Eva Tind blev bortadopteret som lille: ”For barnet er adoptionen ingen lykkelig begivenhed, men en tragedie”

Eva Tind har sat mågestellet på bordet, og det kan næsten ikke blive mere dansk. Næsten. Hvis ikke Eva var blevet givet bort til adoption i Korea i 1975, havde hun sandsynligvis aldrig drukket stempelkaffe af mågestellet i sit skrivekontor i den tidligere pornobutik Shop Sex på Vesterbro. Hun havde heller ikke heddet Eva. Indtil hun var 15 måneder, hed hun noget andet. Eva har kimono på over sorte jeans. Kaffestellet og kimonoen hører til to vidt forskellige steder i verden. Som Eva. Kunsten er at få enderne til at mødes.

I hendes seneste roman ”Ophav” møder vi kvinden Sui, hvis mor, Miriam, aldrig har taget moderskabet på sig. Miriam blev gravid med en langt yngre mand, Kai, overlod barnet og opdragelsen til ham og fulgte kompromisløst sin kunstneriske ambition. Romanen favner mange af de tematikker, Eva som forfatter tidligere har beskæftiget sig med.

– Adoption, moderskab og relationer. Hvordan bliver vi til? Hvad er det, der skaber os? Og hvor meget betyder biologi i forhold til opvækst og opdragelse – altså kultur? I ”Ophav” handler det meget om en kvinde, som forlader sit barn uden at angre. Det syntes jeg var interessant at undersøge, fordi jeg ikke tror på, at det brud kan ske, uden at man angrer på et eller andet plan, eller at man mister noget.

Bruddet

Træd varsomt. Vi er helt inde og røre ved kernen. Konsekvenserne af adoption. Hvis behov vi egentlig opfylder. Og hvis behov vi måske overser. Lige nu er der grøde i adoptionsdebatten, siger Eva Tind. Man er i højere grad begyndt også at kigge ikke bare på barnets, men også på den biologiske mors tab. Sun Hee Engelstofts seneste film ”Forget Me Not” følger tre koreanske kvinder, der er blevet gravide uden for ægteskab og befinder sig på et hjem for at føde deres børn, som de siden skal afgive på forskellig vis.

– Det er ikke, fordi de ønsker at forlade deres børn. Og det brud, der sker, når et barn bliver taget fra en mor, eller en mor efterlader et barn et sted, bliver det brud, der binder de to mennesker sammen for evigt. Ikke kærligheden. Det er smerten, de deler. Det har jeg jo prøvet, jeg har mødt min biologiske mor senere i mit liv, og selv om det heler en del hos mig, der bliver sat noget på plads omkring min identitet og min historie, så er det brud et sted i kroppen. Det brud, der er sket i et lillebitte barns liv. Jeg er jo en anden nu. Selv om vi møder hinanden, er vi to fremmede.

Da Eva 15 måneder gammel blev bortadopteret, havde hun så meget sprog, at hun kunne kalde på sin mor. Som faktisk var der.

– Mine biologiske forældre var gået fra hinanden, det er socialt en meget stor skam i Korea, så kan alt falde fra hinanden, man kan blive fyret. Så min fars tante, som han voksede op med, mente ikke, jeg ville have gode udsigter til et godt liv, og de havde også to andre børn, jeg var den yngste. Så blev jeg givet til adoption.

Hvornår gik det op for dig, at du gerne ville kigge tilbage og finde noget mere?

– Det gik sådan set op for mig, før det ligesom gik op for mig. Jeg tror, jeg var 14 år, da jeg hørte et program om en dansk kvinde, der havde fundet sin biologiske familie, og jeg tænkte: Gad vide, om jeg også kan det?

Eva ringede til adoptionsbureauet og spurgte. Det skulle de lige undersøge og bad hende ringe tilbage en time senere. Svaret var, at det ikke var umuligt.

– Allerede dér gled virkeligheden fuldstændig under mig. For jeg havde den samme historie som mange andre adopterede har: Mindst 50 procent af adoptionshistorierne er opdigtede. Så er det et hittebarn, der er fundet i en park eller har været på det her børnehjem og så videre … Jeg har aldrig været på børnehjem. Jeg er aldrig blevet fundet i en park. Jeg er blevet afleveret af mine forældre, og min mor var der til det sidste.

Hvorfor digteriet?

– Det er helt konkret udbud og efterspørgsel. Det er sværere at komme af med børn, der har en fortid. Jo yngre og jo mindre fortid, jo nemmere er det. Det er rent sådan … handel og kontor, skulle jeg til at sige …

LÆS OGSÅ: Forfatter Helle Vincentz: Som voksen har jeg måttet lære at tackle, når folk blev vrede på mig

Eva var tilbage i Korea første gang som 21-årig.

