Årets skrabejulekalender er ændret: Nu kan du vinde endnu mere
Foto: Danske Spil
Julen nærmer sig, og det betyder, at vi snart kan tælle ned til juleaften med den ikoniske skrabejulekalender fra Danske Spil.
Men som noget helt nyt er alt ikke som det plejer på den røde skrabejulekalender, der første gang udkom i 1994.
Danske Spil har nemlig valgt at forny årets julekalender med endnu en konkurrence.
– I år er vi kommet i ekstra tidligt gavehumør og introducerer derfor en ny konkurrence, som øger kundernes vinderchancer – og måske også deres julehumør, udtaler Malene Mølgaard, som er administrerende direktør for Danske Lotteri Spil, i en pressemeddelelse.
Konkurrencen hedder "Julegavejagten" og findes på kalenderens bagside. Her kan man hver dag i december vinde et gavekort på 500 kroner til forskellige brands ved at finde gaver i billedet på forsiden af skrabejulekalenderen.
Og gaveræset stopper ikke her.
Hver gang man deltager, får man nemlig også et lod i puljen til lodtrækningen af konkurrencens hovedgevinst, som er et rejsegavekort på 25.000 kroner.
– Nu ser vi, hvordan det går, og så håber vi, at "Julegavejagten" med årene kan blive endnu en ny og hyggelig juletradition, lyder det fra Malene Mølgaard.
Selv om "Julegavejagten" kan findes på kalenderens bagside, oplyser spilgiganten, at spillet foregår online.
Man kan dog både spille med, hvis man sidder med den fysiske skrabekalender foran sig, ligesom man kan spille med uden kalenderen i en ren digital version.
Man kan spille én gang om dagen i december – og det er såmænd helt gratis at deltage.
Denne artikel blev først bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.