Underholdning

Cecilie Frøkjærs veninde fik kræft: Vi har været derude sammen, hvor nervetrådene er rå

15. september 2016
af Camilla Wass
foto: Rie Neuchs
Hvad gør man, når éns gode veninde ringer og fortæller, at hun har fået brystkræft – og i samme åndedrag spørger, om man vil være en del af hendes cancerklan; om man vil følge hende i tykt og tyndt på en rejse, der indebærer utallige besøg på grå hospitalsgange, gråd, grin og kemoterapi? For TV-vært Cecilie Frøkjær var svaret enkelt ...

Jeg sagde til Rikke: Du kan ikke regne med mig 100 procent – du kan regne med mig 200 procent. Det er vigtigt at være vidne til hinandens liv, og man knytter en tråd ekstra, hver gang man er der for hinanden. Jeg ved, hvordan der ser ud på Rigshospitalet, jeg ved, hvordan det ser ud, når kemoen løber ind i kroppen, og jeg ved, hvordan Rikke så ud, da hun blev skaldet. Og det betyder noget, at vi har gået den vej sammen.

Cecilie Frøkjær sidder på en grøn bænk midt i Frederiksberg Have. Scenen er idyllisk: Ænderne rapper om kap på græsplænen, og gardiner af grønne blade omkranser den lille oase. Et par forbipasserende kan ikke dy sig for at skæve til den kendte TV-værtinde. Cecilie Frøkjær har gennem 20 år været et af Danmarks mest populære TV-ansigter og er desuden forfatter og foredragsholder. I dag er det dog ikke hendes karriere, det skal handle om.

Læs også: 7 kvinders stærke historier om kræft

Cecilie Frøkjær har åbnet døren ind til privatsfæren til en snak om sygdom, venskab – og om at gå gennem ild og vand for sine veninder. ”Vi har hinanden. Det er, hvad vi har”, skriver Cecilie i forordet til den nye bog: ”Min Cancer-klan – Ét bryst, to år og syv uundværlige venner”. Bogen er skrevet af Cecilies veninde Rikke Kristine Nissen.

– Rikke og jeg mødte hinanden for 20 år siden på Skandinavisk Filmkompagni, hvor jeg lavede morgen-TV, og hun var produktionsleder. Vi har et venskab, der går i mange retninger: Vi går i byen sammen, vi drikker te, vi snakker, vi fester. Rikke er en meget begavet dame og en rigtig god samtalepartner, og vi vender alle de store ting her i livet. Rikke er mega cool, mega sej og sindssygt dygtig til at gennemskue sammenhænge, fortæller Cecilie.

Opringningen

I april 2013 lægger Rikke en besked på Cecilies telefonsvarer: ”Ring til mig – der er noget, jeg skal fortælle dig”.

– Jeg vidste med det samme, at der var noget galt. Når folk ikke siger, hvad de ringer om, er det, fordi det ikke egner sig til at blive lagt på en telefonsvarer. Jeg kunne høre, at Rikkes stemme var i et leje, der beamede ALARM. Så da hun fortalte, at hun havde fået brystkræft, var jeg ikke overrasket, siger Cecilie. Samtidig fortæller Rikke, at hun er i gang med at samle en cancer-klan. Et krisenetværk, der skal følge og støtte hende gennem de mange usikre måneder med kemoterapi, angst og usikkerhed, der venter forude. Vil Cecilie være med? Svaret er et rungende JA.

Havde du overvejet, hvad der lå i det JA?

– Nej, men jeg var også ligeglad. Der fandtes ikke et nej i mig – overhovedet. Hvis man tror på, at der findes et karmaregnskab her i verden, kan man ikke svare andet end JA.

Havde du prøvet at have kræft inde på livet før?

– Nej. Men jeg tænkte også: Det her er ikke noget, vi ikke kan klare. Vi må tage det, som det kommer. Og jeg opfattede det som en kæmpe tillidserklæring, at Rikke spurgte, om jeg vil være med til at følge hende.

En cancer-klan fødes

Da Cecilie siger ja til at være en del af Rikkes cancer-klan, siger hun ja til at være en del af et formaliseret krisenetværk. Syv klan-kvinder melder sig under fanerne og holder en ”stiftende generalforsamling” på en café, hvor de spiser lækker mad, drikker god vin – og sværger en troskabsed til klanen. En af kvinderne, der til daglig er produktionsleder, stiller sig i spidsen for logistikken.

