Anne Linnet
Se, lyt & oplev

Tivoli erstatter koncerter med mænd, med kvinder

25. maj 2022
af Bonna Haagen Pedersen
Foto: Dan Mariegaard
Efter uroligheder i forbindelse med Fredagsrock i Tivoli udgår de annoncerede koncerter med Kesi, Ude af Kontrol og Kato. Tivolis kulturdirektør ser det som en mulighed for at rette op på velkendt kønsubalance i programmet.

Efter uroligheder og problemer under to af Tivolis Fredagsrock-koncerter i april, ændrer Tivoli igen i programmet til Fredagsrock.

Det er anden gang i år, at Tivoli ændrer programmet. Den planlagte koncert med Cheff Records, selskabet bag kunstnere som TopGunn og Kidd, blev aflyst den 6. maj.

Nu aflyses også de annoncerede koncerter med Kesi, Ude af Kontrol og Kato. Det skriver Berlingske.

I stedet for de aflyste koncerter vil flere kvindelige kunstnere optræde.

Anne Linnet kommer til at erstatte koncerten med Kesi og spiller på plænen 15. juli.

Stine Bramsen og Freja Kirk spiller den 16. september og erstatter dermed koncerten med Ude af Kontrol og Kato.

Tivoli har forsøgt sig med tiltag som pladsreservation og et andet system ved koncerterne, for at løse problemerne med koncertgængere, der har udvist voldelig adfærd.

Det har dog ikke vist sig at være nok til at løse problemerne.

Tivolis kulturdirektør, Frederik Wiedemann, fortæller til Berlingske, at de har valgt koncerterne fra, fordi de frygter, at de bliver for vilde. Og at beslutningen også er taget af hensyn til de af Tivolis gæster, som ikke er kommet for koncert.

Kønsubalance

Frederik Wiedemann fortæller også, at det er en velkendt sag, at der historisk har været en stor kønsulighed i programmet til Fredagsrock.

Nu har man så valgt at erstatte tre mænd med tre kunstnere, der ikke er mænd.

Anne Linnet og Stine Bramsen identificerer sig som kvinder, mens Freja Kirk før har udtalt at hun ikke føler sig som en kvinde, men heller ikke ser sig selv som mand.

Adspurgt om, hvorvidt den markante ændring i artisternes kønsidentitet er et tilfælde, svarer Frederik Wiedemann følgende til Berlingske:

- Der er færre tilgængelige kvindelige kunstnere, der fungerer til et arrangement som Fredagsrock, men når vi har muligheden for det, gør vi hvad vi kan, for at rette op den skæve balance, og den mulighed har vi nu.

Læs også