Den store bagedyst
Underholdning

Det ser du ikke på tv: Så mange mennesker er der i virkeligheden inde i Bagedyst-teltet

24. oktober 2022
af Malan Joensen
Foto: DR/ Agnete Schlichtkrull
Det kræver samarbejde mellem en lang række mennesker at skabe "Den store bagedyst".

Når optagelserne er i gang til "Den store bagedyst", og deltagerne står dybt koncentreret over deres kager, bliver de fulgt af et større persongalleri i teltet.

Udenfor kameraernes vinkler er der nemlig - ud over deltagere, dommere og vært - omkring 20 medarbejdere, der bevæger sig rundt i teltet, og som har forskellige opgaver, mens bagedysten står på.

Det står i "Bogen om Den store bagedyst" af Louise Sloth. 

Det er blandt andre fotografer, runnere, tilrettelæggere, stylister, lys- og lydfolk, der befolker teltet.

Og ud over at være så heldige at stå på første parket til de mange spændende og sjove øjeblikke i konkurrencen, er de mange Bagedyst-medarbejdere også med til at spise kagerne, efter dommerne har bedømt dem og optagelserne er i kassen. 

Denne artikel blev først bragt i Billed-Bladet. Dette er en redigeret version.