Underholdning

Jan Gintberg: Jeg er ikke så meget mig, mig, mig

af Susse Wasmann 12. marts 2012
Foto: Tom Lindboe
Femina har snakket med komikeren Jan Gintberg om behovet for at iscenesætte sig selv, og pludselig at skulle tilsidesætte sig selv for et andet menneske.

Jan Gintberg turnerer lige nu med sit onemanshow "I luv' Jan" - et narcissistisk ridt ned igennem vores navlebeskuende MIG-kultur. Og hvis han skal være ærlig - er han så ikke også selv ramt af den?- Jo da. Jeg kan godt være mig, mig, mig-agtig, nok mest i eksponeringssammenhænge. Hvordan tager jeg mig ud på dét billede? Sagde jeg noget klogt dér? Og hvis jeg kommer hjem fra et show, hvor 600 mennesker har klappet af mig, og så lander midt i en orkan af tre børn og skal skrabe honning og kyllingepostej ned fra væggen, så får jeg det sådan lidt: Er det virkeligt, det her? Mon Alec Baldwin også skal det? Var jeg ikke skabt til noget større? Men hvis jeg skal pudse min egen glorie, er jeg faktisk ikke så meget mig, mig, mig. Ikke så tit i hvert fald.Jagten på anerkendelseNej, dine venner taler tværtimod meget pænt om dig. Siger, at du er elskelig, hjælpsom, oprigtigt interesseret i andre mennesker. Så du taler ikke om dig selv i showet?- Altså ... jeg vil sige, at der er kommet nogle ting til mig, siden min far døde for kort tid siden. Jeg har opdaget den dér jagt på anerkendelse, som man jo også jagter fra sine forældre. Det er fint at jagte faglig anerkendelse, synes jeg, men den menneskelige jagt holder nok aldrig op. Og så er det, vi sætter nogle små personlige teaterstykker op, selv om vi jo bare kunne være gået direkte til folk og sige: "Hvad synes du om det her?". Hvis man tog følelserne helt ud af de ting, man sagde og gjorde, ville éns liv jo være meget nemmere. Så får du en feedback, du kan bruge aktivt: "Det kan jeg godt lide, eller det kan jeg ikke lide." Men der er så mange uudtalte ting mellem mennesker, især i parforholdet. Det er derfor, alle parterapeuter siger, at man skal LYTTE til, hvad den anden siger, og prøve at forholde sig nøgternt til det. For det er jo det, vi ikke gør. Vi lytter ikke til det, der bliver sagt, vi lytter til det, vi TROR bliver sagt. Fordi vi mener, at hele verden udgår fra os. Der er så mange psykologiske lag i det, som dybest set - igen - handler om, at vi vil bekræftes.SorgprocessenDer blev dog ikke meget tid til selviscenesættelse, da Jan Gintberg og hans kone Nina i 1997 blev forældre til Eline, som blev født med Downs syndrom. Det skulle lige fordøjes.- Enten river det folk fra hinanden, eller også samler det. Og det var vel egentlig sådan: Hold da kæft, vi har sgu fået en opgave her! Vi skulle igennem en sorgproces, for det er det jo. Man skal tackle, at man lige pludselig er en helt anden type forældre end dem i éns omgangskreds ... dem, man troede, man skulle være. Så man mister noget - og får til gengæld noget andet. Som man skal bearbejde.Hvordan tacklede I det?- For nogle tager den proces flere år - for vores vedkommende gik der en måneds tid, hvor vi var rigtig kede af det. Men hun var der jo, vi skulle jo passe hende. Og så tror jeg, vi ret hurtigt fik fornemmelsen af, jamen, vi bliver nødt til at gå pragmatisk til værks her og få det bedste ud af det.- Eline har fået mig til at tænke: Jamen, for fucks sake! Hvor er der mange liv, der er uden for normen! Folk kan jo leve fuldstændig anderledes end mig, have helt andre mindsets, og det må jeg bare acceptere. Derfor kan vi godt have nogle fælles referencer, for der er ALTID noget samlende i os mennesker, selv om vi er enormt forskellige. Eline har åbnet nogle mentale porte for mig i forhold til mit udsyn. Men de dér fordomme om, at mennesker med Downs syndrom altid er glade, har provokeret mig helt vildt. Eline kan være lige så rasende, som hun kan være glad. Og når hun er sur, er hun satanedeme sur! Hun er jo teenager, og ligesom alle andre teenagere. Bare lidt på en anden måde. Fordi hun ikke har det dér filter af psykologisk social indpakning. Hvis solen skinner, efter at det har været gråvejr i firedage, bliver hun ENORMT glad. Og fortæller det til alle. Og så får jeg lige en reminder om de små glæder i livet. Ligesom da man var lille. Solen skinner, og derfor er jeg glad. Ikke andet.

Cecilie Stenspil: Det er vigtigt at kunne grine sammenFrank Hvam - Velkommen på forsidenAnders Matthesen tror på karma