Chris Macdonald: Jeg var skrækslagen for at ende som min mor
Underholdning

Chris MacDonald: "Jeg var skrækslagen for at ende som min mor"

4. maj 2020
Mandag, 4. maj 2020 - 8:04 Udgivet første gang 30. april 2020 - af Susanne Cordes. Foto: Marie Hald
Hvem er mennesket i udgangspunktet? Det vil Chris MacDonald gerne have os til at tænke over i sin bog, ”Ikke til forhandling”. Vi skal tilbage i balance. Det er en kamp, han selv kæmper hver dag, for i modsætning til hvad man måske kunne tro, har den kendte livsstilsekspert selv haft et udfordrende udgangspunkt med depressioner og misbrug.

Skal jeg ikke hoppe i vandet? spørger Chris fotografen.

Vi står for enden af den grund, livsstilseksperten Chris MacDonald bor på sammen med sin kone og to små børn. Fotografen og jeg er kørt langt, før vi kom til det sidste hus på vejen her langt ude på landet. Der er en følelse af at være kommet til verdens ende. Vi ser ikke andre mennesker, mens vi er her.

Til højre ligger en skov. Til venstre en bølgende græseng uden synlige naboer. Og foran os altså de skumtoppede bølger. Et kort øjeblik efter har Chris smidt det meste af tøjet og er på vej ud i de brusende bølger. Det er måske her, jeg skal nævne, at vi mødes den 4. januar, at der står en stiv kuling ind fra vest, og at jeg selv er forskanset i en voksenflyverdragt. Det er måske også her, det er på sin plads at fortælle, at det ikke er første gang den dag, Chris MacDonald er hoppet frivilligt i havet. Hver morgen går han ud, indtil vandet når ham over brystet og står stille i 10 minutter i en meditativ tilstand. Altså uden hverken at skrige, sprælle eller panikke over kulden.

DAGLIGE UDFORDRINGER

På en måde er jeg ikke så overrasket. Jeg mindes billeder af en energisk smilende Chris MacDonald på spinningcykel eller i løbetøj. Jeg husker ham også fra de to sæsoner af serien ”U-Turn” på tv, hvor han med sin umiskendelige amerikanske accent, der af og til får folk til at forveksle ham med Ole Henriksen, overskudsagtigt motiverede en gruppe danskere ramt af livsstilssygdomme til både at smide kiloene og den receptpligtige medicin ved at motionere mere og spise sundere. Det, der overrasker mig, er det, han siger bagefter:

– Det at stå i vandet hver dag er en af de rutiner, jeg benytter for at kunne regulere mine tanker og følelser. Det er noget, jeg bruger for at komme ud af den følelse, jeg vågner med hver morgen. Jeg sover notorisk dårligt, og jeg har altid kæmpet med dårlige drømme. Jeg skal have rullet en tung sten op ad bakken rent mentalt hver dag. Så jeg er nødt til at udfordre mig selv på forskellige måder.

Så Chris MacDonald gør det ikke, fordi han er overmenneskelig? Slet ikke. At komme dertil, hvor Chris er i dag, har krævet en hel del, vil det vise sig. Faktisk – går det op for mig i løbet af dagen – kræver det overraskende nok en indsats hver dag, før Chris bliver til den Chris MacDonald, som de fleste mennesker genkender; smilende, energisk, inspirerende over for andre.

https://imgix.femina.dk/chris7.jpg

LÆS OGSÅ: Cecilie Stenspil: Vi oplever alle angst for, at vores familie skal gå i stykker

