Linse Kessler: "Hvis jeg kunne vågne op i morgen uden en eneste tatovering, ville jeg gerne det""

Linse Kessler har trodset tyngdeloven. Fra en barndom i socialklasse fem med umiddelbar udsigt til et liv i taberrækken har hun løftet sig selv op i det danske samfund og er blevet sit eget brand.

Det er i sig selv en kraftpræstation. 11 domme og adskillige fængselsophold har ikke slået hende ud. Hun er blevet danmarksberømt efter 10 år som mildt sagt barmfager hovedkraft i TV3’s ”Familien fra Bryggen”.

Linse er serie-iværksætter, der er penge på kontoen, et hjerte, der banker det rette sted, og bunkevis af idéer i hovedet. Hun tabte godt nok 1,4 millioner kroner på sit bed & breakfast-eventyr i Spanien.

Og hvad så? Linse gik efter drømmen, men opdagede, at hun drømte om noget helt andet.

Nu har hun gang i sin egen animal-cruelty-free parfumelinje, ”Lenina Coleman” – fornavnet er hendes eget rigtige, efternavnet hendes mor, Moppers, fødenavn. Det skulle dufte af klasse.

Den første duft er allerede på gaden, den nye er lige på trapperne. Og så er der dyre-webshoppen, hvis overskud går til dyrene – Linse ku’ ikke gøre en kat fortræd.

Linses historie fortæller noget om det danske samfund: Én chance til, ikke? Men det fortæller også noget om, at Linse er skabt af noget særligt, at hun må have fået en ”mønsterbryder-nøgle” med.

Hun har aldrig afsværget Bryggen, hun elsker den, den er paradoksalt nok basen for hendes succes. Hvad kriminaliteten angår, har hun for længst lagt fortiden bag sig og smidt sin pistol i havnen.

Og Linse sidder i min sofa og taler lige ud af posen. Som altid.

Vi taler om De Syv Dødssynder. Hovmod. Griskhed. Vrede. Misundelse. Utugt. Dovenskab. Fråds.

Linse har berøringsflader med dem alle sammen. Det er såre menneskeligt.

GRISKHED

Linse var 11 år, da hun begyndte at tjene penge. Hun gik med aviser, samlede indkøbsvogne foran Amager Centret og hjalp til i den lokale ostebutik for at hjælpe sin mor med huslejen – og værtshusregningen.

Mopper ville ikke have pengene. Så lagde Linse dem bare på kommoden i entréen under en særlig klokke, Mopper havde. Linse har ikke fået noget forærende. Men som voksen er hun stadig en, der giver væk. Til dyrene. Enkelte gange til mennesker i nød.

En enlig mor, der ikke kan betale huslejen. En gammel mand, der har det svært. Hun er godt selv klar over, at hendes gavmildhed kan udnyttes. Er igennem årene også blevet det.

Hun har også lært, at nok kan være nok. Så lukker kassen – og åbner et andet sted. Det vigtigste er:

– Jeg er et ordentligt menneske. Og jeg er ikke grisk. Hvis jeg får tilbudt noget, så tager jeg det ikke, bare fordi jeg kan få det. Jeg siger nej tak, hvis det er noget, jeg ikke har brug for, eller hvis andre kan få glæde af det. Jeg er ikke ordentlig på alle punkter, men lige dér er jeg.

UTUGT

Der er ikke nogen mand i Linses liv lige nu. Sidst der var, var et onenightstand, som hun fik verfet ud efter de ret få minutter, seancen varede.

Hun har ikke noget imod hurtig sex, men hun er ikke til postcoital hygge. Linse vågnede om morgenen med en meget ubehagelig lugt nede fra ”konen”, som hun kalder den del af sin underkrop.

Overbevist om, at hun havde udviklet en kønssygdom på rekordtid, styrtede hun på apoteket og forklarede situationen til en apoteker. Det viste sig at være en banal svampeinfektion.

Siden er det kun den trebenede hund og hunden Jytte, der har fået adgang til Linses seng. Men livet har jo ikke ALTID været mandeløst, og det er ikke sikkert, at det skal blive ved med at være sådan. Så vi skal snakke om … utroskab.

– Jeg har altid været utro. Det vil jeg helt sikkert aldrig holde op med. Det har nok handlet om, at så var jeg helt sikker på, at jeg ikke var involveret for meget, så kunne jeg ikke blive såret. Jeg har kun haft én kæreste, som jeg ikke har været utro.

– Fordi han var nok. Han var så fantastisk. Og så var jeg blevet lidt ældre. Jeg turde godt elske ham. Han var simpelt hen så lækker og dejlig. Han var smuk, han var en gud altså. Han var også helt umulig. Vi var ikke enige om NOGET som helst.

