Dennis fra "I hus til halsen": Her er hans private kærlighed gennem 20 år
Foto: Hanne Juul
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.
Mange har lagt mærke til den charmerende tømrer Dennis Lindequist, der "I hus til halsen" toner frem på skærmen med evigt gåpåmod og utallige idéer.
I et stort interview med BILLED-BLADET, fortæller han om sin helt store kærlighed.
Her afslører den 38-årige fynbo, at han mødte sin Susie et ganske særligt sted:
– Vi mødte faktisk hinanden på et diskotek i Løkken. Vi arbejdede begge for Crazy Daisy-virksomheden. Jeg var afrydder, og Susie arbejdede for et solcenter, så vi kom til de samme fester, fortæller Dennis, inden han tilføjer til BILLED-BLADET, at det var “kærlighed ved første blik”, og parret flyttede sammen efter blot tre måneder sammen.
Selv om parret har været sammen i 20 år og har Thilde og Tobias på 11 og ni år, er de ikke gift. Bryllup er nemlig ikke noget, som parret går op i. De prioriterer hellere familietid og hygge – og også kærestetid, når det passer ind.
I interviewet med BILLED-BLADET afslører Susie også, at hun og tømrerkæresten ikke er helt enige, når det kommer til romantik:
– Men det lærte jeg allerede for 18 år siden, for der kom han med en gave til mig, og det var to hylder, så det glemmer jeg aldrig. Det er børnene, der kommer med blomsterne, siger Susie.