Læs også: Sådan undersøger du selv dine bryster

Hjælpen til Rikke bliver sat i system, som når man laver en TV-produktion. Der bliver lavet vagtplaner, og opgaverne fordeles mellem de syv kvinder: Nogle tager med på hospitalet til kemoterapi og nervepirrende kontrolbesøg, andre sørger for madpakker og gymnastiktøj til Rikkes syvårige datter, nogle holder i hånd og ligger i ske, når angsten kommer krybende – og en lader sig kronrage sammen med Rikke, da hendes hår begynder at falde af i store totter.

Fokus væk fra frygten

– Rikke gjorde det geniale, at hun flyttede fokus væk fra frygten – og hen til de konkrete opgaver. For mig var det en kæmpe befrielse at få lov til at GØRE noget. Om det så var at tage med til kemoterapi, løbe byen rundt efter den blødeste hue eller drikke rosé for at fejre, at et kemoforløb var vel overstået, fortæller Cecilie. Sammen med de andre kvinder i cancer-klanen dedikerede hun sig éthundrede procent til sine opgaver.

– Det dér med at sige: ”I dag kan jeg ikke lige alligevel”, det spillede man bare ikke med, siger Cecilie, der på daværende tidspunkt havde en tætpakket hverdag som vært på ”Go’aften Danmark”.

– Alle mennesker har jo et liv fyldt med logistik, og jeg bor alene med mine børn, så der var ingen automatisk rygdækning. Men jeg brugte samme metode som Rikke og kontaktede mit bagland. Så snart jeg havde svoret min troskabsed til Rikke, ringede jeg til mine forældre og satte dem ind i situationen, og de sagde bare: ”Selvfølgelig, du kan regne med os”. Og da jeg indimellem måtte løbe fra arbejdet et par timer midt på dagen for at tage med Rikke på hospitalet, var min chef fuld af forståelse.

Hvordan havde du det med, at Rikke så direkte bad jer om hjælp?

– Jeg syntes, det var HELT VILDT rørende og modigt. Det ER at gå over en tærskel at bede om hjælp på så direkte en måde, og Rikke er i særdeleshed god til at klare sig selv. Men hun valgte at sige: ”Her står jeg, jeg har brug for hjælp – for intet menneske skal stå alene i en krisesituation”.

Rikke gav mig en mulighed for at handle

I bogen beskriver Rikke de mange faser, hun går igennem i sit kræftforløb. Et forløb, der river og flår i hende – og som tager hende helt ud til kanten af sig selv.

Hvilke situationer har været sværest for dig at håndtere?

– Jeg synes ikke, noget af det har været svært, hvilket jo egentlig er lidt mærkeligt. Men det handler om, at jeg ikke på noget tidspunkt har frygtet for Rikkes liv. Allerede da hun fik diagnosen, sagde Rikke: ”Jeg kommer ikke til at dø af det her” – og det troede jeg på. Ingen af os kunne jo vide, hvordan det ville ende. Men det betød meget, at Rikke gav mig en gylden mulighed for at HANDLE – og for mig har det været en opgave, som jeg har været glad for at udføre. Nu har Rikkes forløb jo også været lykkeligt. Der har ikke været tilbagefald, og Rikke er erklæret sygdomsfri nu, siger Cecilie og banker hurtigt tre gange under den grønne bænk.

Sygdom er jo også et kæmpe kontroltab, hvor du står helt nøgen og sårbar. I bogen fortæller Rikke, hvordan hun mister det billede, hun har af sig selv som stærk og urørlig powerkvinde.

Hvordan var det at stå på sidelinjen og opleve det?

– Jeg synes, der er en gave at få lov at blive lukket derind, hvor du er nødt til at smide alle maskerne. Og det har imponeret mig, at Rikke ikke har følt sig flov eller blottet – hun er gået med det, som det var, og jeg synes, hun har føjet noget ekstra til sin personlighed. Jeg har forstået hende i alle de faser, hun har været igennem. Når hun har været glad, når hun har været bange, når hun har fejret de første små dun på hovedet. Jeg har ikke set noget, der har skræmt mig – for det er sådan, det ER, når det for alvor bliver alvor. Vores venskab har fået en ekstra dybde, fordi vi har været derude sammen, hvor nervetrådene er rå.

"Når man finder sin indre soldat frem, skal man også sætte sin hær", siger Cecilie Frøkjærs kræftramte veninde Rikke Kristine Nissen. Læs i ugens blad, hvordan hun oplevede forløbet.