– Vi passede slet ikke sammen. Det gik heller ikke til sidst. Men hold kæft, vi var et flot par. Altså jeg kiggede ikke engang til siderne! Jeg er jo den største flirter. Dengang jeg gad. Selv om jeg har haft nogle rigtig søde kærester, har jeg altid dusket ved siden af.

Men hvis det er en dødssynd – så må man vel helst ikke?

– Ej, man skal da prøve at lade være, men hvis jeg kan mærke, at jeg sgu godt lige vil se en ved siden af, så gør jeg det. Men … jeg er ALDRIG blevet taget i det. Aldrig. Og det er det vigtige.

– For man sårer et andet menneske, hvis man bliver taget i det. Så er man et røvhul, og så er det lige pludselig ikke hyggeligt eller sjovt for nogen.

– Jeg har masser af gange haft en, jeg så i nogle måneder ved siden af. Hver torsdag eller sådan noget: Skal vi lige ses?

Hvad med sex og dig lige nu?

– Det er lige meget. Jeg gider godt, men der er ikke rigtig noget. Jeg arbejder også hele tiden, og hvis jeg ikke gør, er jeg helt udmattet, og så går jeg tur med mine hunde, og så skal jeg i seng, og så er der en ny dag i morgen.

– Sådan kører det. HVIS jeg har en lørdag eftermiddag fri, skynder jeg mig at ringe til Geggo og Cengiz og spørge, om vi skal lave noget, eller om jeg må låne Alba. Hvis jeg har fri og skal vælge mellem at duske en eller anden eller være sammen med barnebarnet, er det barnebarnet, der vinder hver gang. Det er 100!

MISUNDELSE

Dengang Linse var barn på Bryggen, oplevede hun tit, når hun var på legepladsen, at de andre skulle hjem og spise. Linse skulle ikke hjem og spise. Der var ingen hjemme.

Mopper sad nede på værtshuset. Når de andre var gået hjem, hyggede Linse sig med drankerne og bumserne, som ”heller ikke skulle hjem og spise”. Når hun taler om det, lyder hun aldrig misundelig.

– Jeg kender ikke rigtig til misundelse. Men det er, fordi jeg altid føler, at det er MIG, folk skal være misundelige på, fordi jeg er så pisseheldig og forgyldt. Jeg har faktisk altid følt mig forgyldt.

– Jeg tror virkelig, der er mange, der er misundelige på mig. Ikke på at jeg har store bryster eller selv synes, at jeg er flot, men på min styrke og min selvtillid. Der ER alle dem, der siger: ”Hold kæft, hvor er det sejt, Linse, gid det var mig.”

– Der er også dem, der vender det det til noget negativt og bagtaler mig: ”Hun tror, hun er noget.” Men jeg ER noget. Jeg er helt fantastisk, ja da! Det var Mopper faktisk god til at sige til mig. Når jeg som 13-14-årig gik og sank sammen, fordi jeg var højere end alle de andre, sagde hun: ”Nogge, ret dine skuldre tilbage, du er FLOT, du har lange ben, du er en fotomodel.”

– Hun havde fuldstændig ret. Hun så mig. I perioder. Hun har haft rigtig gode perioder, og det har været rigeligt for mig. Jeg har aldrig følt mig ikke-elsket af Mopper. Så et eller andet må hun have gjort. Men jeg kan ikke huske hvad.

Men hov – her kommer alligevel noget, Linse har været misundelig på.

– Jeg har været tynd hele mit liv, og jeg synes, tykke kvinder er lækre. Der er masser af kvinder, som det klæder, og de må ikke tabe sig.

– Jeg tog hormoner i tre år, men da jeg kom jeg hjem fra Spanien, gik der ged i den, og så smed jeg dem. Skide være med, om ansigtet drager sydpå, tænkte jeg. Så tog jeg 10 kilo på.

– Så var jeg fyldt ud. Jeg var så glad for, at jeg havde taget på. Pludselig var jeg nået op på 87 kilo og tænkte: Jeg prøver sgu at nå de 100 kilo. For nu KAN jeg på grund af overgangsalderen, jeg er holdt op med at ryge, og jeg skovler bare ind.

– Men så fik jeg øje på min mave, og det var slet ikke lækkert. Nu er det blevet betydeligt bedre. Jeg har erfaret, at jeg alligevel ikke ville være helt tyk, for det klæder mig ikke. Men jeg har fået nogle gode skinker.

FRÅDS

Linse har en Stella McCartney-taske. Den står på gulvet, og hun er glad for den. Den var dyr. Hun siger, det er hendes eneste taske af den kaliber. Linse er ikke nogen frådser.

