåede at sige farvel til ham. Storebroderen kom først efter begravelsen og spurgte, hvad der var at arve.

– Så smed min søster ham ud. Da jeg skulle hjem dagen efter, gav hun mig et brev i hånden. Hun sagde, at hun var i tvivl, om hun skulle give mig det, det var papirerne fra retssagen dengang, hvor han nægtede faderskabet over mig – seks A4-sider skrevet på gammelt silkepapir. Han havde løjet og sagt, at min mor havde været sammen med hans venner, prøvede at gøre hende til luder. Det sad jeg dér i toget og læste, og jeg havde lyst til at vende om og pisse på hans grav. Tænk at efterlade en 17-årig pige med et lille barn på den måde. Så lige der i toget afskrev jeg ham igen. Men altså … han var jo død, og han var min far. Det var bare hårdt at se det på skrift.

LÆS OGSÅ: Linse Kessler: "Hvis jeg kunne vågne op i morgen uden en eneste tatovering, så ville jeg gerne det"

DET KRÆVER NOGET AT VÆRE EN FAMILIE

I 2007 møder Jimmy Jørgensen skuespillerkollegaen Signe Egholm. I forhold til hans tidligere kærester, blandt andet modellen Mayianne Dinesen og skuespilleren Beate Bille, var Signe med hans egne ord heldig at møde en bedre udgave af ham.

– Signe har aldrig oplevet den Jimmy, der festede fra onsdag til søndag, hun var heldig at møde mig et sted, hvor jeg ikke syntes, det var interessant længere. Og da vi fik Billie i 2011, ændrede det alt for mig. Pludselig gav det mening at stå op klokken seks om morgenen. Det at få et barn var at være i live for mig, så jeg fik byttet det ud med festen. Jeg havde været sammen med de kvinder, jeg skulle, jeg havde drukket og indtaget det, jeg skulle. Der var ikke mere at hente. Jeg kan stadig godt lide at feste, men ikke på samme måde.

Nytårsaften faldt jeg i søvn i min smoking kvart over tolv sammen med den mindste, fordi han blev bange for fyrværkeriet.

Du og Signe har været sammen i mange år nu, hvad er anderledes med hende?

– Altså … Det kræver noget at få det hele til at hænge sammen og samtidig bevare forholdet, hinanden, arbejdet, sig selv … Det kræver noget at være en familie. Det er en kæmpe udfordring at få plads til sig selv også – det er jo derfor, der er så mange, der går fra hinanden. Man tror altid, at alle andre par har det nemmere og sjovere, men sådan er det jo ikke. Det er også en af grundene til, at vi aldrig vil lave de dér forsider med den perfekte familie, for det er slet ikke sådan, det er. Men jeg har aldrig haft det bedre end i den konstellation, jeg er i nu.

Og alkoholen og stofferne?

– Stoffer har jeg ikke rørt i mange år, og smøgerne kvittede jeg for snart 20 år siden. Jeg drikker lidt indimellem, men jeg kan godt mærke, at det bærer derhen, hvor jeg helt holder op en dag, for jeg har det meget bedre, når jeg ikke drikker noget som helst. Når jeg drikker rødvin, er det altid økologisk, i det hele taget rører jeg ikke noget, der ikke er økologisk. Jeg har haft en opvækst på farver og tilsætningsstoffer, så jeg har spist økologisk i 20 år – også dengang det var pissedyrt. Det optager mig meget.

Jimmy Jørgensen, 55. Autodidakt skuespiller, tidligere forsanger i rockbandet Hotel Hunger. Han brød igennem i 1995 i Dr. Dantes teaterkoncert "Gasolin" og har siden medvirket i en lang stribe teaterkoncerter og musicals. Derudover i flere film og tv-serier, f.eks. "Taxa", "Pizza King", "Rejseholdet" og "Nynne". Danner par med skuespiller Signe Egholm, som han har to børn på otte og tre år med. Fra sit forhold til Lise Ringhoff har han datteren Sally, der er 28 år i dag.

Læs også