Samfund
6. juni 2023

Lily Collins er tilbage i København. Og man skulle tro, hun var fra Jylland?

Netflix-stjernen Lily Collins, bedre kendt som “Emily In Paris”, er tilbage i København, og ud at dømme fra Instagram er hun blandt andet blevet hårdkogt FCK-fan.
Af: Af Signe Larsen
Lily Collins

Foto: MEGA

Lily Collins bliver bare ved med at overraske!

Netflix-stjernen kendt fra hitserien “Emily In Paris” er tilbage i København, og meget tyder på, at hun indtager byen, som var hun en jyde, der har bosat sig på djævleøen og gjort det til sin personlighed (it takes one to know one).

I hvert fald har den amerikansk-engelske skuespiller taget københavnerlivet godt og grundigt til sig.

I marts købte hun sammen med sin mand hus i en sidegade til søerne i Kartoffelrækkerne for 14 millioner kroner, og hun har ved flere lejligheder givet den danske hovedstad store kærlighedserklæringer.

Nu er hun tilbage i byen, der tager sig ekstra godt ud om sommeren, og hun nyder det tydeligvis til fulde.

På sin Instagramprofil har Lily Collins blandt andet bekendt kulør som FCK-fan over for sine knap 29 millioner følgere. Sammen med sin mand var hun i Parken søndag, da FC København spillede mod Randers FC og fejrede deres 15. danske mesterskab.

Parret var iklædt FCK-trøjer med “Collins”-efternavnet på ryggen.

– Vi hepper på vores hjemmehold F.C. København!, skrev hun på Instagram.

Mandag var hun igen i ægte københavnerstil på tur om søerne, hvor man på et billede kan se hende posere med en lyserød cykel akkompagneret af ordene “Copenhagen Barbiecore”.

På sin story har hun også lagt billeder op af noget forskelligt mad og blandt andet skrevet, at det er sæson for danske asparges.

Hvad sker der lige?

Vi drømmer stadig om efterfølgeren “Emily In Copenhagen” – måske er hun i gang med at indsamle materiale?

Det er dog uklart, hvor permanent Lily Collins’ hjem i Kartoffelrækkerne er, men meget tyder på, at hun i hvert fald slår vejen forbi det københavnske fra tid til anden.

Anyways, find os på stierne rundt om søerne i København. Måske er vi heldige at støde ind i hende i løbet af sommeren.

Au revoir, Lily Collins!

Læs også