– Altså … jeg synes egentlig ikke, jeg sparer, men jeg er hende, der render rundt og slukker lyset efter ALLE. Jeg laver heller ikke mere mad, end der skal spises.

– Hundene må alligevel ikke få pomfritter og falafel, vel? Og jeg kan jo nærmest ikke lide andet. Broccoli? Forfærdeligt! Jeg er ikke til madspild. Jeg elsker leftovers. Jeg tænker faktisk mere og mere på den verden vi lever i. Klima. Jeg synes, jeg er ret god til det.

– Hvis der SKULLE være nogen, der rev en gulerod hjemme hos mig, så ryger skrællerne ud til fuglene.

VREDE

Linse har siddet i fængsel. Flere gange. Da Geggo var lille, stak Linse en kvinde ned. Det resulterede i, at hun kom 15 måneder i fængsel. Hvis man kan tale om noget positivt ved den historie, var det, at det bragte hende permanent væk fra hendes voldelige kæreste. Og nu skal vi tale om hendes forhold til vrede.

– Jeg ER blevet bedre til det. Jeg har den store fordel, at jeg aldrig bliver vred, hvis der er børn eller dyr i nærheden, for de bliver bange, de forstår ikke hvorfor. Jeg sørger for, at børnene eller dyrene kommer væk, og så tager jeg den. Men først når de er væk.

De ting, du har siddet i fængsel for – er nogle af dem gjort i vrede?

– Ork ja. Men hver eneste dom, jeg har, har jeg gennemtænkt inden. Jeg når at tænke: Hvor længe får jeg for det her? Okay – så kører jeg ham p-vagten ned …

Linse har 11 domme.

– For ulovlig indtrængen, vold af særlig farlig karakter, almindelig vold – dem har jeg nogle stykker af. Så har jeg en paragraf 191, da jeg smuglede hash, det var min første dom. Og så har jeg ulovlig våbenbesiddelse.

– Dem har jeg fire af. Det er bare, fordi jeg altid har haft en pistol. Hvis der er blevet taget en fra mig, har jeg købt en ny. Jeg har aldrig skudt med den eller truet nogen som helst med den.

– Men jeg har altid været enlig mor, og i mit hood, og sådan som vi er vokset op, er den bare god at have ude i et lille rum på bagtrappen. Men da vi begyndte at lave ”Bryggen”, sagde jeg til Mopper: ”Det går altså ikke med den der pistol.” Didde og mig havde lige haft besøg af politiet.

– Der var ikke noget at komme efter. Og de fandt den ikke, vel? Men jeg sagde: ”Det går ikke. Næste gang finder de den, og jeg har skrevet under på kontrakten med TV3, på at jeg ikke må have verserende sager eller gøre noget ulovligt, for så er det slut med fjernsyn.

– Det må være på tide at slippe af med den og ikke købe flere. Jeg har ikke brug for den. Desuden er jeg smaddergod til at slås. Den pistol er gammel adfærd, den skal bare væk.”.

Klip til en scene som snuppet ud af Olsen Banden:

– Mopper og jeg pakker den ind i et af hendes gamle halstørklæder. Vi har den nede i Moppers taske og går en tur ned ad havnen, men vi har helt glemt, hvor kendte vi er. Vi har allerede lavet to sæsoner af ”Bryggen”, alle råber: ”MOPPER, LINSE, HEY BILLEDER!”.

– De er helt vilde. Vi går sådan en dejlig dag med en pistol i tasken og tror, vi kan kaste den i havnen, uden at nogen opdager det, ha ha ha. Vi har 40 mennesker løbende efter os! Så vi går og går og får taget billeder med en hel kø af mennesker, og da de ligesom er væk, siger jeg ”Giv mig den!” til Mopper.

– Så smed vi den i havnen, der ligger den endnu. Jeg ved præcis, hvor den ligger.

Da pistolen røg, blev hun lovlydig, siger hun.

– Jeg er også begyndt at køre med sele, det er simpelt hen for meget.

Det vil sige:

– Jeg plejer bare at have sådan en dims, jeg sætter ned i holderen, i stedet for selen – så det ikke siger ding ding ding. Eller også tager jeg selen bagom. For det er skideirriterende med brysterne.

DOVENSKAB

Linse har altid været god til at ”lave penge”. Og når hun har knoklet, skal INGEN andre fise den af på hendes bekostning. Hvis der er noget, der kan få hende ud af flippen, er det dovenskab.

– Jeg bliver sindssyg af det. Jeg kan ikke holde ud at være sammen med dovne mennesker. Jeg kan slet ikke overskue det, jeg kan slet ikke respektere, at man ikke vil lave noget. For så er det jo nogle andre, der skal lave tingene.

