Slægtsforskning, guide til at komme i gang trin for trin
Se, lyt & oplev

Trin for trin-guide til slægtsforskning: Sådan kommer du i gang

7. august 2021
af Marie Østergaard Knudsen, Redaktionen
Udgivet første gang 7. august 2019. Foto: Claus Peuckert, Shutterstock
Slægtsforskning er noget, stadigt flere og flere kaster sig over for at finde frem til familiens stamtræ – og for at finde så mange informationer om forfædrene som muligt. Her kan du læse to garvede slægtsforskeres bedste råd til, hvordan du trin for trin kommer i gang med at forske i din slægt.

Medlemstallene i slægtsforskningsgrupper på Facebook og andre sociale medier stiger, og gennemsnitsalderen er faldende, skriver Kristeligt Dagblad.

Flere og flere bliver bidt af slægtsforskningsbacillen, og forskningen bliver hele tiden lettere i takt med, at kirkebøger, folkefortællinger, lægdsruller og andre historiske dokumenter bliver digitaliseret.

Herunder får du en guide til, hvordan du selv kan komme i gang med at forske i din slægt. Målet er at skabe dit eget slægtstræ og at finde så mange informationer om dine forfædre som muligt.

Du får Gitte Bergendorff Høstbos og Karen Bendix Larsens bedste råd til at komme i gang  - de er nemlig begge inkarnerede slægtsforskere:

Slægtsforskning - hvordan kommer jeg i gang?

Trin 1: Interview din familie

Første trin, for at komme i gang med at forske i din slægt, er at tale med din mor, far eller andre ældre familiemedlemmer. Lad dem fortælle dig, hvad de kan huske af historier fra slægten.

Du har brug for navne på dine bedsteforældre og oldeforældre – og dato for deres fødsel eller død. Måske er du så heldig, at dine forældre selv kan huske helt tilbage til deres oldeforældre.

Ifølge Danske Slægtsforskere er det en god idé, hvis man kender navn, fødselsdato og fødesogn på mindst én person, der er født i 1960 eller tidligere, da det kan gøre det nemmere at finde oplysninger om personen.

Det er også en god idé, fortæller Gitte Bergendorff Høstbo og Karen Bendix Larsen, at kigge i familiens gamle fotoalbums.

Du kan sætte dig sammen med din familie og skrive bag på billederne, hvem de forskellige personer er.

Det er helt sikkert, at du, i takt med at din slægtsforskning skrider frem, gerne vil vide, hvem de enkelte er. Arbejdet betyder også, at du får en god snak med din familie om, hvem der er hvem.

Spørg også, om de har attester, skudsmålsbøger eller andre dokumenter. Det er en god idé at gøre dette arbejde, inden man begynder at gå på nettet.

Godt at vide:

  • Sporten i slægtsforskning er at finde så mange data om sine aner som muligt.
  • Danske Slægtsforskere er den store landsdækkende forening, der har en del lokalforeninger rundtom i landet. Lokalforeningerne samarbejder ofte med det lokale arkiv. Samfundet for dansk Genealogi og Personalhistorie er en anden landsdækkende forening.
  • På Facebook findes flere – og voksende – grupper for slægtsforskere. Her kan man få hjælp og inspiration. En hedder Genealogisk Forum.

Kilde: Gitte Bergendorff Høstbo og Karen Bendix Larsen 

Trin 2: Søg i Dansk Demografisk Database

I Dansk Demografisk Database ligger kirkebøger, folkefortællinger og politiets udvandringsprotokoller og meget andet.

Dansk Demografisk Database er en online database, der stilles til rådighed af Dansk Data Arkiv og er en del af Statens Arkiver. Heri tjekker man, om de historiske data, der er blevet fortalt, er rigtige.

Folk, der er døbte, konfirmerede, gifte og døde, er opregnede i kirkebøgerne. Kirkebøgerne er opdelt i sogne. Derfor er det en god idé først at finde sine forældre, derefter sine bedsteforældre og videre ud og ned.

Hvert femte eller tiende år blev der i Danmark foretaget folketællinger. Folketællingerne giver et billede af, hvor mange børn et par i gennemsnit fik, og derfor kan det være en god idé at finde ud af, hvor mange børn hvert par fik.

Et godt tip er at gøre én familie færdig, før man begynder på en anden, forklarer Gitte Bergendorff Høstbo og Karen Bendix Larsen.

Trin 3: Vælg et slægtsforskningsprogram

For at få overblik over sine fund og have dem samlet ét sted, er det en god idé at anvende et slægtsforskningsprogram.

Det kan for eksempel være Legacy, Brothers Keeper, Ancestral Quest eller My Heritage, som er de mest populære slægtsforskningsprogrammer.

Her kan du taste informationerne ind i takt med, at du finder dem. Programmet skaber derved dit slægtstræ og overblik over de fundne aner og slægtninge.

Du kan have din information både på telefonen, på en iPad eller på computeren.

Ordforklaringer:

Skudsmålsbog: Tjenestekarle og -piger havde en sådan bog, der fulgte dem rundt i deres tjenester. Via bøgerne kan du følge personerne rundt, se, hvor de har boet og arbejdet. Modsat folketællingerne, der kun kører hvert tiende (eller femte år).

Lægdsrulle: Registrering af værnepligtige drenge og mænd – rullerne er bevaret helt til 1789. Her kan man læse, hvor de bor, og hvortil de er flyttet, og hvem faderen er. Her findes også information om, hvorvidt de har skulket fra værnepligt.

Kilde: Sproget.dk 

Trin 4: Søg to andre steder

Hvis de forslåede slægtsforskningsprogrammer ikke rækker til din søgning af din slægt, findes der to andre steder, hvor det er muligt at søge, fortæller Gitte Bergendorff Høstbo og Karen Bendix Larsen.

Den ene er Family Search, der er mormonernes database. Mormonerne tror på, at de skal mødes med deres forfædre efter døden, og de vil derfor gerne vide, hvem de er og kende dem.

De har derfor filmet samtlige kirkebøger i store dele af verden og stiller deres materiale gratis til rådighed for alle.

Havde det ikke været for deres store arbejde, ville kirkebøger i store dele af Tyskland for eksempel være gået tabt under 2. verdenskrig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

En anden mulighed for at søge efter sin slægt er Danish Family Search, som er et voksende onlinearkiv.

Det er et ungt ægtepar i Australien, der lægger alt tilgængeligt materiale ud i et samarbejde med Københavns Stadsarkiv, Rigsarkivet og Dansk Demografisk Database.

Her kan du søge alene på navn, men det er godt også at have tid og sted; eller kan man nemlig gå hen og få for mange fund.

Så det er bare med at komme i gang med at forske i sin slægt, hvem ved, hvad man kan ende med at finde ud af?