Underholdning
11. august 2023

"Gift ved første blik" vender nu tilbage med flere store ændringer

Nogle af ændringerne skal blandt andet gøre, at de medvirkende føler sig mindre presset, siger DR.
Af: Af Signe Larsen
Gift ved første blik

Arkivfoto: DR/Snowman Productions/André Frost

Når den 9. sæson af datingprogrammet "Gift ved første blik" vender tilbage inden længe, bliver det med en række forandringer.

Det forklarer DR, der fredag har meldt ud, at den nye sæson får premiere på den 24. august.

Konceptet er grundlæggende det samme, som det altid har været – to vidt fremmede mennesker, matchet af programmets eksperter, siger ja til at blive gift med hinanden i det øjeblik, de møder hinanden første gang.

Håbet er, at de fem par bliver sammen for evigt.

Det er imidlertid ikke altid sådan, det er endt. Mange af parrene i de tidligere sæsoner har efter de første uger sammen besluttet sig for det modsatte, nemlig at afbryde ægteskabet.

Ud af de otte sæsoner, der er kørt siden 2013, er det kun fire par, der er forblevet gift.

Men nu håber DR, at de ved hjælp af nye eksperter og mindre pres på de nygifte, kan lave om på det.

Blandt andet har de droppet bryllupsnatten. I den nye sæson må ingen af parrene sove sammen efter brylluppet. De skal i stedet sige godnat til hinanden efter festen og tjekke ind på hver deres hotelværelse.

– Vi ønsker at give de medvirkende et rum, hvor de kan puste ud efter brylluppet, og hvor de ikke skal føle sig presset af formatet eller deres partner til at leve op til noget, som de måske ikke kan.

– Bryllupsdagen er et følelsesmaraton for de medvirkende, og derfor ønskede vi og eksperterne at give dem en pause til at trække vejret inden det videre forløb, udtaler Anna Askov, redaktør på DR.

Derudover vil vi denne gang møde et nyt hold af eksperter.

En af dem er psykolog Eivind Johansen, som også er en af de førende eksperter på testen NEO-P1-3, skriver DR.

Det er en personlighedstest, der for første gang i "Gift ved første bliks" historie bliver brugt til matchmaking af alle fem par.

Derudover møder vi psykolog og parterapeut Trine Hjorth Bønnerup, der har speciale i konflikthåndtering og kommunikation i relationer.

Hun har matchet de medvirkende ud fra psykologsamtaler, hvor hun har vurderet deres evner til at kommunikere følelser – og ikke mindst hvordan de reagerer, når de skal give eksempler på situationer, hvor de har været følelsesmæssigt pressede.

Etnolog og kærlighedsekspert Sarah Holst Kjær er den tredje og sidste ekspert, der har snaget i de medvirkendes undertøjsskuffer og køleskabe for at finde ud af, hvor der kunne gemme sig et match.

Rygning, kæledyr og garderobe er blandt nogle af de emner, der blandt andet kan dele vandene i et par, forklarer hun.

Vi glæder os i hvert fald til at se med, når den nye sæson ruller over skærmen – og vi hepper selvfølgelig på kærligheden.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også