Glenn Close: ”At blive ignoreret er den værste følelse i verden”

Filmen ”The Wife” begynder med et knald. Den verdensberømte, aldrende forfatter Joe Castleman (Jonathan Pryce) lægger op til sin hustru Joan (Glenn Close), som modstræbende, men fnisende overgiver sig. At et hvidhåret ægtepar har sex, er ikke bare en filmisk sjældenhed, men som regel en indikation på, at de er sluppet nogenlunde nænsomt gennem mange års samliv. Men det viser sig hurtigt at forholde sig ganske anderledes. Under ægtesengen har frustrationerne hobet sig op i bunker, hvor de kun venter på den tornado af raseri, der ulmer i Joan.

Den eminent velspillede ”The Wife” handler om en kvinde, der har betalt en kolossal pris for at være sin mands kone. Hun har ofret sit talent, sin ambition og sin identitet på ægteskabets alter, før hun en dag får nok.

– Filmen handler i høj grad om opvågnen. Joan vågner pludselig op og indser, at alle de drømme, hun ikke troede, hun kunne få opfyldt, rent faktisk var inden for rækkevidde – og måske stadig er det. Hun begynder langt om længe at realisere sig selv, forklarer hovedrolleindehaveren Glenn Close.

Facaden krakelerer

femina har fået et eksklusivt interview med den verdensberømte skuespiller Glenn Close, hvis præstation i ”The Wife” allerede før premieren har givet global genlyd. Med sin sublime skildring af den begavede, men usynlige Joan Castleman har Close sat kurs mod den Oscarstatuette, som er tæt på at være det eneste, hun mangler i en imponerende karriere.

I filmen er det en helt anden prisoverrækkelse, der driver handlingen. Joe Castlemans forfatterskab krones, da han modtager Nobelprisen i litteratur, og parret rejser sammen til Stockholm for at modtage den. Men i løbet af turen krakelerer facaden, og fra sprækkerne i ægteskabets mosaik vælter det ud med svigt og hemmeligheder. For mens det er mandens navn, der står på omslaget af bøgerne, er det i virkeligheden den litterært begavede hustru, der i alle årene har siddet ved tastaturet. Nobelprisuddelingen bliver et vendepunkt, hvor hendes offervilje ændres til afsky. Det går op for hende, at hendes talent har sikret ham en plads på podiet, mens hun selv har fået en evig plads i skyggen.

– En af mine yndlingsscener er den, hvor de er ude til et arrangement, og Joan står i baggrunden og holder sin mands frakke. Det er reelt det, hun gør meget af sit liv. Holder frakken. Mens de er unge, generer det hende mindre, men efterhånden som årene går, modnes hun, og hun kan ikke længere tolerere at blive tilsidesat og ignoreret, siger Glenn Close.

Den 71-årige skuespiller mener, at filmen fortæller historien om de mange kvinder, der gennem generationer skyllede deres eget potentiale ud med opvaskevandet, for at manden kunne realisere sig selv.

– Jeg har ofte set det mønster udfolde sig. Mange kvinder, særligt i min mors og min mormors generation, troede ikke, de havde evnerne til at udleve deres egne drømme. I stedet ofrede de deres karrierer og deres muligheder, nogle gange endda deres børn, for at sikre, at deres mænd kunne lykkes og få succes. Så kom feminismen, og mønsteret i mange ægteskaber ændrede sig heldigvis, siger hun.

Hun understreger, at følelsen af at forsvinde er universel. Men den er vanskeligst at kapere, når man forsvinder i sit ægteskab.

– Det sker hele tiden i min egen profession. Den berømte del af et par bliver genkendt overalt, men den anden er fuldstændig usynlig. Jeg har også selv oplevet at være i situationer, hvor jeg er blevet overset. At blive ignoreret er den værste følelse i verden …

Vil du uddybe, hvornår du har oplevet det?

– Nej … (latter).

LÆS OGSÅ: Merete Pryds Helle: Jeg har aldrig været alene mere end en måned

Grå hår

Det er svært at forestille sig Glenn Close blive overset. Kvinden, der fik sit internationale gennembrud som uligevægtig, hævngerrig elskerinde i ”Farligt begær” i slutningen af 1980’erne, er blevet en grande dame – en af dem, der hører til i Hollywoods superliga, når kvinderoller skal besættes. Hun har imponeret i roller, der strækker fra Cruella de Vil i ”101 dalmatinere” til rokoko-bitch i ”Farlige forbindelser”, og hun er oscarnomineret hele seks gange.

