Underholdning

Annika Von Holdt: Jeg flygtede ind i min fantasi

af Susse Wassmann 8. maj 2012
foto: Tom Lindboe
Den succesfulde gyserforfatter, Annika von Holdt, kan ikke huske, hun nogensinde har set sin mor ædru. Her fortæller hun for første gang sin historie, som visse steder er lige så gruopvækkende som hendes romaner.

Sidste jul var den sidste, hvor Annika von Holdt åbnede et helt specielt julekort - et kort fra hendes mor. Inden moderens død for 15 år siden nåede hun nemlig at gøre én ting: At skrive fødselsdags- og julekort til sin datter flere år frem i tiden. Med personlige mor-datterting. Kortene har hjulpet Annika, men nu er der ikke flere. Og det er på sin vis også okay. For Annika er videre og tør godt kalde sig selv et lykkeligt menneske i dag.Men det har holdt hårdt, og vejen har været lang og kringlet og fuld af utilpassethed. For selv om hun ligner en million, har haft en lang og succesfuld karriere som både model, PR-chef og forfatter, er lykkeligt gift med Jordens dejligste mand og mor til Jordens dejligste dreng, har bagagen fra barndommen været tung.- Det ligger så dybt i én, at det er en hemmelighed, når éns mor drikker. Man må jo ikke udlevere sin mor. Så jeg har altid forsøgt at beskytte hende ved ikke at sige noget til nogen. Men jeg synes ikke, jeg har noget at skamme mig over i dag, for det var jo ikke mit problem. Og jeg er mere ligeglad med, hvad folk tænker om mig nu. De må sgu tænke, hvad de vil. Acceptere mig eller lade være. Med alle mine skævheder og mærkeligheder, siger Annika med et skævt smil og puster en masse tilbageholdt luft ud.I taxa til skoleAnnika von Holdt kom til verden for 43 år siden på Bornholm. Hendes biologiske far var ude af billedet allerede på det tidspunkt, og da hendes mor mødte en amerikansk mand, flyttede familien til New York, hvor de boede, fra Annika var to, til hun var syv år.- Han var det tætteste, jeg kom på at have en far, men da han var advokat for et stort olieselskab, var han stort set aldrig hjemme. Min mor og jeg fejrede jul alene, thanksgiving alene ... Vi var altid alene. Det kunne min mor ikke holde ud i længden, så de blev skilt, fortæller Annika, som flyttede tilbage til Bornholm sammen med sin mor. Hvor det begyndte at gå helt galt.- Min mor havde et problem med alkohol, som gjorde, at hun aldrig var til stede. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set hende ædru, eller har haft en helt normal samtale med hende, som vi to har lige nu. Jeg lavede hundredvis af aftaler med hende: "Når jeg kommer hjem fra skole, kan du så ikke være ædru for én gangs skyld?" Hun lovede højt og helligt hver gang, men hun kunne ikke holde i bare én dag. Jeg var aldrig i tvivl om, at hun elskede mig - hun elskede bare alkohol højere. Så socialt var jeg meget alene. Vi boede meget langt fra skolen, og hun sørgede aldrig for legeaftaler. Faktisk ville hun helst have, at jeg ikke havde nogen med hjem.- Selvfølgelig fordi hun ikke ville have, at folk så hende drikke. Så jeg var meget ensom. Jeg blev sendt i skole i taxa og tog en taxa tilbage, hvis hun havde givet mig penge med. Ellers kunne jeg være heldig, at den lokale politimand gad tage mig med hjem. Jeg havde heller aldrig madpakke med eller blev inviteret til fødselsdage, selv om hele klassen skulle med, fortæller Annika.Har du ikke været vred på hende?- Jo, men først efter at jeg fik min søn. Hvor jeg fandt ud af, hvor meget man jo gør for sine børn. Jeg aner ikke, hvordan jeg så ud som barn, fordi der ikke er nogen billeder. Når nogen har spurgt, om jeg har haft røde hunde eller andre børnesygdomme, har jeg ikke kunnet svare. Så da jeg fik min søn, havde jeg én rollemodel: Nemlig hvordan man IKKE skulle være som mor. Man har jo en masse forestillinger om, hvordan man vil være, når man bliver mor - men det er udelukkende på grund af min mand, at vi overhovedet har et barn i dag. For jeg ville ikke have nogen!Kreative løgnehistorierI dag har Annika og hendes mand Birger holdt sammen i 15 år. Lukas er syv, den lille familie bor på Østerbro, og Annika har aldrig haft det bedre. Især ikke efter at hendes rummelige mand sagde til hende: - Annika, du skal gøre, hvad du har lyst til. Jeg lægger gerne skuldre og penge til.- På det tidspunkt var jeg PR-chef for Magasin koncernen, men ville SÅ gerne prøve noget nyt. Og jeg har altid ønsket mig at skrive. Jeg fik udgivet min første short story, da jeg var 11 år, men anede ikke, om jeg kunne skrive en roman.Det kunne hun. Annika von Holdts første roman, "Hjemsøgt", fra 2001 solgte stort, og to år senere vandt hun Bog&Idé-prisen for romanen "Nattetimen". Siden er der kommet flere gysere til, og selv for en inkarneret krimifan som mig er det scary shit! Som i: At jeg måtte lægge en af Annikas bøger fra mig for lige at få plads til frokosten i maven.- Haha, I know, griner Annika på sin charmerende blanding af amerikansk og bornholmsk. - Men når du nu spørger mig, hvordan jeg kan skrive sådan noget, så skal vi igen tilbage til min mor. Jeg begyndte nemlig allerede i en tidlig alder at få problemer med at lyve - jeg digtede historier for at sløre de rigtige. Og da gav min mor mig det bedste råd, hun nogensinde har givet mig: At jeg skulle bruge min fantasi til noget konstruktivt. I stedet for at fortælle løgnehistorier skulle jeg synge, skrive, tegne mine fantasier. For så var det ikke løgnehistorier længere. Så var det kreativitet. Og det er det, jeg gør.

Søs Egelind: Man får de udfordringer, man kan klareDin krop: Har du sunde alkoholvanerKvinders fem mest almindelige løgne