TILBAGE I BALANCE

Det med, hvor vi kommer fra, hvordan vi er blevet, som vi er, og hvor vi er på vej hen, er i det hele taget noget, der interesserer Chris MacDonald. ”Interesserer” er faktisk et mildt ord. Han er decideret passioneret omkring emnet, og det er svært at stoppe ham, når han begynder at tale om den videnskab, der ligger til grund for hans tanker. Han lyser op, hans kropssprog vågner. Han har en virkelig stor viden om menneskets udvikling, fysisk og psykologisk, og han deler gerne ud af den. Han ser det faktisk som sin pligt at give sin viden videre. Menneskets evolutionære udgangspunkt, og hvordan det clasher med vores moderne livsstil, er også omdrejningspunktet for hans nye bog, ”Ikke til forhandling”. Her beskriver han det, han kalder vores evolutionære mismatches. Vores livsstil i dag med stillesiddende arbejde, for meget sukker og fedt i kosten og konstant informationsbombardement fra vores iPhones matcher ikke med vores kroppes og hjerners oprindelige behov. Det er blandt andet derfor, vi bliver syge med det, vi betegner som livsstilssygdomme. – Evolutionære mismatch er en af de største farer, når det kommer til vores eget og vores børns fremtidige velfindende. Jeg opfatter ikke min bog som en livsstilsbog men som en livsbog, som det er vigtigt, at ikke mindst forældre får læst, siger han, da vi er kommet indenfor igen, og han har fået tørre underbukser på. Får vi for mange input i forhold til, hvad vi kan klare? – Mange mennesker forstår ikke, hvor meget mismatch, der er, når vi arbejder i store, åbne kontorlandskaber eller bor lige ved siden af en motorvej. Vores livsstil er radikalt anderledes i dag end den, vi blev skabt til. Ikke fordi jeg vil romanticere en palæolivsstil. Hvis man tilbringer bare en smule tid sammen med oprindelige folk på den måde, som jeg har gjort det i Tanzania, så ved man godt, at man ikke har lyst til at opgive sin moderne komfort og bytte plads med dem. Men samtidig må man bare erkende, at de ikke har problemer med de samme livsstilssygdomme og diagnoser, som vi har. Livet på landet, som Chris valgte for sig selv og sin familie for et år siden, begynder at give mening på en helt anden måde set i det lys.

LAVT HUMØRPUNKT

Lad os lige starte med at opklare en anden form for mismatch. Chris MacDonald er ikke Ole Henriksen. Jo, de taler begge dansk med amerikansk accent. Jo, de toner af og til frem i det danske mediebillede med deres vindende smil og motiverende råd til et lettere, gladere og bedre liv. Men så stopper ligheden også.

– Hvis man sætter humøret ind på en skala fra 1 til 10, har jeg et meget lavt udgangspunkt hver dag. Det har jeg fundet fred med. Jeg har det fint med at se Ole Henriksen på tv eller være sammen med ham og på den måde opleve, hvordan et 9 eller 10 ser ud. Jeg skal selv kæmpe mig op fra 5 hver morgen. Jeg skal arbejde for det, hvis jeg skal nå op på 6 eller 6,5. Det er der, jeg ender de fleste dage, men det er, fordi jeg gør en indsats. Der er af samme grund mange ting i mit liv, der ikke er til forhandling.

Chris MacDonald er en mand, der ”walks the talk”, som man siger ovre i det USA, hvor han blev født for 47 år siden. Eller på godt dansk: Han gør det, han siger. Hjemme i huset ved verdens ende parkerer man sin iPhone i bryggerset, når man kommer ind. Børnene har ingen skærmtid, som i nul, zero, overhovedet ingen.

Der findes slet ikke et tv i huset. Sund kost, daglig motion og oplevelser i naturen er en del af hverdagen. Det kan lyde helligt. Men årsagen skal ikke findes i en eller anden afart af den amerikanske sundhedsfanatisme.

– Jeg er p.t. den eneste i min familie, der ikke er på en eller anden form for antidepressiv medicin. Jeg har været nødt til at sætte mig ind i, hvordan de evolutionære matches og mismatches fungerer, så jeg kan sørge for, at jeg selv får de matches, jeg har brug for for at fungere. Jeg ved ikke, om jeg kan blive ved med at fungere på den lange bane uden at blive medicineret. Jeg er heller ikke modstander af medicinering, så længe det ikke er den eneste løsning, vi tyr til. Men jeg arbejder på, at få resten af min familie til at forstå, at der muligvis er en sammenhæng mellem det, at jeg er den eneste af os, der ikke er på piller, og samtidig den eneste af os, der slider to par løbesko og to par cykeldæk op om året.