Hvordan var det så at møde din biologiske mor?

– Hmmm … Det var at få et sted at udspringe fra ligesom alle andre. Overhovedet at være blevet FØDT. At få det bevis: Jamen jeg KOMMER fra den her kvinde, ikke? Jeg har tænkt meget over, hvad fanden det er, der gør, at det ER så forankrende at kunne spejle sine træk direkte i en anden form. De furer, jeg har, er et spejl af hende. Jeg ligner fuldstændig min mor. Kroppen er et hus. På den måde er en mor også et hus, som man kommer ud af. Det er jo en krop, et sted, man har boet. Som man kommer ud af, og som man ligesom så ligner. Temperament har jeg helt 100 procent fra min koreanske familie i forhold til den meget stille og rolige jyske familie, jeg er vokset op hos. De skændtes aldrig, stemmerne blev aldrig hævet. Så kommer jeg ned til den dér koreanske familie, som bare SKÆNDES. To sekunder efter er det glemt. Sådan har jeg også altid selv haft det. Den familie er et fuldstændigt aftryk af den måde, jeg agerer på. Den måde, jeg er på.

Tror du så, kroppen kan glemme sorgen over at være blevet valgt fra?

– Nej … nej, aldrig. Jeg forstår godt min biologiske mor, og hvorfor hun gjorde det. Jeg forstår godt omstændighederne. Men jeg kommer aldrig til at kunne forstå det i min krop, dér, hvor sorgen er, dér, hvor bruddet er. Jeg er en anden nu, og det barn og den mor, der blev skilt ad dengang, kan vi ikke genfremkalde, de findes ikke længere. Vi deler en sorg. Når vi møder hinanden som voksne, kan vi godt hele noget af det, der er noget af det, som bliver forståeligt, tror jeg, og som får en form. Men dér, hvor såret er … det kan man ikke reparere.

– Min mor har været meget tynget af sorg, det har fyldt rigtig meget i hendes liv på en måde, som også er gået ud over hendes andre børn. Det ER jo ikke kun de to mennesker, moren og barnet, der bliver adskilt, det er også de andre. Jeg en søster, der kan huske mig. Hun mister en lillesøster, som bare er VÆK. En eller anden dag er jeg bare VÆK. Min bror følte helt klart, at han var kommet i klemme i det dér. Fordi han havde en mor, hvor der var en del af hende, der var reserveret til noget, der ikke fandtes. Følte han. Også bare for at sige, at den form for sorg ikke bare er en, man lukker ned eller heler.

Er der et skisma i forhold til den familie, som adopterede dig?

– Nej, ikke direkte. Men jeg tror helt sikkert, at alle former for løgne, hemmeligholdelser eller udslettelse af ophav eller identitet skaber rod hos et menneske. Og jeg tror helt sikkert på, at kontakt og viden er vigtigt, hvis man skal formå at blive et mere helt menneske.

Løgnehistorie

Spørgsmålet er, om man skal fortsætte adoptionspraksis som hidtil. Eller prøve også at gøre noget andet.

– Man kan f.eks. i stedet indføre legal guardianship: Man afskaffer adoption som begreb, man får forældremyndigheden og bliver forældrene, men man udsletter ikke det, der var. Barnet har ret til at have sin historie intakt. Lidt provokerende: Måske skulle man ligefrem lade adopterede børn få modersmålsundervisning, så de kan forbinde sig til det sted, de kommer fra. Det er manipulation, der foregår med børnenes oprindelse og deres egentlige ophav, når man giver børn nye navne og nye forældre og nye fødselsattester og lader, som om de nu er FØDT af en for dem fremmed kvinde. Det er jo en løgnehistorie. Man kan sagtens have et kærligt forældreskab uden at blive ”biologiske” forældre.

Og så skal sveskerne på disken:

– Der skal i hvert fald være en ærlighed og mere fokus på barnet og mere fokus på, at det er en sorgfyldt situation for det barn. For barnet er adoptionen ingen lykkelig begivenhed, men en tragedie. Man får et barn, der er i sorg. Det skal man vide, og det skal man kunne håndtere. Det er ikke sådan: Uuuuh, nu har vi fået vores eget barn! Det er jo sådan, det er blevet lanceret i årevis: Aih, nu får du dit eget barn, og jo yngre det er, jo nemmere er det. Altså … det er STADIG et barn, der er i sorg, det er stadig et barn, der har mistet. Og det skal man på en eller anden måde kunne håndtere. Man skal som ny mor også kunne håndtere, at der har været en mor før én. Og den mor vil på en eller anden måde blive ved med at være en del af det barn.

