
Underholdning
Forfatter Iben Mondrup: Vi kan ikke blive ved med at give vores forældre skylden
10. december 2018af Susse Wassmann
Foto: Carsten Seidel
Forfatter Iben Mondrup har som mange kvinder i sin generation været gal på sine forældre og gået i terapi i årevis, for alle hendes problemer måtte da være hendes forældres skyld, ikke? I dag er hun modstander af alle bebrejdelserne og overføringen af skyld. Vi skal lade vores forældre være, mener hun, for der ligger noget meget mere værdifuldt i at lære at leve med hinanden.
Jeg har selv været der. Siddet i et utal af terapirum og høvlet rundt i henholdsvis min mor og min far og alt det, de garanteret havde påført mig af lidelser. Det var helt sikkert min fars skyld, at jeg følte mig tiltrukket af utilgængelige mænd, og helt sikkert min mors skyld, at jeg havde svært ved at sætte grænser. Stort og småt i mit liv er blevet overført til relationen til mine forældre, og jeg har lavet en fortælling inde i hovedet på mig selv om, at det er derfor, jeg er blevet, som jeg er.
I dag er jeg ligesom Iben Mondrup ikke spor sikker på, at det var alle pengene værd, for hvad nu hvis det slet ikke er sådan, det hænger sammen? Og hvad har al den terapi og overføring af skyld egentlig gavnet? De spørgsmål har Iben Mondrup arbejdet med i sit forfatterskab på en ret smart måde. – Jeg har været enormt gal på min mor, men er det ikke længere, og det er i høj grad, fordi jeg har kunnet indtage alle rollerne, når jeg har skrevet en bog om familierelationer. Jeg kan være hele galleriet af mennesker og besøge alle de følelser, de har, og det har hjulpet mig rigtig meget. Så på den måde har mit forfatterskab været en mulighed for at sætte mig på alle stole og mærke, hvad der foregår på hver enkelt stol, fortæller Iben Mondrup. Hendes nye roman, ”Vi er brødre”, handler som de fleste af hendes bøger om familierelationer – ofte set fra barnets synsvinkel. For det er de komplekse familiehistorier og alle de følelser, man tager med sig ud af dem, der interesserer hende. De ting, som helst ikke må komme frem i lyset, de pinlige fortællinger, det, man skammer sig over. Det er den energi, der ansporer Iben Mondrup til at skrive.
NORDLYS OG FLÆNSEDE HAJER
Iben Mondrup er opvokset i Grønland, hvor hendes forældre flyttede hen, da hun var tre år. – Jeg husker min barndom som ret eksotisk. Min far havde hundeslæder og kom hjem fra jagt med hajer, som han flænsede ude foran huset. Slædehundene, som stod lænket foran huset, måtte vi ikke komme tæt på, fordi de æder små børn, og det var ikke ualmindeligt, at folk døde i vådeskudsulykker eller faldt igennem isen. Men alle de ting lærer man at leve med som barn, så jeg husker det som en rar, hyggelig og mørk barndom. En barndom under stjernehimmel og nordlys, fortæller Iben Mondrup, som flyttede med familien til Nuuk, da hun var 12 år. – Da jeg blev lidt ældre, og det gik op for mig, at jeg ikke hørte til, begyndte følelsen af fremmedhed at vågne i mig – nok en tilsvarende følelse, som tilflyttere til Danmark oplever. Vi lærte ikke grønlandsk, for dengang mente man, at alle børn skulle lære dansk deroppe, så jeg har aldrig mestret grønlandsk. Og jeg havde en sorg over at føle mig så fremmed, for hvor hørte jeg så til? Det hele sættes på spidsen, da Iben Mondrup får en grønlandsk kæreste. Han er opvokset i Danmark, men flytter til Grønland som 18-årig – opfyldt af at skulle genrejse den grønlandske stolthed. – Han skældte ud på den hvide overklasse, der havde koloniseret Grønland, og det er lige præcis den klasse, jeg tilhører. Så vores forhold, som bliver til ægteskab – vi bliver gift med kongebrev, da jeg er 17 – indeholder en underlig dobbelthed: Hans projekt er at genfinde sig selv som grønlænder, mit er at bære sorg over aldrig at kunne blive til det, han er.ANGST OG SPISEFORSTYRRELSE