UDGANGSPUNKTET

Christopher Scott MacDonald kommer fra en på overfladen almindelig kernefamilie fra staten Minnesota i det kornfede amerikanske Midtvesten. Hans far var pilot, et cool job i midten af 1970’erne. Men det var ikke kun derfor, Chris så sin far, Calvin, som sin helt. Hans far var hans livsline, hans tryghed, hans forbillede. Det er store ord. Men ikke for store, forstår man.

– Min far var virkelig en helt i mine øjne. Vi havde et meget tæt bånd. Vi sejlede sammen på Minnetonka-søen, svømmede, var meget sammen i naturen. Han var et tålmodigt menneske. Ikke fordi han var det af natur. Det var noget, han arbejdede sig hen mod. Det var meget beundringsværdigt. Jeg prøvede at være ligesom ham dengang – det gør jeg faktisk stadig.

Chris’ mor tilbragte en stor del af hans barndom i sengen. Hun led af depressioner, der blev behandlet med psykofarmaka, og udviklede med tiden et afhængighedsforhold til medicinen.

Så din mor gav dig ikke det samme følelsesmæssige input?

– Min mors depression og de store mængder medicin, hun var på, lammede hendes evne til at udtrykke sig med sine ansigtsudtryk. Så jeg var sulten, min sociale og følelsesmæssige hjerne var sulten. Så selv om min mor var mere til stede rent fysisk – min far fløj jo og var nogle gange væk i 10-14 dage om måneden – var min far det sted, hvor jeg følte mig ”safe”.

MØRKET INDENI

Da Chris var fire år dækkede han alle sine julesmåkager med sort glasur. Det var farven på hans grundstemning. Selv om han aldrig sagde det højt til nogen, vidste han godt, at han havde sin mors mørke i sig.

– Jeg har kæmpet med de samme problematikker som min mor i stort set hele mit liv. Men jeg ville ikke indrømme det. Jeg var skrækslagen for, at jeg ville ende som min mor.

Så du udviklede nogle overlevelsesmekanismer for at styre uden om depressionen?

– Ikke hvis du med overlevelsesmekanismer mener noget konstruktivt. For jeg var alt andet end konstruktiv. Jeg er et af de få mennesker, der kan sige, at jeg prøvede at ryge pot allerede som otteårig. Et par år senere begyndte jeg at drikke alkohol. Følelsen af beruselse var magisk for mig. Jeg var som et møl, der søger mod en flamme. Al den uro og de bekymringer, jeg havde i mig, blev beroliget. Der var kun tre ting, der fungerede for mig: pot, alkohol og adrenalin. Jeg var altid med på den værste. Vi udfordrede hinanden til at lege ”kylling” på jernbanesporene, hvor det gjaldt om at være den sidste, der sprang fra, inden toget kom.

Du var en vovehals?

– Ja, men jeg var også bange for døden. Jeg fik meget tidligt en stærk dødsangst. Jeg var bange for at miste min far, og jeg var bange for selv at dø. Jeg havde ofte tanker om selvmord, da jeg var yngre, men i sidste ende er jeg simpelt hen så bange for at dø – det gør mig til den ultimative neurotiker. Jeg tænker på døden hver eneste dag. Faktisk flere gange om dagen. Ironisk nok er jeg helt sikker på, at jeg ville være død, før jeg fyldte 30 af enten leversvigt eller mine halsbrækkende eventyr, hvis ikke jeg havde fået vendt mit liv om som 18-årig.

– Jeg lå halvnøgen på gulvet på mit værelse i Portugal, hvor jeg var udvekslingsstudent, og kunne ikke holde op med at græde. Jeg var helt ødelagt af alkohol og usund livsstil. Jeg kunne ikke mere. Men jeg kom til at tænke på min far, mit heltebillede. Ud over at han altid fortalte mig, at han elskede mig, sagde han også altid, at han var stolt af mig. Men lige der var der ikke noget at være stolt af. Så for hans skyld fik jeg trukket mig selv op ved hårrødderne. Jeg begyndte at træne og spise sundt, og da jeg kom tilbage til USA, var jeg et helt andet ungt menneske.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen: Mit mor har godt nok senere sagt: 'Jeg var hård imod dig, Ole'

HJALP SIN FAR TILBAGE TIL LIVET

Små 20 år senere fik Chris mulighed for at gøre gengæld for sin fars kærlighed og ukuelige tro på ham, selv da han ikke troede på sig selv. Hans far, fyrtårnet i Chris’ liv, imploderede, da han gik på pension som 60-årig. Han, der altid havde været den stærke og den, der holdt familien oppe, blev nu den, der led af depression og kiggede dybt i flasken.