Har du overvejet perspektiverne, hvis du ikke var blevet bortadopteret – hvilket liv du havde fået?

– Hmmm. Det er meget svært at sige, hvad man helst vil. Jeg ville da gerne have været foruden det grundlæggende sår, adskillelsen har afsat i mig. Nancy Newton Verrier som har arbejdet med adoption i mange år, kalder adskillelsen for the primal wound, altså et primært sår. Det, der er så vildt, er, at den form for brud påvirker nærmest ALT i én. Også ting, man ikke er klar over. Hun har skrevet bogen ”The Primal Wound”, som jeg synes er ret fantastisk. Jeg læste den og ringede straks til min mor i Jylland og sagde: ”Tænk hvis vi havde haft den bog”. ALT, hvad vi har haft af problemer i min opvækst – dem, mine forældre har haft med mig, og dem, jeg har haft i mit liv, og alle de ting, vi er gået igennem, det hele står i den bog!

Hvad er det for ting?

– Ting omkring afvisninger og racisme. Men også helt nære ting. At det overhovedet at have fødselsdag altid udløser en krise. For nogle adopterede er det, fordi man alligevel ikke ved, hvornår man er født, så hvordan kan man fejre noget, der ikke er? Det udløser sådan en identitetskrise: Jamen, jeg er jo slet ikke født ligesom alle andre, jeg HAR jo slet ingen fødselsdag. Så i stedet for at udløse glæde over at være blevet født, prikker det til alle de ubesvarede spørgsmål. Jeg har ALTID haft kriser omkring min fødselsdag.

LÆS OGSÅ: Forfatter Iben Mondrup: Vi kan ikke blive ved med at give vores forældre skylden

To verdener

Eva siger, at hun i mange år havde en ”venten” i sig. Der var noget, der var forsvundet, noget, hun ledte efter. Nogen, der da måtte komme og hente hende. Forbindelsen mellem den følelse og virkeligheden gik op for hende, da hendes biologiske mor fortalte, hvad der skete, dengang Eva blev bortadopteret.

– Før man skal af sted, er man på et udslusningssted i en uge eller 14 dage, hvor man får vacciner og papirer. Dér kommer min mor en gang imellem. Det er ikke med hendes vilje, jeg bliver adopteret væk, det er min far, der har besluttet det, så en af de her gange forsøger min mor at STJÆLE mig ud af det her sted. Hun kommer for at amme mig og så … tager hun mig med. Hun går med min bror. Men før hun når ud, snubler han. Og så opdager de hende, og det er ligesom det. Da jeg hørte den historie, tænkte jeg: Det er, som om jeg har følt, at der ville komme nogen og hente mig på et tidspunkt. Jeg tror, det ligger i hele adoptionsproblematikken – at mange på en eller anden måde har den følelse i sig, at de befinder sig i et mellemrum.

At de venter på at blive hentet?

– Ja, eller at man er endt lidt sådan mellem to verdener. Jeg var i New Zealand og talte med forskellige om adoption og insemination. Deres system er bedre end mange andre steder i verden – måske begrundet i maoriernes helt anden tilgang til forfædre og slægtshistorie. De siger: Hvis du ikke har adgang til din slægtshistorie, så er du ikke et menneske. Så er du nonexistent. Der er noget i det med ikke helt at eksistere, som er ret interessant. For har man så ikke noget ansigt? Er man ligesom ansigtsløs, hvis man ikke kender sin slægtshistorie?

Eva er gift og har tre børn – to drenge og en pige. Hun er ét med sin slægtshistorie. Nu.

– Jeg synes det er ret vildt, at det er FØRSTE gang, jeg har en familie, som jeg fysisk set kan spejle mig i. De ligner deres far, men de ligner også mig, så der er masser af ting i dem, som er aftryk af mig.

Rød tråd

Så er der kaffe-refill i mågestellet, mens vi taler om ”Ophav”, som er en vild, sanselig og spirituel roman, der tager livtag med menneskers valg, smerte og forløsning. Det er ikke nogen direkte adoptionshistorie, den eneste, der er adopteret, er Suis mor Miriam. Men det afgørende valg, der ligger i at vælge sit barn fra af den ene eller den anden årsag, er en rød tråd.

Du er selv kunstner. Kan man virkelig være så dedikeret til sin kunst, at man som Miriam vælger barnet fra?

– I de perioder, hvor man frembringer noget, bliver man nødt til at bruge af den kerneenergi, som er en del af éns livsenergi – og det tager helt klart noget fra éns børn. Så indtil min yngste datter var fem år, var jeg ALDRIG væk fra dem, for jeg kunne simpelthen ikke bære tanken om, at de ikke troede, jeg kom tilbage.

Det er jo en reminiscens?

