Tinka_julekalender
Jul

Tinka er tilbage - og vi har opdaget en lårklaskende sidehistorie

1. december 2022
Af Claus Nygaard Petersen
Foto: Per Arnesen / TV 2
Tredje omgang med TV2s populære halvnisse Tinka kommer godt fra start med masser af mysterier og spændende dilemmaer, der holder én klinet til skærmen.

Tinka-feberen har efterhånden raset i det danske land allerede i en lille måneds tid. Huer, kort og alskens andet merchandise bliver revet væk hurtigere, end tingene kan komme på lager.

Spørgsmålet er, om det rent faktisk betyder noget, hvorvidt julekalenderen er god eller dårlig?

Hvis man sidestiller efterspørgslen på alt Tinka-relateret, er der ingen tvivl om, at forventningerne til Tinka og sjælens spejl er meget høje.

Den titulære halvnisse Tinka (Josephine Chavarria Højbjerg) er også kommet langt, siden vi første gang stiftede bekendtskab med hende i Tinkas juleeventyr i 2017.

Fra at være en ganske ordinær husnisse fandt hun ud af, at hun rent faktisk var prinsesse af Nisseland og den retmæssige arving til tronen.

Efter at kampen om det prestigefulde hverv faldt ud til hendes fordel i Tinka og kongespillet – dog ikke helt så blodigt som i Game of Thrones – besluttede hun at indføre demokrati. Hver nisseregion skulle således indgå i et råd med én overnisse.

Tinka_julekalender
Skir, Birk, Lasse, Tinka, Falke og Grot i ‘Tinka og Sjælens Spejl'

Udfordringerne står i kø

Men det ikke er nemt at være leder, og det finder Tinka hurtigt ud af i Tinka og sjælens spejl.

For der er masser af småproblemer og utilfredse nisser. Så før Tinka har fået set sig om eller fået mulighed for at rette op på elendigheden, bliver hun afsat.

Samtidig har hun haft gentagne drømme om en have i menneskeverdenen samt en lille pige. Og hun beslutter sig for at indfri det løfte, som hun gav halvtrolden Ingi (Ellen Hilingsø). Nemlig at besøge hende, mens hun afsonede sin straf i Ensomhedens Tårn.

Og derigennem kommer hun på sporet af det, som hun har savnet allermest hele tiden.

Nemlig en levende slægtning, så hun ikke længere er alene i verden. For selvom hun har plejemor Nille (Neel Rønholt) og vennen Lasse (Albert Rosin Harson), er det ikke helt det samme.

Tinka_julekalender
Ellen Hillingsø som Ingi i ‘Tinka og Sjælens Spejl’

Ægte julestemning

Der er mange forskellige historier i spil i tredje ombæring af TV2s julekalender-flagskib.

Udover de allerede nævnte sker der også en hulens masse ting i menneskenes verden. Lasse forsøger at stable en karriere som musiker på benene, men talentet rækker måske ikke lige helt til det.

Farmand Mikkel (Martin Bo Lindsten) føler sig rastløst og ikke rigtig tilpas i tilværelsen på gården mere.

Mikkels søster Astrid (Rosita Gjurup) rammer tween-årene hårdt, hvor de andre i klassen virker barnlige. Alligevel føler hun selv skam over at elske jul så meget, som hun gør, da klassens nye seje pige ikke er den store julefan.

Et klassisk dilemma, som de fleste kommer ud for på et eller andet tidspunkt.

Og så er der farmor Maja (Birthe Neumann), der har fået øjnene op for dating via apps.

Der er fuld fart på med hyppig udskiftning blandt bejlerne. Ikke mindst, da hun kommer til den konklusion, at hun dater alt for gamle mænd på hendes egen alder.

Næh, de skal være yngre, for hun er en cougar (skal udtales med kraftigt tryk på a’et ifølge Maja).

Neumann leverer flere lårklaskende sjove øjeblikke, og den her sidehistorie er uden sammenligning det sjoveste i de første syv afsnit af julekalenderen, som denne anmeldelse er baseret på.

Især da hun matcher med en af Mikkels skolekammerater, bliver komikken sat i højsædet.

Der er dog også en underliggende grund til, at hun ikke kan lægge sig fast på én mand, men mon ikke den selverkendelse kommer tættere på jul? Det giver i hvert fald et fint hjerteskærende element til en ellers evigt glad, flyvende farmor.

Tinka_julekalender
Birthe Neumann som farmor Maja i ‘Tinka og sjælens Spejl’

Bliver det jul igen?

Der bliver sat mange ting i gang i løbet af de første syv afsnit. Men man fornemmer også tydeligt, at manuskriptforfatterne Morten Dragsted og Emil Millang har en klar idé om, hvornår og hvordan de forskellige elementer skal forløses.

Megalomanske Fileas (Christian Tafdrup) er her i starten udelukkende en komisk karikatur, men som man kan se ud fra introsekvensen, kommer han til at få en mere betydningsfuld rolle.

Serien lever og ånder dog med sin hovedperson. Og Josephine Chavarria Højbjerg får i den her omgang større udfoldelsesmuligheder end hidtil.

Hvad der ellers til tider kan opfattes som stift og karikeret, fremstår nu som et soleklart valg til Tinka-karakteren, når Tinkas nye slægtning bliver introduceret.

Højbjerg bevæger sig på en helt anden måde og mimikken ditto. Det er intet mindre end en gave fra forfatterne og instruktør Christian Grønvall, hun har fået, og Højbjerg giver igen med en fremragende præstation.

De syv første afsnit lover godt for dette eventyr om nissepigen Tinka.

Nu skal de resterende 17 afsnit bare levere varen, så det hele ikke falder til jorden. Giv os den jul, vi ønsker, og gerne en med tårer og masser af smil på vejen.

Fakta om ’Tinka og sjælens spejl’

Instruktør: Christian Grønvall

Manuskriptforfatter: Morten Dragsted og Emil Millang

Medvirkende: Josephine Chavarria Højbjerg, Neel Rønholt, Ellen Hillingsø, Christian Tafdrup mfl.

Antal afsnit: 24

Anmeldelse: 7

Land: Danmark

Produktionsår: 2022

Dansk premieredato: 1. december 2022

Dansk streamingtjeneste: TV2 Play

Se traileren til ‘Tinka og sjælens spejl’ herunder

Denne artikel blev første gang bragt af Vi Elsker Serier. Dette er en redigeret version.

Læs også