– Min far ramte sit nulpunkt, da han var 65. Fra han var 60 til 65 gik det ned ad bakke med hans mentale og fysiske helbred. Han drak, han tog på, han udviklede diabetes 2 og for højt blodtryk, og hans ægteskab med min mor begyndte at hænge i en tynd tråd. Det var her, han bad om min hjælp.

Chris satte al den viden, han havde samlet igennem årene om livsstil, kost, træning, og hvordan fysikken og psykologien er indbyrdes forbundne, ind på at hjælpe sin far. Calvin selv havde en idé om, at han ville bestige Mount Rainier; et højt bjerg syd for Seattle i staten Washington.

- Vi begyndte at motionere sammen, og han fik det hurtigt noget bedre. Men hans ambition om at bestige så stort et bjerg, som selv erfarne bjergbestigere ser som en udfordring, syntes jeg var lige lovlig ambitiøs. Jeg foreslog, at vi kunne bestige nogle danske bjerge først.

Chris griner en afdæmpet latter, da han siger det sidste.

– Men jeg ville heller ikke tage modet fra ham. Jeg tror meget på optimisme som en strategi. Hvis vi ikke tror på, at i morgen kan blive bedre end i dag, tager vi heller ikke ansvar for i dag.

KAMP MOD DØDEN

I en alder af 70 gjorde Chris’ far det umulige og besteg Mount Rainier. De to nåede hele vejen til toppen sammen. Fire måneder senere fik Chris’ far en terminal cancerdiagnose. Lægerne mente, at han kun havde et par måneder tilbage at leve i.

Blev din fars sygdom en ny mission for jer?

– Vi vidste godt, at vi ikke kunne slå canceren. Det, vi satte os for, var, at give min far mere tid. Han var i så god form fra vores træning, at han kunne klare ret meget kemo. På et tidspunkt var hans sygdom helt i remission, det vil sige, at canceren ikke længere kunne ses i kroppen. Vi tog et stykke op af Mount Rainier for at fejre det. Men vi vidste godt, at sygdommen ville komme tilbage.

Chris’ far levede i to år, efter at han fik sin diagnose. En lille sejr i sig selv. Da han døde, var Chris med til at pleje ham til det sidste. Da faren døde, holdt Chris ham.

– Det var et kæmpe privilegium og en ære for mig at få lov til at give ham noget af det tilbage, som han havde givet mig. Man kan ikke forberede sig på døden, men jeg ville gerne give ham noget af den værdighed, medfølelse og kærlighed, som han havde mødt mig med. Men det er et stort tab. Han efterlod et stort tomrum.

NY KÆRLIGHED

Nu går der en anden Calvin rundt i huset mellem vandet og skoven langt ude på landet. Chris’ søn Calvin er næsten fire år, og han har tydeligvis en hel del af sin far og sin farfar i sig. Chris trækker på det, da jeg spørger, om det har været en helende proces at blive far.

– Jo, det har været en helingsproces, men sorgen er noget, jeg aldrig bliver færdig med. Jeg synes, at det er problematisk, når langvarig sorg bliver sygeliggjort, for det er 10 år siden min far døde, og jeg sørger stadig. Der er ting, der aldrig kommer til at hele, og det er o.k., at det er sådan. Men tomrummet efter ham blev fyldt ud, da Calvin blev født.

– Jeg har været længe om at komme i gang med det med at få børn selv. Jeg troede i mange år, at det ikke var noget for mig. Jeg forstod slet ikke, hvad folk talte om, når de sagde, at det var den ultimative kærlighed. Men efter at jeg selv er blevet far, er min største udfordring at gøre noget som helst andet hver dag end bare at være far.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også