Se, lyt & oplev
7. juni 2023

Spice Girls genforenes for første gang i 11 år: ”Det bliver noget, som fansene virkelig vil elske”

Den populære popgruppe, der brød igennem i 90’erne, afslører nu, at de alle fem har fundet tid til at lave et projekt sammen.
Af: Af Aja Nøhr Larsen
spice girls

Foto: Rtgranitz/AP/Ritzau Scanpix

Hvis man har sunget med på ”if you wanna be my lover, you gotta get with my friends” og andre af Spice Girls hits, kan man godt begynde at glæde sig.

Nu afslører popgruppen nemlig, at de for første gang i 11 år alle genforenes i et ”mystisk” projekt.

Det er Melanie Brown, der blev kendt som "Scary Spice”, som har fortalt det til The Sun.

– Hvad det er, kan jeg ikke sige lige nu, for vi er lige ved at fuldende det, vi skal lave sammen, alle fem af os, men det bliver noget, som fansene virkelig vil elske, siger Melanie.

Melanie Brown (Scary Spice), Emma Bunton (Baby Spice), Geri Halliwell (Ginger Spice) og Melanie Chisholm (Sporty Spice) har været genforenet rent professionelt ved flere lejligheder, men det femte medlem, Victoria Beckham (Posh Spice) har indtil nu haft takket nej.

Ifølge Melanie Brown har Victoria Beckham haft travlt i modebranchen og med sin familie.

Men nu har hun altså fundet tid til at genforenes med resten af medlemmerne.

Selv om det er mange år siden, at gruppen har arbejdet professionelt sammen, så har de dog altid holdt kontakten.

– Det er ikke, fordi vi ikke taler sammen, vi har alle sammen en gruppe på WhatsApp, men det er bare et spørgsmål om timing, siger Melanie Brown til The Sun.

Selvom popgruppen endnu ikke kan afsløre mere om, hvad projektet indebærer, så vil der ifølge Melanie Brown komme mere information om det ”meget snart”.

Læs også