– Det er selvfølgelig nogen, der ikke KAN arbejde. Men jeg hader, når folk kører friløb. Man er nødt til at arbejde for sine ting. Men vi lever desværre i et freeloader-samfund. Er du gal! Det gør vi 100 procent.

HOVMOD

Blære sig. Prale. Være hovskisnovski. Hovmod står som bekendt for fald. Eller gør det?

– Altså jeg blærer mig tit, men jeg er ikke hovskisnovski. Jeg føler mig ikke bedre end andre. Men jeg går ind for, at man gerne må blære sig, hvis man har noget at blære sig med.

– Jeg ELSKER at blære mig. Men jeg siger ikke samtidig, at jeg er bedre end andre. Det er jeg nok alligevel lidt, ikke? Jeg synes godt, man må blære sig, men man skal have noget at blære sig med, og man skal ikke være en blærerøv og spille smart.

– Men hvis man har gjort noget godt, må man gerne. Min webshop til dyrene må jeg gerne blære mig med ud over alle bredder. Jeg gør noget skidehamrende godt.

Skal man stadig ikke tro, man er noget?

– Jamen der er jantelov for fuldt skrald. Man kan bare gå ind på Ekstra Bladets Nationen og se, hvordan folk er helt skudt af. De er så lede derinde.

– Jeg læser det aldrig, for nogle gange kan jeg godt blive så sur, at jeg har lyst til at gå ud og finde folk, og det er ikke en god idé ... Men janteloven … Jeg var ikke interessant, hvis vi ikke havde jantelov i Danmark – for så var vi alle sammen ligesom mig.

– Arh, nok ikke HELT ligesom mig, men så ville der ikke være nogen, der fik ondt i røven. Det, der er min kant, er, at jeg gør, hvad der passer mig. Og det er interessant. Men det er det KUN, fordi vi lever i et janteland. Ellers var jeg ikke interessant. Så var jeg bare en af mange i Amerika.

Her holder Linse en pause og siger:

– Ved du hvad, det er lige gået op for mig, at ligegyldigt, hvad for en af de syv dødssynder du nævner – så er jeg bare skidegod, ha ha!

FORTRYDELSE

Det var alle synderne. Så når vi til fortrydelsen. Linse er ikke en, der slår sig selv oven i hovedet, men der ER dog et par ting, hun havde lavet om på, hvis hun kunne.

– Jeg fortryder, at jeg har siddet i fængsel, mens jeg har haft Geggo. Men det blev faktisk det, der gjorde, at vi slap af med ham, der var voldelig. Det reddede os.

– Geggo har aldrig nogen sinde bebrejdet mig bare et minut. Hun må gerne, men hun gør det ikke. Jeg ville kunne tåle meget kritik, for jeg ved, at det ville være fair. Men hun kritiserer mig aldrig.

Og så er der lige tatoveringen hele vejen rundt om halsen.

– Goddammit! Jeg begyndte allerede at fortryde dagen efter. Tre uger efter var jeg i Spanien. Jeg stod og kiggede mig i spejlet, jeg havde taget en gul bluse og et skørt på og havde fået lidt sol og ville se lidt sød ud – og så bare den der motherfucker tatovering, eeej, hvor så jeg ud.

– Jeg flåede tøjet af, tog mine jeans og en sort T-shirt på og tænkte: Det her tøj skal jeg have på resten af mit liv, for det er det eneste, der passer til. Jeg så så hård ud.

– Jeg har virkelig et hårdt sind nogle gange, hvis jeg skruer det på. Men jeg er også en blid mormor og hende, der krammer og kysser alle dyrene og prøver at redde dem alle sammen. Jeg har så mange følelser. Det passer ikke til den tatovering, så den skal bare væk.

– Det gør ikke ondt at få den, men nøj, hvor gør det ondt at få den væk. Hvis jeg kunne vågne op i morgen uden en eneste tatovering, ville jeg gerne det. Jeg synes sgu, mine arme var flottere uden.

Hvad er det for dig at være et ordentligt menneske?

– At jeg kan sove godt om natten. Jeg skal bare lade være med at tænke på hunde, der brænder og bliver kastet i frituren i Kina. Men ellers kan jeg sove godt, fordi jeg ved, at jeg behandler andre ordentligt.

– Så er der nok dem, der vil sige: Jamen du har siddet i fængsel, og du har slået en p-vagt, og du har stukket én ned, du er sgu da ikke et ordentligt menneske.

– Nej, det har jeg ikke været hele tiden. Men jeg kan kigge mig selv i spejlet og sige: Linse, du er sgu fandeme skidesød over for de mennesker, du møder på din vej. De er også søde over for mig. Jeg får sindssygt meget kærlighed.