Glenn Close er fortsat efterspurgt, især fordi der de seneste år er udviklet flere roller til modne kvinder – alligevel mener hun, alderen rummer sin egen diskrimination.

– En mand bliver stadig set, selv om han bliver ældre. Det er lettere for en mand at blive gråhåret. Det sker helt naturligt, og ingen tænker over det. For en kvinde er det problematisk. Alene det, at det for os er en aktiv beslutning at lade de grå hår vokse ud … de fleste af os overvejer jo længe, om vi skal eller skal lade være. Den slags skal en mand ikke forholde sig til. Ingen forventer, at han farver håret for at se yngre ud.

Glenn Close er i dag selv indehaver af en gråhvid korthårsfrisure, som hun har det strålende med.

– Det var mest af dovenskab. Jeg blev dødtræt af at få farvet mine udvoksninger. Så nu er det hvidt, og det er mit eget hår, man ser i filmen. Hvis jeg skal spille en rolle, der kræver en anden farve, siger jeg: Hurra for parykken!

LÆS OGSÅ: Bodil Jørgensen: Nogle gange spørger børn, om jeg er Rigmors mormor

Hvorfor går hun ikke fra ham?

I ”The Wife” ser vi, hvordan årene lægger sig over Joans mand som en patina, der sammen med berømmelsen tilsyneladende tilføjer ham en intellektuel sexappeal, som han omsætter i et utal af affærer med andre kvinder. Joan undertrykker sin vrede og bliver hos ham, mens hun selv bliver mere og mere gennemsigtig for omverdenen.

– Noget af det sværeste ved at spille denne rolle, har været at forstå hende. Især at forstå, hvorfor hun dog ikke er gået fra ham for længst! Det spørgsmål stillede jeg mig selv igen og igen, og jeg brugte uger på at gennemgå det med manuskriptforfatterne.

Glenn Close har selv tre forliste ægteskaber bag sig, så hun kender dynamikkerne i et slidt parforhold. Men det tog tid for hende at granske sig frem til, hvorfor selv begavede, ressourcestærke kvinder finder sig i gang på gang at få deres grænser overskredet og værdigheden nedbrudt.

– Først troede jeg, filmen handlede om en kvinde og hendes udvikling, men efterhånden indså jeg, at det lige så meget er en historie om et ægteskab, som er meget komplekst – men også meget realistisk. Parret er, som så mange andre, tidligt kommet ind i en vane, som kommer til at definere dem både som individer og som par, forklarer hun.

– Joans skæbne er, at hun som ung forelsker sig i en mand, der tror, han er Philip Roth (berømt amerikansk forfatter, red.). Hun fikser tingene for ham, fordi hun har evnen til det, og tror, hun vil miste ham, hvis hun ikke hjælper ham. Hun vælger at opgive sin egen karriere, og hendes børn lider endda under, at hun bruger al sin energi på at få hans liv til at fungere. Alt sammen fordi hun frygter at miste alt, og den frygt er drivkraften. Parret elsker hinanden, men fanges begge i den løgn, de sammen fortæller omgivelserne. Joan får jo på sin vis udlevet det talent, hun har i sig. Hun gør det bare igennem sin mand, og prisen for det offer bliver højere og højere, som tiden går, siger Glenn Close.

Brug dit potentiale

For filmens Joan Castleman bliver Nobelprisen det wake-up call, der får hende til at bryde ud af den ægteskabelige dødsspiral. Filmen kulminerer på en måde, som ikke skal afsløres her, men budskabet står klart tilbage i slutscenen. Det tabte land skal vindes tilbage, den spildte tid skal der kompenseres for, i det omfang det er muligt.

Glenn Close håber, at flere kvinder i tide vil indse værdien af at satse på sig selv og indfri egne ønsker til tilværelsen, uanset hvem man er gift med.

– Hvis der stadig er kvinder derude, der ikke har prøvet – altså virkelig oplevet at fylde livet og hverdagen med noget, der giver dem en dyb personlig tilfredsstillelse, så håber jeg, de vil gå i gang. Gør noget! Og lad være med at føle, at du kun kan gøre det sammen med en mand. Jeg håber, flere kvinder vil føle sig styrket – empowered – til at bruge deres potentiale og udleve alt det, de har i sig.