Det unge par vælger at flytte tilbage til Danmark, da Ibens mand skal læse medicin. Og så går det helt galt for Iben. – Jeg var ikke sikker på, hvad jeg ville, men jeg planlagde at gøre hf færdig og læse sprog og litteratur på universitetet bagefter. Men så begyndte jeg at få angst. Min krop flippede fuldstændig ud, jeg kunne slet ikke orientere mig i alle de følelser. Jeg sad nede bag vores cykelskur og græd hver eneste morgen, inden jeg skulle af sted. Jeg følte mig fremmed her, jeg var bange for, hvad der skulle ske, og kunne ikke overskue mit liv. Det gik op for mig, at så nemt var det altså heller ikke, det liv, jeg havde set så klart for mig, inden vi rejste. – Jeg fik også en spiseforstyrrelse, som jo er et symptom på, at man ikke føler, at man kan kontrollere omverdenen eller finde sin plads i den. Det er en følelse af kontroltab, som man så retter mod maden, som man kan kontrollere. Og jeg havde fuldstændig mistet overblikket. Så jeg røg ud i noget spisevægring og overmotionering og havde det forfærdeligt, fortæller Iben Mondrup. Morens reaktion på at høre om Ibens nedtur var at sende en check: ”Brug den på at gøre noget godt for dig selv”, skrev hun. Den episode har Iben Mondrup brugt i en af sine bøger – og prøvet at tænke sig frem til, hvad hun selv ville have gjort i dag. Dengang følte hun det som et kæmpe svigt. – Mine forældre sad jo de her 4.000 kilometer væk med to børn hjemme, og jeg var meget selvstændig og bad aldrig om hjælp. Så jeg ville muligvis gøre noget tilsvarende. Jeg bruger mange ting fra min opvækst i mine bøger, men jeg bruger dem på en spørgende måde, det er en måde at prøve tingene af på. Jeg har talt med mange læsere om de mødre, jeg skriver om, og rigtig mange af dem opfatter dem som kolde ... men vi er nødt til at forstå, at den generation af kvinder er meget anderledes end os. De havde ikke det samme fokus på børn, som vi har i dag, og min mor ville nok betegne det fokus som overdrevet. For det var ikke almindeligt i 1970’erne at curle sine børn, som vi gør. Så jeg har været nødt til at forstå de ting, min mor har gjort, ud fra det sæt normer, man havde dengang. LÆS OGSÅ: Steffen Brandt: "Jeg ville gøre det hele om en gang til - bare bedre"SVIGT SOM BRÆNDSTOF
Senere, da Iben Mondrup er blevet skilt fra sin første mand og møder sine børns far, får hun en voldsom efterfødselsdepression, da hun har født sit andet barn. – Jeg havde det meget dårligt i lang tid, og min mor spurgte, om jeg havde brug for at hun kom herned. Det tænkte jeg længe over og endte med at sige ja tak. Så sagde hun, at hun ville tænke over det, og ringede dagen efter og sagde, at hun ville ringe til mig hver dag og høre, hvordan jeg havde det. Det blev jeg så gal over, at jeg bad hende om at lade være. – Mine forældre var omsorgsfulde forældre, men på den dér 70’er-måde, hvor man ikke talte med børnene om så meget eller overvågede dem på samme måde, som man gør i dag. Det har jeg helt klart følt som et svigt, og jeg syntes, de gav slip på mig meget hurtigt. Men det er også et svigt, jeg har kunnet bruge i selvudviklings-øjemed. Det er jo en slags brændstof, når man går ind til en psykolog – den bagage, du har med dig, kan du pakke ud og vokse på. – Ja, jeg har været gal på min mor – og gået i terapi i årevis, som mange kvinder i vores generation – for som kvinde har man jo et særligt sæt forventninger til sin mor. Og det kan være svært at have til 70’er-mødrene, det synes jeg, jeg kan høre, når jeg taler med kvinder fra min generation. Det er ofte med oplevelsen af svigt og af ikke at få den anerkendelse, man har brug for. Da jeg flyttede hjemmefra og rejste til Danmark, holdt min mor en tale for mig, hvor hun sagde, at da hun fødte mig, gjorde det så ondt, at hun på et tidspunkt var ligeglad med, om jeg døde. Det er jo en ret vild ting at sige, og jeg var rasende på hende, indtil jeg selv skulle føde. Da oplevede jeg jo selv, at man kun har lyst til at komme VÆK, når det kroppen gør, gør så ondt. Det er bare ikke naturligt at sige det højt. I min generation har vi en anden evne til at være forsigtige med det, vi siger til vores børn, og have fokus på, hvad de har brug for at høre og ikke høre.