– Ja helt klart. Jeg har snakket med andre adopterede om, at når man selv får et barn, skal det ligesom nå op over den alder, man selv havde, da man blev adopteret, før man helt får en ro. Det er et skel – man venter, til man ligesom er nået over på den sikre side, så man er sikker på, at man ikke giver noget videre … det er lidt tosset, men sådan er det.

– Og så er der en masse bevidste ting, hvor jeg har tænkt: Det har jeg manglet, og det har jeg gerne villet have et mere naturligt forhold til. Mine børn er f.eks. blevet taget med til Korea, fra de var helt små. Ikke noget med: Det er en dyr rejse, men nu er du 13 og kan huske, så nu kan det betale sig. Man skal gøre det til en naturlig del af barnets liv. Så det ikke bliver en stor begivenhed med en masse forventninger, men noget, de kan flyde ind og ud af, noget naturligt, som de får med. Alle mine børn har et naturligt forhold til Korea. Så når de bliver spurgt: ”Hvorfor ser du sådan ud, er du kineser eller hvad?”, kan de svare, hvad de er, de ved også, hvor det kommer fra, hvordan landet ser ud og lugter, og hvordan maden smager, og de har familie dér. På den måde har de en naturlighed i forhold til Korea, som jeg aldrig har haft.

Spejlbillede

Her føler jeg lige trang til at sige, at der jo også er adopterede børn, der har stået alene i sørgelige omstændigheder ...

Og Eva siger:

– Ja. Men heller ikke dér behøver man at udslette noget. Dér kan man også bevare fødselsattesterne, ikke? Det er rigtigt, at der er masser af skæbner, masser af børn, der har brug for at blive taget ind, og det skal man da tage hånd om, hvis man kan og kan finde det i sit hjerte, men hvem fandt lige på, at det var en god idé at udslette et barns ophav?

Hvilket også er svært, når éns spejlbillede fortæller, at man HAR en fortid.

– Man får også kravet om sådan at blive rigtig dansk – som man ikke nogensinde kan komme til at leve op til, fordi man som udlandsadopteret ofte bliver genkendt som fremmed.

Er der nogen, der spørger dig, hvor du kommer fra?

– Ja, hele tiden. Der er også masser af mennesker, der hele tiden spørger mine børn, hvor de kommer fra. Og det er ikke nok at sige: ”Jamen jeg kommer fra Danmark”. Det er: ”Jamen hvor kommer du VIRKELIG fra”. Det er jo ikke, fordi man intentionelt vil såre, men når man spørger på den måde, ligger det implicit: Danskere ser sådan her ud, og hvis du ser anderledes ud, så er du ikke rigtig dansker, du er ikke ligesom os andre. Det er en konstant påmindelse. Jeg kan bare træde ud i lufthavnen, så taler folk engelsk til mig, så det er noget, jeg skal leve med. Hvis man får børn fra andre steder i verden hertil og bilder dem ind, at de er 100 procent rene danskere, så vil de børn jo være i konflikt med sig selv. For man gerne vil leve op til at være en god dansker ikke? Men udseendet kommer hele tiden til at skubbe én ud af den forestilling, fordi man bliver mødt med noget andet, så det kommer aldrig til at lykkes.

LÆS OGSÅ: Molly Egelind: Jeg er ikke født optimist, men jeg har knoklet RIGTIG MEGET for at blive det

Kærlighed

Spørgsmålet er, hvad der betyder mest – arv eller miljø.

Er det de biologiske forældre – eller de adoptivforældre, der reelt har været der i stedet for?

– Ja. Den far, der har været der. Den mor, der har været der. Det er dem, man har en relation og en kærlighed til. Vi er på dén måde familie. Men begge dele kan godt eksistere samtidig. Bare fordi jeg har den relation, og den kærlighed er vokset op imellem os, er det ikke ensbetydende med, at det andet ikke eksisterer. For det gør det. Det har en betydning, og jeg har en trang til at have en forbindelse og komme et sted fra. Jeg behøver ikke at afskrive min biologiske familie for at kunne elske min adoptivfamilie. Det ene er ikke betinget af det andet. Jeg er ikke tilhænger af, at man opdeler tingene så hårdt. De mennesker, jeg er opstået fra, HAR en betydning. Dem har jeg også en kærlighed til. Men på en anden måde end til de mennesker, der har været omkring mig. Jeg er stadig den, jeg er. Jeg har bare fået lov til at udvikle en relation til noget betydningsfuldt.

Eva Tind, 45 år, forfatter og kunstner, gift og mor til tre. Aktuel med romanen ”Ophav” – om en kvinde, der vælger sit barn og moderskabet fra for at hellige sig sine kunstneriske ambitioner.